Sitemap | Avanceret søgning |

Musik: Rumba, reggae, rock og rap

Han er en af de mest populære musikere i sit hjemland og i resten af Afrika. Og han er en af de mest kendte afrikanske musikere i Europa. Papa Wemba fra DR Congo har stået på scenen siden de tidlige 1970'ere, og han udgiver stadig plader og vinder musikpriser.

Af Lasse Nørgaard
Publiceret 30-04-2004

Ud over sin musik er Papa Wemba kendt for sin sikre modesans - enhver koncert er som et modeshow, når "Rumba-rockens konge", som han også kaldes, optræder.

Papa Wembas musik er den særlige "soukous", en hurtig variant af rumbaen, der er den mest populære musik i Congo. Sangene starter som regel langsomt som en rumba, men skifter pludselig tempo med meget karakteristisk rytmisk flerstemmig sang og masser af guitar og trommer, så det er svært at sidde stille.

Nogle musikeksperter mener, at rumbaen og dens varianter har spredt sig fra Congo til både det vestlige og sydlige Afrika og har haft stor indflydelse på de seneste tre-fire årtiers musik. I dag er det mest musikere og sangere fra Vestafrika og Sydafrika, der er kendt i Europa, men rumba-rødderne lever videre i Congo med bands som Matchatcha og Lubumbashi Stars.

Sidstnævnte kommer, som navnet antyder, fra Lubumbashi tæt på Zambia, og deres musik er endnu hurtigere med elementer af zambiansk musik.

I Zambia diskuterer man derimod, om den traditionelle musik er ved at uddø. Debatten kører, fordi næsten alle nye udgivelser kommer fra unge musikere, der har kopieret amerikansk rap eller hiphop på en computer og sat nye tekster på lokale sprog til.

Teksterne er for det meste ret meningsløse og handler hverken om noget traditionelt eller noget nutidigt og samfundsrelevant, men musikken er populær blandt de unge. Man kan også diskutere, om musikken er populær, fordi der ikke bliver spillet andet i radioen, eller om der ikke bliver spillet andet i radioen, fordi musikken er populær.

De unge musikere fra Black Muntu og Nasty D siger, at ingen gider købe bånd med sange fra landsbyerne, mens de lidt ældre siger, at musikken i det mindste burde indeholde nogle rytmer eller instrumenter, der er traditionelle, men gerne i moderne versioner. Kun musikeren Chris Chali har haft held med at gøre dette, men han lever ikke længere.

Zambia har været under stærk indflydelse af rumbaen fra Congo, reggae fra Jamaica og rocken fra de vestlige lande. Det sidste i en sådan grad, at der opstod en særlig musikgenre, der blev kaldt zamrock. I en periode skulle radioen spille 90 procent zambiansk musik, men den ordning døde en stille og naturlig død igen.

Nogle få unge musikere forsøger at bevare den traditionelle musik. Det gælder blandt andre James Chamanyazi Ngoma og sangerinden Maureen Lilanda.

I Mozambique har musikken haft hårde vilkår under borgerkrigen, og det er stadig ikke en industri, der er penge i. Men musikken lever og har i modsætning til i Zambia udviklet sin egen moderne, men umiskendeligt mozambiquiske lyd. Langt de fleste bands bruger f.eks. det xylofon-lignende instrument timbala i deres musik, ligesom den urbane danserytme marabenta er at finde på mange album.

Mozambique mistede for et par år siden en af sine mest populære musikere, Pedro Langa, men hans band Ghorwane spiller videre og er sammen med Eyuphoru og Mabulu blandt de mest populære.

I Malawi har man et begreb inden for musikken, der hedder pamtondo. Det betyder "en kvinde, der støder majs i en stor morter", og nogle musikforskere mener, at meget rytmisk musik stammer netop herfra: Kvinder, der begyndte at komponere sange, mens de stødte majs med forskellige rytmer. Og så tog hyrdedrengene sangene og rytmerne med ud i marken og komponerede videre.

Hyrdedrengene var forbindelsen til mændene, der dominerer musikken i Malawi. Landet er ikke nogen stormagt, når det handler om internationale musikere, men lokalt er Namoko, Chief Chipoke Band og Kasambwe Brothers Band blandt de mest populære.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Kultur og livsstil
Hvis du vil vide mere