Sitemap | Avanceret søgning |

Fattigdom: Fattigdommens Zambia

Når 40-årige Rose Shanzi vågner om morgenen, har hun allerede ondt i maven. Ikke kun fordi hun er sulten - men fordi hun ikke ved, om hendes fem børn får mad den dag. Rose Shanzi er enke og sælger tomater i en sydlig grænseby i Zambia.

Af Christine Drud, UNDP
Publiceret 01-02-2007

Tomaterne ligger i pæne rækker sorteret efter, hvor fine, modne eller billige de er. Hvis det lykkes hende at konkurrere med de 4000 andre sælgere på markedet, kan hun give sine børn mad.

Hun tjener cirka fem kroner om dagen ved at sælge tomaterne. Det er mindre end én amerikansk dollar, som er den målestok, man normalt bruger til at regne ud, hvor mange fattige mennesker der er i verden. Det betyder, at Rose er én af de cirka 1,2 milliarder mennesker i hele verden, som lige nu lever i absolut fattigdom.

I Zambia alene deler rigtig mange skæbne med Rose, for ca. 86 procent af befolkningen lever for under en amerikansk dollar om dagen. Rose er desuden et typisk eksempel på en fattig. Hun er nemlig både kvinde og lever på landet i et land i Afrika syd for Sahara.

Menneskelig fattigdom
Når man er så fattig, får man simpelthen ikke nok mad, men er altid sulten og småtræt. Det er samtidig et dårligt udgangspunkt for at gå i skole, hvor man skal være frisk og udhvilet for at forstå det, lærerne siger. Og når man ikke får nok at spise, bliver man også lettere syg, og så kan man hverken gå i skole eller hjælpe sine forældre derhjemme.

Derfor drejer fattigdom sig ikke kun om, hvor tyk en pengepung man har i baglommen, men altså også om, hvorvidt man har mulighed for at få en uddannelse og undgå sygdomme. Man kan nemlig godt have få penge og have rig adgang til muligheder eller omvendt have mange penge, men være fattig på muligheder.

FN´s Udviklingsprogram har opfundet en metode til at måle fattigdom, som ud over penge også ser på muligheden for at gå i skole og den forventede levealder i et land som et mere retvisende mål for fattigdommen i alverdens lande.

Efter den målestok viser det sig, at i et land som Mozambique har indbyggerne væsentligt flere penge end indbyggerne i Zambia og Malawi. Til gengæld kan under halvdelen af befolkningen i Mozambique læse, og uddannelsessystemet er meget dårligere, end det er i de to andre lande. Desuden er det også kun lidt over halvdelen af de børn, der bliver født i Mozambique, som overlever længe nok til, at de kan fejre deres 40-års fødselsdag. Gennemsnitslevealderen i landet er 37,4 år.

I Malawi derimod, som målt på penge er fattigere end Mozambique, går alle børn nu i skole, efter at skolen er blevet gratis, og eleverne ikke længere skal bære skoleuniformer, som også koster penge.

Ifølge 2015 Målenes mål nr. 1 skal andelen af fattige i verden halveres inden 2015. Det skal ske ved, at alle lande i verden samarbejder, og det vil også sige, at rige og fattige skal samarbejde. Hvad der rent faktisk skal gøres, og hvem der skal gøre hvad, fremgår af mål nr. 8. Men i grunden begynder al fattigdomsbekæmpelse med erkendelsen af, at fattige mennesker også har ressourcer at bidrage med. Fattigdomsbekæmpelse gælder nemlig om at give de fattige mulighed for at bruge deres evner og give dem mulighed for selv at forbedre deres tilværelse.


Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Levevilkår og politik
Roses budget
  • Rose tjener mellem 85 og 100 kroner om måneden.
  • Halvdelen af lønnen går til at betale hendes datter Ennelis' skole.
  • Hun betaler 15 koner om måneden i moms og 3 kroner for regeringens folkesundhedsplan.
  • Hvis der er noget tilbage, når Rose har betalt for mad og tøj til sine fire børn, bruger hun pengene til at betale af på sit lån.