Sitemap | Avanceret søgning |

Rådgivning for unge: Basketball, gadeteater, fodbold og rap mod AIDS

"Fordi HIV/AIDS er et ungdomsproblem, er jeg overbevist om, at informationen og løsningen skal komme fra ungdommen."

Af Lasse Nørgaard
Publiceret 30-04-2004

Sådan siger 27-årige Robert fra Zambia, der siden han gik i gymnasiet har arbejdet med HIV/AIDS-oplysning og -rådgivning til andre unge. I dag er han leder af organisationen Africa Alive!, der arbejder i syv afrikanske lande.

"I Zambia arrangerer vi rapkoncerter og fodboldkampe, som de unge kommer til. Så deler vi information ud, interviewer de unge og rådgiver dem."

Robert selv er muslim, og for ham har det været en udfordring at blive en halvoffentlig person, der ofte udtaler sig om sex. Han har ikke fået støtte fra de religiøse ledere i samfundet, som mener, at enhver snak om sex er en opfordring til at dyrke det. "Men vores budskab er, at det sikreste er afholdenhed. Og når det ikke er muligt, så skal man bruge kondom," siger Robert.

Zambia har også gennemført en massemedie-kampagne, hvor unge har forfattet og medvirket i de spots, der bliver sendt ud gennem radio og TV. Et af budskaberne er, at det er i orden at sige nej til sex, og at man ikke bliver mindre mand eller kvinde af det. Og det er åbenbart lykkedes i en sådan grad, at mange unge nu afholder sig fra sex. Ikke på grund af gammeldags normer eller frygt for sygdommen, men fordi det er blevet cool. Og infektionsraten blandt teenagepiger er faldet fra 28 til 15 procent i de senere år.

Antallet af HIV/AIDS-smittede unge er højt i det sydlige Afrika - 28 millioner af verdens 40 millioner smittede bor her. Både i Mozambique og Malawi skønnes tallet at være 13 procent af alle mellem 15-49 år, og AIDS er den hyppigste dødsårsag for denne aldersgruppe. I Zambia er tallet også 13 procent for landbefolkningen, men dobbelt så højt for byboerne. I DR Congo skønnes 800.000 at leve med virussen, mens 500.000 børn allerede er blevet forældreløse pga. AIDS.

En af dem er Sylvie Ngiaye, der var 16 år, da hendes far døde af AIDS. Hendes mor var også syg, så Sylvie måtte tage sig af hende, sine yngre brødre - og sig selv.

"Jeg skyndte mig at blive gravid med min kæreste, for så regnede jeg med, at han ville hjælpe hele familien," fortæller Sylvie, der i dag er 22 år og sekretær for en religiøs organisation.

Men kæresten forlod hende, og da moderen døde et år efter faderen, stod Sylvie helt alene. Hun fik ingen hjælp fra sine onkler, der forsøgte at sælge familiens hus, selv om børnene stadig boede i det. Sylvie og hendes brødre fik også forbud mod at lege med deres fætre og kusiner.

I mange afrikanske samfund er der tradition for, at familien tager sig af børn og enker efter afdøde mænd, og det sker også stadig i imponerende omfang. Men mange børn, der er blevet forældreløse pga. HIV/AIDS, har desværre oplevet det modsatte: at familien har udstødt dem.

I Congo bruger man også massemedierne til at oplyse om HIV/AIDS. For nylig er der blevet vist TV-spots med Dikembe Mutombo fra Philadelphias basketballhold 76ers. Han er oprindelig fra Congo og derfor kendt og populær i landet, og hans budskaber er de velkendte om, at narkomaner ikke skal bruge de samme nåle, og at unge skal bruge kondom under samleje.

TV-spotsene i Congo bliver kun set af et begrænset antal personer, da fjernsyn ikke er særligt udbredt, men de bliver også vist i en lang række andre lande, primært i Afrika.

I Malawi og Mozambique er det traditionelle gadeteater en af de mest populære og effektive former for oplysning og rådgivning. Teatret er underholdende, har et budskab, som folk umiddelbart forstår, og det når ofte ud i landsbyområder og ud til de mange unge, der ikke går i skole.

I Malawi er der over 75 teatertrupper, der rejser rundt i deres egne områder med et stykke om en familie, der dyrker tobak. Faderen skal ind til byen for at hente pengene fra høsten og købe ind til den hårdtarbejdende familie med to teenagebørn. Han kommer hjem nogle dage senere, flov, træt og uden en krone på lommen, og det går hurtigt op for familien, at han har haft et par heftige og herlige dage, hvor han ikke bare har underholdt sig selv, men også nogle venner. Så kommer symptomerne, sygdommen, naboernes fordømmelse, den økonomiske ruin ... Og efter stykket er der diskussion.

I Mozambique er 36 af landets mest kendte musikere og skuespillere gået sammen om at arrangere en turné med start 1. august i år. De vil gennemføre 25 koncerter og 25 workshops i tre provinser, og de vil især forsøge at få fat i unge, der ikke går i skole, minearbejdere, lastbilchauffører og migrantarbejdere.

Alle 36 kunstnere har selv været på fem dages workshop i Maputo for at lære mere om sygdommen og bagefter informere på en måde, der ikke blot er korrekt, men også kreativ og relevant.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Børn og unge
Digt
Dette digt er skrevet af Innocent Mtula, en 15-årig elev fra St. Michael's School i Zomba, Malawi.
Han er medlem af en af de mange anti-AIDS-klubber over hele landet, der får støtte af bl.a. UNICEF:

AIDS is not the plural of help
AIDS is not a dream
which goes away when one wakes up.
AIDS is the beautiful name of an ugly disease.
Yet I thought it was a dream
AIDS means opening afar
the bodies' gates against infections;
And all manner of disease
come in to stay and to destroy.
And I know it.
The pain is greater and deeper.
Because I know that AIDS helps me only to die.
The pain is deeper still when friends avoid me.
Not looking at me straight in the eye.
and I know why.
I have only one cry for friends and relatives
Look not at me with eyes full of fear,
It's worse to look at me with eyes of sympathy
But treat me with a handshake and a smile.
And I need it.