Sitemap | Avanceret søgning |

15 kvinder under tøflen

Exploratørerne er nu kommet til landet, som kaldes Afrikas varme hjerte, og finder manden med flest koner i Malawi.

Af Christine Drud, UNDP
Publiceret 04-07-2007

Støvet har knapt lagt sig fra bilerne, da jeg veloplagt rækker hånden frem for at hilse på manden med de femten koner, Amon Mwakisulu. Men min hånd bliver overset, som var den en tiggers hånd fra rendestenen. Manden, som står foran mig, er 20 kvinder mellem 14-16 år løbende blevet gift med gennem det sidste halve århundrede.

Ingen tavlesvamp i familien
Elinesi på 40 var stadig en ung teenager, da det blev besluttet, at hun skulle være Amon Mwakisulu's kone nummer fem. Siden er cirka 15 koner kommet til. Bag Elinesis skørter står der børn nok til at åbne både en børnehave og en skole, men ingen af Amons 63 børn, hvoraf 43 stadig lever, går i skole.

De mange døde børns grave er ikke til at få øje på. Men bag de små lerhytter ligger seks grave med kvinder, som Amon har overlevet.

Kvinder med størst AIDS-risiko
Amon vælger kun kvinder, som ikke har gået i skole eller kun har gennemført grundskolen. Og kvinder med lille eller ingen uddannelse ved mindre om hygiejne, end uddannede kvinder gør. Dette kan være med til at forklare den høje børnedødelighed i familien.

Risikoen for, at Amon eller hans harem har eller får HIV/AIDS, er høj. 8,8 procent af befolkningen i Malawi er smittet med HIV/AIDS, og kvinder mellem 15-24 er hårdest ramt. Det er præcis den aldersgruppe af kvinder, som Amon gifter sig med gang på gang.

Netop nu er Amons brors kone på vej til Amons seng, da broderen er død af tuberkulose. En sygdom, som ofte bruges som et dæknavn for den virkelige dødsårsag, AIDS. Tuberkulose er nemlig en følgesygdom af HIV/AIDS-smitten.

To kvinder mere, tak!
Amon er nu 69 år gammel, men er absolut ikke færdig med at gifte sig: "Selvfølgelig skal jeg giftes igen! Men kun med to mere," siger Amon Mwakisulu og smiler.

De unge kvinders liv går mest af alt ud på at arbejde i marken, og i det nordlige Malawi er der lukket for pengeposen for kvinden, hvis hun ønsker skilsmisse. Amon betaler en høj medgift for bruden, så det kan være svært for pigernes forældre at sige nej til giftermålet. Når Amon dør, arver kvinderne formelt ingenting. Hele ejendommen går til den ældste søn af den første kone, som så kan beslutte sig for, hvorvidt han vil dele ud eller beholde Amons ejendele.

Sydlig mentalitet anderledes
Det er især i det patriarkalske, mandsdominerede nordlige Malawi, at kvindernes rettigheder er få. I syd kan kvinderne arve og for eksempel overtage huset, hvis parret bliver skilt.

Det vil tage mange år, før kvindernes rettigheder i Malawi lever op til internationale standarder. Dog er Malawi ved at ændre loven, så den bedre kan tilgodese kvinderne. Ét af de første skridt til at forbedre kvindernes vilkår er at få lige så mange drenge som piger i skole. I 2000 vedtog verdens statsledere, at kvindernes rettigheder skal forbedres. Et af FN's otte 2015 mål, går ud på, at opnå fuldkommen ligestilling på grundskoleuddannelsen for drenge og piger inden 2005 og på alle uddannelsesniveauer inden 2015.

Christines oplevelser
Om kvinder i Malawi
  • Cirka hver anden kvinde i Malawi kan læse og skrive, mens tre ud af fire mænd kan læse og skrive.
  • Tre ud af ti studerende i Malawis gymnasier er piger.
  • I 1961 fik Malawis kvinder ret til at stemme og opstille til valg.
  • I 1964 fik den første kvinde en plads i Malawis parlament.
  • I dag er kun 9 % af pladserne i Malawis parlament besat af kvinder - i Mozambique besidder kvinder cirka 30 % af pladserne.

    Kilder: UNDP Human Development Report 2003 og Per Pinstrup-Andersen og Ebbe Schiøler, "Mæthedens pris. Bioteknologi, fødevarer og globalt ansvar".
  • Hvis du vil vide mere