Sitemap | Avanceret søgning |

Malariabørn bag tremmer

Malariabærende myg smitter især børn, som endnu ikke har fejret deres fem års fødselsdag. Sygdommen glemmes i kampen om at bekæmpe AIDS, mener vicedirektør på distriktshospitalet i Malawis hovedstad Lilongwe.

Af Christine Drud, UNDP
Publiceret 04-07-2007

Dropposen hænger over den hvide tremmeseng på sygehuset, og hvis man følger den som en anden ledesnor, støder man ind i 9-måneder gamle Emanuel. For tre dage siden havde han kastet så meget op og havde så meget diarré, at han blev nødt til at få væske sprøjtet direkte ind i kroppen. Emanuel er syg af malaria, stukket af en myg, der bar virussen.

Malariamyggen stikker ved solnedgang og solopgang, og små størrelser som Emanuel har ikke samme stærke immunsystem som voksne til at bekæmpe hun-myggens gift. Ikke mindst underernærede børn har meget lidt at stå i mod med, når myggen stikker. Det er én af forklaringerne på, at over halvdelen af de 82 børn, som ligger på den samme børnestue her på Lilongwe Distrikt Hospital, har malaria. Der er kun to sygeplejersker til at tage sig af alle børnene.

To i samme seng
Emanuel har heldigvis fået sin egen seng. Men ofte ligger børnene to og to i sengene. Flere steder stikker underbenet eller foden ud gennem sengens tremmer, da sengene er for korte til nogle af de større børn. "Vi sørger for at lægge diarrébørn i samme seng og lungebetændelsesbørn i en anden, så de ikke smitter hinanden: Men det kan ikke altid undgås alligevel," siger afdelingssygeplejerske Fatima Ndege. Emanuels 23-årige mor, Annie Phiri, sover om natten på en sivmåtte på hospitalet ved siden af Emanuel. Det samme gør de 82 andre mødre til deres børn, så det er om at passe på, hvor man træder, så man ikke jokker på nogen. Moderen har selv haft malaria så mange gange, at hun ikke længere kan huske, hvor mange gange hun har været indlagt. "Vi sover godt nok under myggenet, men alligevel er det ikke nok. Vi bor ved en lille å, og myggene bruger det stillestående vand til at lægge æg ved og derved formere sig," siger Annie Phiri.

Malaria i glemmebogen
Annie Phiri ser mere eller mindre på malariamyggene som en del af livet. Jeg selv kan dog ikke lade være med at tænke på den dyre pille, jeg spiser hver aften for at beskytte mig mod myggene. Kampen mod malaria handler nemlig også om de midler og penge, der bliver investeret i at bekæmpe sygdommen. "Næsten alle ressourcer går i øjeblikket til at stoppe udbredelsen af AIDS. Men mange vil blive ved med at dø fra os, hvis de mere klassiske sygdomme som malaria mister den opmærksomhed, de fik før," siger vicedirektør på hospitalet Dr. Gerald Msukwa. Han mener, at de tropiske sygdomme bliver overset: "Hvis vi vil vinde, bliver vi nødt til at bekæmpe de tropiske sygdomme sideløbende med AIDS."

Christines oplevelser
Malaria

  • Malaria dræber mindst én million mennesker om året, som næsten alle bor i de fattigste lande.
  • Mindre end tre procent af Malawis børn under fem sover under imprægnerede myggenet.
  • Ud af 100.000 personer i Malawi har 25.948 malaria, hvilket er mere end hver fjerde.
  • 27 procent af børn under fem i Malawi bliver behandlet med malariamedicin, når de har feber.

    Kilder: UNDP Human Development Report 2003.
  • Hvis du vil vide mere