Sitemap | Avanceret søgning |

Sygdom: Når mor og far dør af AIDS

28,5 millioner mennesker i det sydlige Afrika er smittet med HIV/AIDS. Det betyder, at mange børn mister deres forældre på grund af sygdommen.

Af Christine Drud, UNDP
Publiceret 01-02-2007

 I Malawi er over en million børn hjemløse, og langt de fleste af dem har mistet deres forældre på grund af AIDS.

I lande som Malawi og Zambia tvinger sult og nød ofte de hjemløse børn til at leve på gaden i storbyerne. Her kan de blive tvunget til at sælge sig selv til prostitution. Hvis de ikke allerede er smittet med HIV ved fødslen, er risikoen stor for at få den uhelbredelige sygdom netop ved prostitution. Derfor lever de forældreløse børn et farligt og ofte kort liv, men mange er desperate og ved ikke, hvilken risiko de løber. Og når der ikke er nogen voksne til at hjælpe eller beskytte dem, er det svært for dem at sige nej til de tilbud, de får på gaden.

AIDS gør fremtiden for de hårdest ramte lande meget usikker - for hvem skal gøre arbejdet, hvis så mange mennesker dør?

Zambia på rette spor
Selv om Zambia har endnu flere HIV-smittede end Malawi, er Zambia bedre til at tackle problemerne med HIV/AIDS. Uganda var det første afrikanske land, som for alvor gjorde en indsats mod spredningen af AIDS, og ifølge FN's Udviklingsprogram, UNDP, kan Zambia meget vel blive det næste land i rækken, som formår at få smitteraten ned fra sine nuværende cirka 20 procent. I byerne var mere end hver fjerde af de gravide kvinder i alderen 15-19 år HIV-positiv i 1993. Fem år senere var tallet nede på hver sjette gravide kvinde. Faldet kan skyldes det store arbejde, der er lagt i at engagere forretningsfolk, skoler, landmænd og religiøse grupper i kampen mod AIDS.

AIDS må nemlig ikke være et tabu - noget man ikke taler om. I mange lande taler man ikke offentligt om sex, og derfor er det svært at forklare befolkningen, hvordan de skal beskytte sig. Sådan er det med stort set alle spørgsmål om sundhed og sygdomme: Undervisning og oplysning er nødvendigt for at få stoppet en ond spiral.

Mæslinger
Selv om AIDS er den altoverskyggende sygdom i Afrika, er der stadig mange børn, som dør på grund af malaria eller mæslinger. Når børn dør af mæslinger, er det ekstra tragisk, fordi det kun koster én amerikansk dollar - cirka syv kroner - at vaccinere et barn mod sygdommen. Da sygdommen smitter meget let, er det vigtigt at vaccinere så godt som alle børn. Ingen af landene i Afrika har endnu klaret at vaccinere over 90 procent.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Levevilkår og politik
Et problem for skolerne
AIDS-epidemien går også ud over undervisningen af børnene, som landets fremtid skal bygges på. I nogle afrikanske skolesystemer har AIDS kostet så mange liv, at der er blevet mangel på lærere. I Zambia døde 1300 lærere af AIDS i 1998. Det svarer til to-tredjedele af alle nyuddannede lærere. Når lærerne dør, er der ingen til at undervise børnene, som også bliver nødt til at vide, hvordan de skal beskytte sig selv mod den forfærdelige sygdom.