Sitemap | Avanceret søgning |

Vagthunde og skødehunde

Efter årtier med undertrykkelse, diktatur og borgerkrig fik flere lande i det sydlige Afrika nye og demokratisk valgte regeringer i begyndelsen af 1990'erne.

Af Lasse Nørgaard
Publiceret 30-04-2004

Kort tid efter fik de også nye grundlove, der bl.a. sikrede ytrings- og pressefriheden, og en lang række nye aviser så dagens lys i lande som Mozambique, Malawi og Zimbabwe.

Flere af dem startede som uafhængige vagthunde, der holdt nøje øje med de nye regeringers brug af magt og penge, og nogle få af dem udfylder stadig den rolle.

Men pressefriheden har haft sværere kår i virkeligheden end i grundlovene. Aviserne er afhængige af både oplysninger og annonceindtægter fra regeringen og regeringsvenlige firmaer, og de bliver boykottet, hvis de skriver kritisk. Og redaktører og journalister bliver generet, truet, anholdt, gennembanket, forflyttet eller - som tilfældet var med den mest kendte redaktør i Afrika, mozambiqueren Carlos Cardoso - myrdet på åben gade, hvis de er for dybdeborende eller for kritiske.

Derfor har mange aviser indført selvcensur, og de er blevet talerør for regeringen - eller for et enkelt oppositionsparti.

I de fleste lande er uafhængige medier tilladt, men regeringen kontrollerer stadig massemedierne, først og fremmest radiostationerne. Radioen er vigtig, for den har langt større betydning og udbredelse end f.eks. aviserne og TV, der primært er et storbyfænomen.

På en statskontrolleret radio er det svært at gennemføre kritisk journalistik. Det oplevede en journalist på Malawis radio MBC, da han tog pressefriheden bogstaveligt og spurgte landets nye præsident om hans mange udlandsrejser: "De siger, at rejserne er nødvendige for at tiltrække nye udenlandske investeringer, men der er jo ikke kommet nogle investeringer. Hvordan kan det være?", spurgte journalisten, der kort efter blev forflyttet til den nordlige del af landet.

Radio Mozambique er det vigtigste medie i landet. Den sender dagligt på portugisisk, engelsk og 11 lokalsprog til store dele af befolkningen. I Mozambique var repræsentanter fra medierne med til at udforme afsnittene om pressefrihed i den nye grundlov efter borgerkrigen. En af dem var redaktør Carlos Cardoso, der senere etablerede nyhedsbrevene Mediafax og avisen Metical. Han var kendt for at være kritisk og dybdeborende, også over for de magthavere fra regeringspartiet Frelimo, som han selv havde arbejdet for og støttet. Han skrev kritisk om Verdensbanken og IMF, om finansskandaler, narko og det korrupte retssystem - indtil han blev myrdet. Det er endnu svært at sige, om mordet på Cardoso har gjort de øvrige medier i Mozambique mere beslutsomme og kritiske eller mere frygtsomme.

I Zambia fortsætter den mest kritiske avis, "The Post", med at stille spørgsmålstegn ved regeringen, til trods for at avisen og dens journalister blev generet kraftigt efter at have sat fokus på den tidligere præsident Chilubas andel i nogle korruptionsskandaler.

Nogle mener ikke, at avisen er kritisk nok, og det er stadig en lille avis med et oplag på kun ca. 20.000, men næsten dagligt har den både kritiske artikler og en bidende leder.

I DR Congo er radioen også det største medie. En række ikke-statslige organisationer har også erkendt dette og producerer programmer. Blandt de nye initiativer er Radio Okapi, som sender programmer, der skal hjælpe med konfliktløsning i det krigsramte land. Det er f.eks. programmer som "Dialog-træet", det elektroniske træ, som man sætter sig og snakker sammen under, "Fredsbyggerne", om forskellige individer, der tager initiativer til fred, og "Min nabo, min bror", en sæbeopera om to nabofamilier fra forskellige stammer, der formår at blive gode venner.

Danmark har sammen med de øvrige nordiske lande i en årrække støttet et regionalt træningscenter for journalister i Maputo og støtter nu Media Institute of Southern Africa (MISA), der blandt andet kæmper for større pressefrihed i de afrikanske lande.

Kultur og livsstil
Hvis du vil vide mere