Sitemap | Avanceret søgning |

Kolonisering: "Congo bliver til" - eller hvordan man får sig en koloni

Europæerne blev for alvor interesseret i Afrika i 1800-tallet. England, Frankrig, Portugal og Spanien var først ude, siden kom Belgien (kong Leopold II), Tyskland og Italien til. Fra Afrika blev store mængder af slaver, elfenben og andre råstoffer hentet og bragt til andre kolonier eller til kolonimagterne selv.

Af Sanne Steenberg Hansen, Bornholms Museum
Publiceret 01-02-2007

Slaverne blev bragt til store plantager (bl.a. sukker, kaffe m.m.), råstofferne havnede på fabrikker og til sidst i amerikaneres og europæeres hjem.

Historien om Congo er spændende som en krimi. Kong Leopold II af Belgien (1835-1909) ville have en koloni - Belgien var for småt. Han forsøgte at købe land i Kina - uden held. I 1871 rejste Henry Morton Stanley til Afrika (bl.a. Congo-området) for at finde den berømte opdagelsesrejsende og missionær Dr. Livingstone ("Dr. Livingstone, formoder jeg?"). Kong Leopold blev på den måde opmærksom på det store område i midten af Afrika, der endnu ikke var "optaget". Kongen hyrede Stanley, der nu var blevet verdensberømt, til at rejse til Congo og købe land. To danskere, Albert Christoffersen og Martin Mortensen, kom med på turen. Kongen betalte også andre ekspeditioner, bl.a. ledet af tyskeren von Wissmann. Han ville have Congo.

Andre var også interesseret i Afrika. Ledere fra de fleste europæiske lande - også Danmark - mødtes i 1884 i Berlin. Her delte de Afrika mellem sig. Kong Leopold II fik lov til at styre Congo mod at sikre, at andre lande frit måtte handle i området, at både katolske og protestantiske missionærer kunne arbejde i Congo og at udrydde slavehandlen. Med andre ord: handel, kristendom og civilisation. Det sidste skulle det blive småt med. Kong Leopold II havde altså fået sin private koloni. De ca. 450 stammer, der levede i området, blev ikke taget med i beslutningerne - de blev ikke regnet for noget.

Landet Congo blev oprettet i 1885 under navnet "Den uafhængige Congostat". Kong Leopold ønskede at have Congo for sig selv. Det belgiske parlament var heller ikke særlig villigt til at hjælpe kongen. Han hyrede derfor bl.a. skandinaver til at kolonisere Congo. Omkring 1500 svenske, norske, finske og danske mænd tog til Congo. "Force publique", en hær med hvide ledere og sorte soldater, blev oprettet, og militærposter anlagt. De lokale stammer og "araberne" skulle underlægges, og rigdomme hentes ud af landet. Det var det, kongen egentlig var interesseret i.

De lokale stammer blev tvunget til at indsamle elfenben og tappe gummi. Samlede eller tappede de ikke nok, blev de straffet. Hænder blev skåret af, gidsler taget til fange, eller folk blev dræbt. I stedet for at afskaffe slavehandel havde Leopolds folk indført slaveri. Mange congolesere sultede ihjel, når de ikke fik tid til at gå på jagt eller dyrke mad. I Bruxelles blev Congos rigdomme omsat og brugt til bl.a. kongens slot Laeken, paladser, huse, botanisk have, et japansk tårn og en kinesisk pavillon.

Brutaliteten mod lokalbefolkningen førte til, at kong Leopold i 1908 måtte overgive Den uafhængige Congostat til Belgien. Herefter kom landet til at hedde Belgisk Congo. Indtil landet blev selvstændigt i 1960, blev Congo styret fra Bruxelles. Alle ledende poster var besat af belgiere. Sorte og hvide levede adskilt. Congoleserne måtte ikke danne partier osv. Altså apartheid. Kun ganske få congolesere fik en højere uddannelse.

Frihed og hvad så?
I 1960 blev Congo selvstændigt. Men det blev ikke nogen dans på roser. Congoleserne var ikke blevet trænet i at lede landet, og få dage efter selvstændighedens ikrafttrædelse var der uroligheder. De fleste belgiere flygtede. Katanga, Kasaï og flere andre distrikter i Congo forsøgte også at løsrive sig. FN rykkede ind for at holde landet sammen og for at sikre adgang til de mange strategiske råstoffer, der var fundet i Congo, bl.a. uran. I dag er FN atter i Congo, men slet ikke med så mange soldater som i 1960-64. Congo er ikke længere så vigtig for supermagterne som i 1960.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Kong Leopold - den store strateg
Kong Leopold II var en stor strateg. Han havde fået mødet i Berlin op at stå gennem flere mellemmænd, men deltog ikke selv! Kongen forstod bl.a. at udnytte angsten og modviljen mod araberne og den muslimske tro. Arabere og arabiserede befolkningsgrupper i Afrika havde eksisteret længe. Også de drev bl.a. slavehandel. De europæiske ledere var bange for, at araberne og den muslimske tro skulle blive for stærk og en konkurrent til dem selv og den kristne tro.
Gummihelvedet - red rubber
Efterhånden nåede beretninger om grusomhederne i Congo Fristaten til Europa og USA. En af dem, der tidligst officielt udtalte sin væmmelse ved "gummihelvedet", var den svenske baptistmissionær Erik V. Sjöblom. I 1904 dannede englænderen E.D. Morel "Congo Reform Association" med det formål at stoppe brutaliteten. Forfatteren Mark Twain arbejde også mod styret i Congo Fristaten.
Kolonialisme
Allerede romerne oprettede kolonier, dvs. erobrede og bosatte sig i fremmede landområder. I kolonierne bosatte militære veteraner sig. Skatter fra kolonierne blev sendt til Rom. Fra 1500-tallet begyndte kolonialismen for alvor. Europæiske herskere koloniserede landområder i Amerika, Asien og Afrika. I 1482 ankom portugisere til Congoflodens munding. 1800-tallet regnes som kolonialismens århundrede.

I dag betegnes mange af de tidligere kolonier som "ulande" eller "den tredje verden".
Hvis du vil vide mere