Sitemap | Avanceret søgning |

Kvinder og etniske grupper: Kvinder i midten af Mozambique har magt

I den centrale del af Mozambique regerer kvinderne, mens mændene har kontrollen i nord og syd. Mozambique består nemlig af forskellige etniske grupper, og alt afhængig af hvilken gruppe ens forældre tilhører, har man en forskellig opfattelse af kønsrollerne i familien.

Af Christine Drud, UNDP
Publiceret 01-02-2007

I et matriarkalsk familiemønster er moderen den dominerende part, mens faderen dominerer i et patriarkalsk samfund. I et matriarkalsk samfund er det ofte kvinderne, som ejer land, og det er moderen, som børnene arver mest fra.

Feminisme på afrikansk
Kampen mod fattigdom og sygdom i Afrika hænger sammen med kvindernes rettigheder. Hvis kvinderne får flere rettigheder i Afrika, hjælper det ikke kun kvinderne, men hele landet. Al erfaring viser, at fordi kvinden typisk er den, som har ansvar for familien, vil det gavne hele familien, hvis hun får en uddannelse eller styrer økonomien i husholdningen. Al erfaring viser også, at bedre uddannede og sundere kvinder tjener flere penge og kan være med til at få både en sund familie og økonomi til at vokse. De er bedre til at spare sammen og bruger i højere grad penge på mad og skolegang til børnene end mændene.

Når kvinder går sammen og kræver flere rettigheder, mere uddannelse, bedre sundhedspleje og lige vilkår på arbejdsmarkedet har det altså en betydning for hele samfundet og ikke bare kvinderne. Derfor er det også et af FN's mål for 2015 at opnå ligestilling mellem kønnene og styrke kvindernes rettigheder.

For at nå dette mål bliver man nødt til at huske på, at kvindernes rettigheder generelt er meget forskellige alt afhængigt af, hvilken etnisk gruppe kvinden tilhører.

Flere folk under samme tag
Der er 16 store etniske grupper i Mozambique. Hver fjerde fra Mozambique tilhører gruppen Makua, men for at gøre mønsteret i det etniske kludetæppe endnu mere snørklet består gruppen Makua af mange forskellige grupper, der blot har samlet sig under samme navn. Ofte afhænger ens religion også af, hvilken etnisk gruppe man er født ind i. 30 procent af Mozambiques befolkning er kristne, mens 20 procent er muslimer. Der bor flest muslimer i nord og flest kristne i syd. Resten af befolkningen bekender sig til andre, oprindelige trosretninger.

Grænser tegnet med lineal
De etniske grupper i Afrika lever på tværs af landegrænserne. De fleste af Afrikas grænser blev lavet, da europæerne havde kolonier i Afrika. Mange af grænserne er tegnet efter en lineal. Der er ikke taget meget hensyn til sproglige forskelle, etniske tilhørsforhold eller mere naturlige, geografiske grænser.

Derfor er der også mange folk fra samme etniske gruppe, som lever i flere forskellige lande. Grupperne i Mozambique hedder blandt andet shangaan, chokwe, manyika, sena og makua. Slægtninge inden for disse grupper findes også i Malawi, Zambia, Zimbabwe og Sydafrika. I Zambia bor ikke færre end 73 forskellige etniske grupper, mens der er otte større etniske grupper i Malawi.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Levevilkår og politik