Sitemap | Avanceret søgning |

Danske soldater i Congo

Har du lyst til en dag at tage rundt i verden? Før i tiden var det stort set kun muligt ved at tage et job i udlandet.

Af Sanne Steenberg Hansen, Bornholms Museum
Publiceret 30-04-2004

Kong Leopolds soldater
Da kong Leopold II gennem mellemmænd i 1880´erne hvervede soldater fra Skandinavien til sin koloni "Den Uafhængige Congostat", var mange unge mænd fristet. Congo var ukendt land, eventyrets land. Men også et land, hvor en ung mand kunne avancere hurtigere end hjemme, og måske kunne man blive berømt. Omkring 1500 unge mænd fra Norden (ca. 400 danskere) var med til at besætte og kolonisere Congo.

De fleste var soldater enten i koloniadministrationen, i Congo Fristatens lokale hær "Force Publique" eller i et af de private handelskompagnier. Handelskompagnierne havde deres egen hær, domstol m.m. Soldaterne kunne stå for administrationen i et område, holde lokale stammer nede og indsamle bl.a. gummi og elfenben. Regulære slag kom det også til. Hovedsproget var fransk, men flere lærte sig nogle af de over 200 sprog i Congo.

En ansættelse i Congo Fristaten og det senere Belgisk Congo var normalt på tre år. Men mange var dog gang på gang dernede - Congo gik i blodet på dem. Livet i Danmark var nok vanskeligt at vænne sig til, når man havde haft ansvaret for mange mænd og store områder. I de første mange år var dødeligheden uhyggelig stor blandt de, der tog til Congo. Ca. hver tredje døde dernede. Andre måtte tage syge hjem før tid, andre igen var mærket for livet - af bl.a. eftervirkninger af malaria og sovesyge.

Fredsbevarende FN-soldater
En anden stor gruppe unge danske soldater (ca. 1000) kom til Congo i årene 1961-64. De var FN-soldater.

I 1960 var Congo blevet selvstændigt. Kort efter opstod der kampe, uroligheder, de fleste belgiere flygtede, og flere provinser løsrev sig. FN organiserede en fredsbevarende mission i landet - ligesom den i Bosnien. Det blev den hidtil største FN-operation med 70.356 soldater, 4200 civile og 2724 administratorer. De danske soldater stod for transporter af bl.a. medicin og udstyr, var mekanikere, administratorer m.m. For mange var det første gang, de var i udlandet. For mange den første gang, de så en afrikaner i virkeligheden. Congo var meget anderledes. Selv om der var uroligheder og mange ubehagelige episoder for de danske soldater, var tiden i Congo for mange også ferie, oplevelser og luksusliv. Måske rejsen og oplevelsen for livet.
 
To danske soldater blev dræbt under missionerne i Congo. Også svenske soldater blev bortført og dræbt.

Hvad med kvinderne?
At hverve kvinder til Congo Fristaten var slet ikke på tale. De hvide kvinder, der efterhånden kom til Congo, var missionærer eller koner til missionærer og embedsmænd. Den første danske kvinde kom først til Congo i 1900-tallet.