Sitemap | Avanceret søgning |

Dødstrusler er hverdag for kritisk avisredaktør

Familien, som driver den uafhængige avis The Chronicle i Malawi, er dagligt udsat for trusler. Men "når man er en fisker, bliver man våd, og når man er journalist bliver man truet," siger avisens redaktør Robert Jamieson.

Af Christine Drud, UNDP
Publiceret 04-07-2007

Aflyttede telefoner og biler, der skygger én, er sammen med dødstrusler blevet en del af familien Jamiesons hverdag. Fru Jamieson er endog blevet truet med en pistol på grund af familieavisens kritiske holdning til Malawis præsident Muluzi.

"En kok kan regne med at brænde sig i sit job, ligesom en fisker bliver våd. En journalist er et chikanens værktøj - det ligger i jobbets natur, at man bliver udsat for trusler," siger redaktøren for avisen The Chronicle, Robert Jamieson, da jeg møder ham i avisens to støvede lokaler i hovedstaden Lilongwe.

Fem computere og ingen printer
Glem alt om stort computerudstyr, avancerede farvebilleder og flere hundrede journalister, som løber forvirret rundt. Avisen "The Chronicle" i Malawi's hovedstad Lilongwe, er godt nok en avis, som blafrer vældigt i politisk modvind for dens regeringskritiske ord, men rent praktisk er avisen lille.

Faktisk så lille at jeg overvejer, om ikke min gamle Amiga 500 spillecomputer er lige så god at skrive på, som tre ud af avisens fem computere. Printere har de syv journalister ingen af.

Både far Robert Jamieson og kone og søn arbejder på The Chronicle, og det er da også familiens private hus, som netop er blevet pantsat for at avisen kunne købe en trykpresse og derved selv trykke sine 6000 eksemplarer én gang om ugen. Men papir, teknik og penge er langt fra de eneste problemer, avisen har.

Høvdingen har altid ret
"Malawis kultur tillader ikke, at man kritiserer de ældre - for eksempel har høvdingen altid ret. Denne holdning bliver blandet sammen med politik, hvor diskussion og uenighed netop er vigtigt," siger Robert Jamieson, som en forklaring på, hvorfor avisen oplever så meget modvind.

Avisen er en af de eneste aviser i Malawi, som tør skrive negativt om landets præsident Muluzi. "Der er mange andre i dette land, som kunne være en bedre præsident end præsident Muluzi. Og det diskuterer vi gerne i avisen. Præsidenten omgiver sig nemlig kun med folk, som giver ham ret. De spørger alle, hvor højt skal jeg springe og ikke, hvorfor skal jeg springe?" siger Robert Jamieson, som et eksempel på, hvordan han mener, den demokratiske kultur i Malawi er forkert, fordi man ikke er kritisk nok.

Usikkert at tale med sin fjende
Én af de vigtigste grundpiller i et demokrati er pressefrihed, men i et land som Malawi, der i starten af halvfemserne stadig var et diktatur, er der et godt stykke igen, før det er sikkert at udtale sig kritisk. "Vi er i gang med at skabe en kultur, hvor man kan tale med sin fjende, og det går heldigvis fremad" siger Robert Jamieson, som især roser Malawis retsvæsen.

"Vi har et fantastisk retsvæsen i Malawi og også hæren er vi stolte af. Begge parter har nemlig holdt sig uden for politik, ligesom de skal, så de ikke bliver korrupte," siger Robert Jamieson, som absolut ikke har tænkt sig at bukke under og stoppe avisen, selvom han oplever så meget chikane.

Christines oplevelser
Hvis du vil vide mere