Sitemap | Avanceret søgning |

Flygtninge i børnehøjde

Hvert tiende barn i flygtningelejren Kala for congolesiske flygtninge er forældreløst. Asan Aliote så sin sin mor blive levende begravet, inden han selv kunne flygte.

Af Christine Drud, UNDP
Publiceret 04-07-2007

Celestan Ngoy trækker nervøst i sin storebrors iturevne T-shirt, som vist engang var grøn. Drengen på 11 ligner af kropsbygning et barn på seks, men har et blik i øjnene som en teenager. Øjne, som har set lastbiler med flygtninge køre væk fra krigen i Congo mod Zambia, øjne som har set faderen forlade lejren og aldrig dukke op igen, og øjne som har oplevet en tilværelse nøgen i et flygtningetelt i et halvt år kun i selskab med sine to søskende.

Desværre er der mange børn i FN's flygtningelejr Kala tæt ved byen Kawambwa i det nordlige Zambia, der har Celestans blik. Lejren huser mere end 21 tusinde congolesere og 12.136 af disse er børn. Alligevel er det netop i den lejr, jeg finder en person, som kan gøre selv en ateist religiøs ved alene at fortælle om sin dagligdag.

En afrikansk mor med et stort hjerte
Bag glinsende hænder fra sit arbejde med de store literdunke af nødhjælpsolie finder jeg socialarbejder Kabiba Muvinbo. Hun er en afrikansk mor til seks børn, og derudover har hun taget fem fremmede børn til sig, heriblandt Celestan og hans to søskende, i den stråtækte lerhytte foret med plastiktelte og sivmåtter.

Når man spørger hende, hvor mange børn hun har, svarer hun stolt 11, og afslører derved, at der ingen forskel er på, hvilke børn der står hende nærmest.

"Jeg troede, det var en sindssyg eller handicappet mand, der boede i teltet, da jeg en dag tilfældigvis gik forbi. I stedet fandt jeg tre nøgne, forhutlede børn med en hudsygdom," fortæller Kabiba på flydende fransk, når jeg spørger, hvordan hun fandt Celestan og hans søskende.

Da lejrens medarbejdere ikke så anden mulighed end at splitte søskendeflokken op og placere dem hos plejeforældre, tog Kabiba alle tre børn til sig. Som hun ville gøre, hvis situationen opstod igen, og som hun har gjort før. Sidste gang hed drengen nemlig ikke Celestan, men Asan Aliote.

Tog fjendens søn til sig
Asan Aliote var femten, da Kabiba tog ham til sig. Aliote tilhørte Ngwande-folket, som netop Kabibas eget folk var i krig med. Med andre ord var Asan Aliote fra fjendens lejr.

"Aliote er en stille velopdragen dreng og hans bedste venner i lejren var to små drenge på kun fire og fem," fortæller Kabiba. En personbeskrivelse, man bliver overrasket over at høre, når man hører om Aliotes barndom.

I 1999 bliver Aliotes mor Sekabera Basekerebembo hentet af soldater og ført bort fra deres hjem i Congo, og to uger senere bliver Aliote selv hentet af soldaterne. Han håber, at dette betyder, at han skal genforenes med sin mor, men da han endelig ser hende, står hun med 32 andre skrigende kvinder på en kirkegård. Hun fragtes bort igen i en lastbil, og først en halv time senere vender soldaterne tilbage, denne gang med kister på lastbilens lad. Inde fra kisterne hører Aliote og andre pårørendes skrig. Aliotes mor og de andre kvinder bliver begravet levende.

Gadebarnet på evig flugt
Der skal gå flere år som gadebarn på flugt gennem Congo, Uganda og Tanzania inden Aliote finder et helle i Kala lejren i Zambia. Men på dette tidspunkt i interviewet, ser Kabiba for første gang opgivende ud. Hun forklarer nemlig om den dag, hun finder Aliotes værelse stående tomt. Selvom FN's organisation, der tager sig af flygtninge, (UNHCR, FNs Flygtningehøjkommissariat) forsøgte at finde Aliotes pårørende gennem kontorer verden over, havde Aliote besluttet sig til at tage sagen i egen hånd og flygte på ny. Kabiba lever stadig i uvisheden om den stille drengs skæbne.

Christines oplevelser