Sitemap | Avanceret søgning |

Artikler fra JP's arkiv

Alle tiders eventyr
For præcis 100 år siden - den 11. juni 1903 - skridtede en bornholmsk officer ved navn Johan Støckel op ad landgangen til "S/S Philippeville", som lå ved kaj i Antwerpen.

Kursen var syd. Mod Afrika. Mod eventyret. Mod drømmen om at nå det sorte kontinents indre som opdagelsesrejsende.

Støckel havde papir på en stilling som "explorateur" for Katangaselskabet under den belgiske kong Leopold II, som på det tidspunkt ejede Congo og drev kolonien som sin egen private forretning.

Men intet gik som Støckel havde tænkt sig. Eventyret førte ham ikke kun dybt ind i Congo, men stik mod planen også hele vejen tværs over det afrikanske kontinent.

Rejsen fra Banana ved Atlanten til Chinde mod Det Indiske Ocean var et eventyr uden lige. Men Johan Støckel skrev aldrig en bog om det:

»Folk ville blot tro det var Løgn hvert ord, og faktisk vilde jeg ikke kunne laste dem for det,« forklarede Støckel mange år senere.

Men ved sin død i 1959 efterlod han sig notesbøger, breve, billeder og andet materiale, som Bornholms Museum nu har brugt til at sammenstykke historien om en af Danmarks store, men i dag stort set ukendte opdagelsesrejsende.

I hundredåret for rejsen fulgte JP Explorer i sporet af den danske Afrika-farer. Reporterne stødte til Støckels rute ved Mweru-søen på grænsen mellem Demokratiske Republik Congo og Zambia, og herfra tog JP Explorer sidste del af Støckels rute gennem det nuværende Malawi og Mozambique til Zambezi-flodens udløb, hvor han fik skibslejlighed mod Europa.

Med på turen var Johan Støckels egne beretninger og notater fra dengang. Journalisternes mission var at beskrive, hvordan denne del af Afrika har udviklet sig de seneste 100 år - og på hvilke områder udfordringerne er de samme.

Også for 100 år siden var Johan Støckel i pressens søgelys. Det var spændende, at en dansker nu begav sig på ekspedition til Afrikas indre:

"I Søndags tiltraadte den danske Officer, Premierløjtnant af Artilleriet, Johan Støckel, en længere Udenlandsrejse, hvortil der knytter sig særlig Interesse. Premierløjtnanten er udsendt af den belgiske Kongostats Finansdepartement til at lede en Expedition, hvis Formaal er at finde Guld og Ædelstene i Katanga-Distriktet Vest for Tanganyika-Søen i Øst Afrika. For ca. 14 Aar siden fandt en engelsk Missionær i disse vilde Egne gentagne Gange Diamanter, og Sandsynligheden for der at finde mange af dem, er jo ret stor; thi den samme Bjergkæde, der i Kimberley udviser stor Diamantrigdom, strækker sig op i Katanga. - Den omtalte Missionær manglede imidlertid de nødvendige Apparater til at angive Stedets geografiske Beliggenhed, saa hans Opdagelse kunde ikke umiddelbart udnyttes. Kongostaten sendte da med kort Tids Mellemrum to Expeditioner derned, den første under Stæhrs, den Anden under Delcommune; men ingen af dem opnaaede at finde de skjulte Skatte. Nu vil Kongostaten gøre et Forsøg med en tredje Expedition."

Støckel glædede sig til at komme af sted på sit livs eventyr.

Johan Ferdinand Vilhelm Valdemar Støckel blev født i Rønne 1867 som søn af Bornholms allerførste fotograf. Velbegavet var han og forlod skolen i 1885 med gode karakterer. Tog filosofikum på Københavns Universitet året efter, men kom så ind for at aftjene sin værnepligt.

Uddannelsen i militæret var årsag til den bryske, kontante og pedantiske væremåde, han lagde for dagen. På sekondløjtnantsskolen opdagede han, at en militærkarriere kunne være en livsbane, når man som fattig ikke havde råd til en længerevarende uddannelse.

Støckel mistede begge sine forældre inden for få måneder, i 1888 og 1889. De døde af tuberkulose. Han var ældst i en søskendeflok på seks. De fem andre, to piger og tre drenge, var da mellem 13 og 20 år gamle. Det gav et stort ansvar og en forsørgerbyrde, som han tog på sig.

Han var blevet hjemsendt for at læse til Officersskolens adgangseksamen. Bestod i efteråret 1889, fik endda efter eget udsagn den bedste eksamen, men kom alligevel ikke ind. Det var et alvorligt slag, som han aldrig overvandt, og som senere nederlag kun forstærkede. Det gjorde ham bitter, barsk i sin væremåde, men også selvoptaget og inderligt nærtagende. Han følte sig ind imellem forfulgt og tilsidesat, og han tørstede efter anerkendelse. De skuffelser, han havde været udsat for i ungdommen, prægede hans videre liv med et væsen, der skræmte mange væk.

Om det var skuffelsen, forsørgerbyrden, tørsten efter anerkendelse eller alle dele, der lokkede Johan Støckel til Congo, ved vi ikke.

Kong Leopold II's mystiske og ukendte koloni i Afrika var i 1880´erne og frem meget beskrevet i medierne. Ikke mindst beretninger fra den berømte opdagelsesrejsende Henry Morton Stanley - ham der fandt Livingstone - inspirerede mange til at søge derned.

Congo var mulighedernes land, men mest for mænd. På kasernerne i blandt andet Danmark hang hverveplakater fra kolonistyret, som søgte lejesoldater til "Den Uafhængige Congostat".

Congo var ukendt land, eventyrets land. Men også et land, hvor en ung mand kunne avancere hurtigere end hjemme, og måske kunne man blive berømt.

Støckel blev som cirka 400 andre unge danske mænd fristet.

En ansættelse i Congo Fristaten og det senere Belgisk Congo var normalt på tre år. I de første mange år var dødeligheden uhyggelig stor blandt de, der tog til Congo. Cirka hver tredje døde dernede. Andre måtte tage syge hjem før tid, andre igen var mærket for livet - af bl.a. eftervirkninger af malaria og sovesyge.

Johan Støckel søgte om at komme af sted flere gange, det lykkedes endelig, og i maj 1891 tog han toget til Bruxelles. Han har selv fortalt, hvordan han kom af sted:

"Jeg var den første danske Officer i de offentlige Styrker i Belgisk Congo, Kong Leopolds private Besiddelse dengang, jeg aabnede Vejen for mange andre".

Den første var Støckel dog ikke, men officer blev han i kolonistyrets lejehær, hvor han under sine tre års tjeneste var vidne til - og delvist med i - en række brutale opgør med afrikanske oprørere. Men også han blev ramt af sygdom og måtte i perioder holde sengen.

Nu - i 1903 - var Støckel så på vej tilbage til Congo med "S/S Philippeville" efter næsten ti alt andet end eventyrlige år i Danmark. På denne anden rejse ville han ikke lade sig nøje med en post i det kystnære og udforskede Nedre-Congo. Han ville ind i landets eksotiske og mystiske indre.

Støckel havde to års kontrakt med Katangaselskabet og et løfte om, at alt hvad han havde behov for af videnskabelige instrumenter, våben og telt m.m., ville stå til rådighed, så snart han havde afsluttet sin rejse med dampskib på floderne og var kommet til posten Lusambo, midt inde i Congo.

Den 30. juni nåede han til Afrika, og fra da af kan vi følge ham dels gennem notesbøger og erindringer, dels ved de mange sagsakter, som rejsen desværre også resulterede i:

"Den 6te Juli om Morgenen forlod jeg Matadi med Jernbanen, overnattede samme Nat i Tumba og ankom næste Aften til Leopoldville, og havde saaledes i 2 Dage tilbagelagt de ca. 400 km gennem Krystalbjergene, som i Aarhundreder havde hindret Portugisernes videre Fremtrængen og som i min første Term krævede 3 Ugers strabadserende Marche ad den Karavaneroute, der paa Grund af de utallige baade hvide og sorte Ofre, som den krævede, almindeligst kaldtes "Congos Kirkegaard"."

Johan Støckel kom til Leopoldville - nu Kinshasa - 7. juli 1903. Han berettede hjem om de skandinaver han mødte, og om alt det nye han oplevede. Han var f. eks. vældigt imponeret af, at Leopoldville lå oplyst af elektriske glødepærer.

Alt var dog efter Støckels mening ikke, som det burde være. Kirkegårdene var forfaldne, skandinaverne blev ikke behandlet særligt godt, syntes han. Heller ikke den indfødte befolkning. Han skrev et langt brev til sin kone om de genvordigheder, han mødte på sin vej. Brevet kom i hænderne på en journalist fra "Nationaltidende". Der var på det ti

Den syngende soldat
Zomba

»Nej, jeg kan ikke blive præsident. Det har jeg ikke nok uddannelse til.«

Musikeren "Soldier" Lucius Banda på 34 år trækker på smilebåndet i forlegenhed og afslører dermed sig selv.

I en stille stund har han sikkert drømt om at blive præsident for det folk, han i mere end 15 år har sunget om, for og med, og som han elsker.

Malawierne.

Folket har givet ham kælenavnet "Soldier" som tribut til hans kamp for de fattige, og fordi han i sin tid optrådte slimline og i militærtøj. Nu skal populariteten udnyttes, inden det bliver for sent, og bruges til at bane vejen til en plads i parlamentet. Derfor er stilen lagt om.

Malawis mest berømte musiker ruller med sit Zembani Band ind på parkeringspladsen til Mulanguzi Cottage i sin sorte cruiser; en Toyota Super Deluxe med tonede ruder og "Soldier" skrevet på den forreste nummerplade. Han har blundet på vejen fra sin hjemby Balaka, og træder tummelumsk ud af bilen. Ansigtet er fyldigt, skjorten spraglet, maven velpolstret. En tynd guldkæde om halsen. En knivspids gangsterlook. Stemmen er tillidsvækkende og på formfuldendt engelsk.

Dyr billet: 5 kr.

I visse perioder trækker Bandas koncerter 2000-3000 mennesker, men på denne tid af måneden har malawierne ingen penge til underholdning. Selv en entrébillet på 70 kwacha (ca. fem kroner) er en uoverkommelig forhindring for mange. Derfor har Zembani Band planlagt fem koncerter weekenden igennem for at tjene nok. I aften optræder de på en natklub i Blantyre, i morgen til et stort bryllup. Når politikere nu og da engagerer dem, ryger salæret kraftigt i vejret. Bandas 10. album med titlen "Money and Power" kommer på gaden i næste uge fordelt på 30.000 kassettebånd og 1200 CD'er til henholdsvis ca. 11 og 85 kr. stykket. Det handler meget om politik, og sådan har det altid været.

Gennembruddet kom for alvor, da han sammen med broderen Paul i begyndelsen af 90'erne blev en del af Malawis første landskendte musikgruppe, Alleluya Band.

Som ung gik utilfredsheden med diktaturets jernhånd ud over de påtvungne partimedlemskort, som han rev i stykker. Senere måtte han flygte til Sydafrika, hvor det første album floppede. I Malawi hittede det derimod og banede vejen for at skabe musik med et budskab.

Direkte til politikerne

»80 procent af mine tekster henvender sig direkte til politikerne. I lang tid hadede jeg politik og politikere, fordi de lyver. De siger, at de går ind i politik, fordi de elsker dig, men de gør det, fordi de elsker sig selv og vil være rige. Især i Afrika. De kontrollerer alt, men ingen kontrollerer dem. Jeg udpeger problemerne og skriver tekster, som folk identificerer sig med. Det gælder temaer som fattigdom, AIDS, sult og kærlighed,« siger Lucius Banda.

Senere skabte han sig for alvor et navn som Malawis bedste sangskriver, og i 1997 grundlagde han sit eget band. I lang tid var musikstilen inspireret af reggae, men nu bliver den folkelige musik med rødder i yao-, chewa- og beni-folkenes kulturer udforsket. De seneste år er mange nye musikere kommet til, og konkurrencen er skarp. Lucius Banda topper ikke længere hitlisterne i Malawi, men har stadig folkets respekt.

»Det er lidt lige som Rolling Stones. De sælger ikke mest længere, men alle kender dem og kan stadig lide dem,« siger "Soldaten". På "Money and Power" spørger han retorisk USA's præsiden, George W. Bush, om han virkelig ledte efter masseødelæggelsesvåben i Irak for folkets skyld, eller på grund af penge og magt. Også Robert Mugabe (Zimbabwes præsident) spørges, om han virkelig jog de hvide farmere ud for sit eget folks skyld, eller om det var på grund af penge og magt.

»Jeg tror det sidste,« siger Banda.

I partipolitik

"Soldaten" har i flere sammenhænge været associeret med UDF, som er præsident Bakili Muluzis regeringsparti, og Banda ved godt, at hans flirt med politik deler fanskaren.

»Men jeg tror, at jeg kan statuere et eksempel. Jeg har tjent okay. Jeg har en bil, et hus og en kone. Jeg har nok. Så jeg gør det ikke for pengenes skyld. Jeg vil vise, at en MP (parlamentsmedlem) ikke behøver være ond. Vise, at jeg kan skaffe midler og ordne problemerne. Ikke skaffe midler og ordne min bil eller mit hus,« siger han. Det politiske program er i støbeskeen. Lucius Banda vil skabe bedre forhold for gadebørn, bedre veje, små landsby-kooperativer og bedre vandforhold. Han har allerede taget fat på sin undergrundskampagne for at promovere sig selv i den lokale valgkreds.

»Vi lever i det 21. århundrede, og alligevel har halvdelen af malawierne ikke adgang til vand,« proklamerer han scenevant og slår ud med armene som en sand politiker.

Ender det med en stol i parlamentet til næste års valg, vil især ét bestemt område komme under kærlig behandling: Musikken. Det piner ham, at sports-, ungdoms- og kulturministeriet giver alle sponsoraterne til sport, hvilket i Malawi er ensbetydende med fodbold. Musikken figurerer ikke på noget som helst budget.

Udenfor er 200-250 mennesker samlet foran terrassen, der agerer som scene. En håndfuld skejer ud til musikken med Carlsberg, whisky eller den lokale majsøl Chibuku. De fleste venter på stjernen.

Instrumenter importeres

»De instrumenter, du kan høre ude bagved, er måske de bedste i hele Malawi lige nu. Vi bliver nødt til at arbejde hårdt, så vi i det mindste kan erstatte strengene, når de går i stykker,« siger Banda lettere opgivende. Trommer, en dansende guitar og et Bubber-keyboard dominerer lydbilledet udenfor. Malawi har ingen forretninger, der sælger instrumenter. De skal hentes i Sydafrika.

På selve scenen spiller et af de "up and coming"-bands, som Lucius Banda sponserer ved siden af sin egen karriere. Han indspiller deres musik i sin brors hjemmestudium og tager det med til radiostationerne. Støtten er tiltrængt.

»Vores musik halter årtier bagefter nabolandene, blandt andet fordi vi ingen pladeselskaber har. Vi kæmper hårdt for at slå igennem internationalt, men der er ingen støtte. Hverken fra regeringen eller sponsorer. Musikerne her skal selv skrive, optage, promovere og sælge deres musik. Vi har masser af talent at byde på, men mangler blot markedsstrukturen, så nogen opdager vores kvaliteter,« sukker Soldaten.

Én af Lucius Bandas gode venner, journalisten Mabvuto Banda (ikke i familie) giver forsøget på at gøre politisk karriere en ublid medfart.

»Han siger sikkert, at han selv har bestemt sig for det. Men han er gode venner med Muluzi, som givet vis har overtalt ham her op til parlamentsvalget næste år. Muluzi bruger ham, fordi han stadig er populær, og det ved Lucius godt. Men hvis han ikke passer på, kan politikken blive hans musikkarrieres død,« advarer Mabvuto Banda.

Døden må vente lidt endnu. Lucius Banda er på scenen. Folk pakker sig helt oppe foran og synger med. Mod Bush, Mugabe og alle de andre.

explorer@jp.dk

Den ubrugte jords land
Michael Kashita Nonde er bonde og læser til præst på halv tid, selv om han har et landbrug, en kone, tre børn og et par plejebørn at tage sig af.

Han er en virksom mand, der siger, at Gud har bedt ham om at arbejde hårdt og gøre sig fortjent til sin skæbne.

Målet er et halvtidsjob i den lokale menighed.

Midlet er de 62 hektar, hvoraf kun fire er opdyrket. 10 hektar yderligere er gjort klar til dyrkning, men det bliver måske først næste år.

»Jeg skal nok nå det. Biblen siger, at man skal arbejde hårdt, så bliver man belønnet. Det vil jeg også forkynde til de andre farmere. Tingene kommer ikke af sig selv,« siger Michael Nonde.

Han viser rundt på sit lille landsted uden for Kawambwa. Det er ryddeligt og pænt. Stuehuset er halvandet år gammelt med et gulv af cement, der er pudset med velduftende rødt voks. Det er et tegn på velstand. Stuen er forkrampet med fire flettede stole og et beskedent træbord. Toilettet lugter og skjules af et beskidt forhæng, og i det ufærdige køkken kværner radioen - endnu et tegn på velstand - løs med zambiske popsange.

Succesrig farmer

Michael Nondes jord er godt placeret på grund af et lille vandløb i nærheden. Små vandingskanaler løber mellem de sirligt anlagte marker, som ligner en forvokset, men ryddelig køkkenhave. Enkelte hakker ligger spredt omkring.

Som en af de få på egnen forsøger han sig med dyrkning af flere forskellige afgrøder for at kunne sælge til et større marked. Michaels landsted byder på alt fra champignon over sukkerrør, kassava, søde kartofler og kål til bananer, tomater og ananas.

Sammenlignet med andre farmere i området er han en succes. Og samtidig et levende bevis på det, den nyligt grundlagte Kawambwa District Farmers Association mener, er vejen frem.

Foreningen har fat i en vigtig pointe.

Hvis bare flere zambiere var som Michael Nonde, ville mange ting se anderledes ud i Zambias kornkammer, som det nordlige del af landet bliver kaldt.

Men næsten ingen er som ham.

Kornkammer er i sig selv et ironisk udtryk, når det gælder den del af landet, som JP Explorer krydser i fodsporet på den danske opdagelsesrejsende Johan Støckel.

Frugtbar jord

Her er nemlig særdeles begrænset med korn og kamre. Til gengæld byder regionen på tønde efter tønde med god landbrugsjord, så enhver pladshungrende hollandsk landmand ville blive rød-, hvid og blå stribet i ansigtet af misundelse. Desuden er regionen garanteret en regnperiode fra oktober til maj. Forholdene for agerdyrkning er ideelle.

Alligevel udnytter de lokale såkaldte small scale farmers, husmænd, kun en minimal brøkdel af de store vidder.

Årsagerne er mange og umulige at opsummere. De strukturelle problemer er så graverende, at det er nyttesløst at pege fingre og udpege skurke. Ingen ved rigtig, hvor man skal begynde. Hos regeringen? Hos kommunen? Hos sig selv?

Syndebukke

Kawambwa District Farmers Association har flere bud på syndebukke.

Foreningen har sat JP Explorer i stævne i et nedslidt kontor midt i Kawambwa by til en orientering om situationen. Formand James Mpuku fører ordet. Han står i spidsen for det hele. Minen er energisk og engageret med en opgivende undertone.

»Mange husmænd vil gerne noget større. Men de kan ikke. Der er ingen støtte fra vores regering, som fuldstændig overser os. Vi har god jord og en god regnstruktur, og hvis vi bare fik et skub kunne vi sørge for mad til hele landet,« siger formanden.

Efter forrige års GMO-polemik, hvor den zambiske regering midt i en fejlslagen høst på grund af tørke med efterfølgende sultkatastrofe nægtede at importere genmodificeret mad fra USA, har lagrene efter en god høst igen overskud af mad.

Foreløbig mad nok

Sidste år behøvede 60 procent af befolkningen fødevarehjælp. Nu er der foreløbig mad nok.

Heri består måske hele problemet. For mad nok er for mange zambiere ensbetydende med ingen problemer. Tanken om at kunne producere mere, end man selv forbruger, ligger de selvforsynende landmænd fjernt.

I foreningens bygning er alle væggene plastret til med plancher. "Hvad er deltagelse", står der på én. "Problemtræ," står der på en anden. En cirkel med ordet problem er tegnet på midten, og ud fra den centralt placerede cirkel på hver planche flyder en lang række linier med konsekvens kæder.

De er lavet af foreningens 20 grupper og ca. 600 medlemmer i diverse workshops og skal identificere forhindringer for landbrugets udvikling.

Næsten alle linier ender i en boks med ordet død. En linie lyder: Skilsmisse - abana bacula (børnene lider) - ubulalelale (misbrug af børn) - Hiv/AIDS - Død. Det er selvfølgelig skidt for landbruget.

Kvinderne tager slæbet

På baggrund af en spørgeskemaundersøgelse har husmændene angivet fattigdom, mangel på ledelse, transport, marketing og opbevaring af afgrøder som de mest presserende problemer. Men flere af slagsen fyger gennem luften.

70 procent af zambiernes husholdningsproduktion står kvinderne for. Alligevel har kvinder ikke ret til at eje jord. Den zambiske regering stillede for nylig flere rettigheder i udsigt, men det blev ved løfterne.

Endvidere er produktionen af den vigtigste afgrøde majs bekostelig. Kun de regeringsstøttede kommercielle landmænd langs den centrale jernbanelinie tjener penge på majsdyrkning. Gødning er dyrt og svært at opdrive. Såsæd skal ofte bringes fra Lusaka, som ligger 14 timers buskørsel væk. Bønderne har snakket om at lave deres egen lille forretning med gødning og såsæd, men det går trægt, for man kan ikke låne penge uden at have nogen i forvejen, og renten er høj. Desuden medvirker en århundrede gammel tradition med at afbrænde vegetationen inden regntiden til at jorden udpines. Meningen er at hente mineraler fra asken, men afbrændingen fjerner til gengæld den næringsrige organiske humus fra jordoverfladen.

Måske skal årsagerne til det fejlslagne landbrug findes langt væk fra marker, afgrøder og hakker.

»Zambierne tænker kun på sig selv og er både dovne og analfabeter. Druk er et enormt problem. Mange tror, at de ikke kan gøre noget ved deres fattigdom,« mener James Mpuku.

Og hvad med løsningen?

»Kapacitetsopbygning,« siger Elgin John Mulenga, foreningens viceformand, der selv ejer 250 hektar land, men blot dyrker de fem. Han kan ikke overkomme mere, har ingen dyr eller redskaber til at pløje med og har ikke råd til at ansætte hjælp. Elgin Mulenga drømmer om en traktor.

Kapacitetsopbygning er blevet mantraet for de lokale landbrugsledere. De skal uddannes og have mere viden.

James og Elgin roser Michael for at være én af dem, der viser flaget.

Jeg siger til dem, at de ansvarlige politikere burde komme ud til ham og se potentialet.

»Det har de været. De siger bare, at det er flot, og så hører man aldrig fra dem mere,« siger Michael Nonde.

explorer@jp.dk

Ensom kamp mod håbløshed
Lilongwe:

Doktor Gerald Msukwa har ventet på denne dag. Dagen, da nogle journalister fra et nordisk land skal besøge hans hospital.

En kort rundvisning på gangene på Lilongwe Central Hospital viser, at han er endnu en travl læge i et land, en region, et halvt kontinent af overbebyrdede læger. Jeg får mest lyst til at sige tak for i dag, du må hellere komme tilbage til patienterne. Men nej.

Gerald Msukwa insisterer på at tage sig tid. God tid.

Han byder velkommen med et håndtryk, der kæmper med gløden i hans øjne om at være varmest.

Det er dagen, da han viser rundt på sit hospital og forklarer, hvorfor der er flere malawiske læger uden for Malawi end i selve landet. Forklarer, hvorfor han ofte kun har råd til at betale el- og vandregningen, mens patienterne lider, og de uheldige, som aldrig når frem til hovedindgangen, dør som fluer. Forklarer, at den massive fokus på AIDS har fjernet al spotlight fra tropesygdomme som malaria og tuberkulose, der ligesom for 100 år siden stadig dræber afrikanere i hobetal.

Han forklarer også, hvorfor han alligevel vælger at blive i et kaos med ringe udsigt til bedring, mens Europa og USA trækker med et ubekymret liv og lønninger, der er 10-15 gange højere.

Det er ikke alle og enhver, der kan slippe af sted med patriotisk overfladiske vendinger som:

»Nogle skal blive tilbage og redde Malawi.«

»De, der bliver tilbage, gør det på grund af humanisme.«

Øjenlæge og vicedirektør Gerald Msukwa på 33 år slipper af sted med det. Han bekymrer sig om at bekymre sig. På vegne af sine patienter. Og sit folk.

Derfor er han frustreret.

Nedkørt hospital

Hver femte af det overbelagte hospitals 500 ansatte er smittet med HIV. På de to største afdelinger er der to sygeplejersker til 100 patienter. I går mødte kun én på hver afdeling. De andre var syge. Der er ikke penge til at rekruttere afløsende personale, og hver måned mister han én til to sygeplejersker, fordi de vælger at søge lykken, bedre arbejdsforhold og højere lønninger i Sydafrika eller Europa.

På patientsiden ser det kun værre ud. Gerald Msukwa våger over en brøkdel af Malawis millioner af HIV-smittede. På den medicinske afdeling har 70 procent af patienterne HIV/AIDS. Behandlingen koster 2.500 kwacha om måneden, hvilket er mere, end de fleste malawier nogensinde får råd til.

»Det er ikke fair, at de, der skal købe medicinen, ikke har penge til den,« siger Gerald Msukwa, mens han viser rundt på et af hospitalets nedkørte sengeafsnit, der stinker af skraldespand og urin. Den ene længes altan er permanent inddraget til 20 patienter i kraft af pladsmangel. Når det regner, bliver de gennemblødt.

Hospitalet vrimler af pårørende, der forsøger at tage sig af de syge, fordi personalet ikke magter opgaven. En mand og en kvinde kommer ind på det, man ville kalde stuen, og spørger løssluppent og opmuntrende til en bekendts helbred. Der er ingen reaktion fra malaria-patienten, som blot ligger underligt stille på sin seng i en akavet forkrampet kropsstilling. Det ser ud til, at fluerne for længst er holdt op med at irritere ham.

Regeringens ensidige fokus på AIDS lader blandt andet disse malariaofre i stikken, fordi ressourcerne koncentreres omkring kampen mod HIV/AIDS-epidemien, mener Gerald Msukwa.

AIDS-hysteri

»Folk i Malawi dør ikke kun af AIDS. Lige nu er malaria på toppen og dræber flere end AIDS. Samtidig skæres midlerne til behandling af tropesygdomme helt ned. HIV/AIDS har fået dem til at glemme alt andet. Dobbelt programmer køres uden videre og alt for meget går op i oplysning og forebyggelse i stedet for behandling. Det handler jo om, at der er penge i HIV/AIDS. Samtidig bliver hysteriet pustet op af medierne, som da SARS udbrød,« siger han og illustrerer sin pointe med en vittighed.

»En mand siger: Jeg er syg. Vennen spørger: Hvad fejler du? Malaria, lyder svaret. Nå, ikke andet. Jeg troede, du ville sige AIDS.«

Hver fjerde af Malawis godt 12 mio. indbyggere har eller har haft malaria.

Gerald Msukwa smiler stille ad historiens indbyggede paradoks.

Nogen skal redde Malawi

Hans egen personlige historie er alt andet end en vittighed, men nærmere en lidelseshistorie, der har indebåret mange svære valg.

Han blev færdiguddannet læge i 1994 på et hold med 19. I dag er kun syv af dem stadig bosat i Malawi. Resten har - forståeligt nok, som Msukwa siger - ladet sig friste af bedre arbejdsbetingelser og langt højere løn i udlandet. "Braindrain" er et seriøst problem for landet i alle sektorer. Malawis hjerner flygter.

Turen gik til Liverpool på et scholarship til videreuddannelse.

Det første år efter hjemkomsten til Malawi var hårdt, og flere gange stod den unge læge på nippet til at pakke kufferterne.

»Jeg tænkte: Hvad i Himlens navn laver jeg her? Alle mine venner er væk og tjener fedt, mens jeg render rundt her uden hjælp, uden midler, uden noget som helst,« siger Gerald Msukwa og vil helst ikke ind på, hvor meget hans venner tjener i forhold til ham.

»Så bliver jeg bare endnu mere frustreret. Men jeg kan sige, at jeg tjener 1.000 dollars om måneden, hvilket er en god løn her i Malawi, men en elendig løn i forhold til min profession. Hvorfor skulle jeg arbejde for ingenting? Helt ærligt, jeg tjener mindre nu, end da jeg gik i skole i England. Min kontrakt tillader mig at sige op med en måneds varsel. Jeg kan gå nu, hvis det skal være. Men nogen skal jo redde Malawi,« siger han og sender en venlig tanke til sin kone, som er sygeplejerske og derfor har forståelse for, at han vælger med samvittigheden i stedet for med pengepungen.

Med den malawiske regering forholder det sig lige omvendt. Her vejer pengepungen tungest.

For at Lilongwe Central Hospital skal fungere optimalt er 10 mio. (ca. 700.000 kroner) kwacha om måneden nødvendigt, forklarer Gerald Msukwa.

»Så skærer regeringen som rygmarvsmanøvre budgettet ned til 6 mio., og når vi så skal have kontanterne udbetalt, lander vi på 3 mio. (210.000 kr.) Det sker gang på gang. Sidste år oplevede jeg flere gange at operere med et budget på 7 mio., men kun at have en tiendedel til rådighed. Det var akkurat nok til at betale el og vand.«

Brugerbetaling

Heldigvis er kreativ tænkning ikke forbudt i Malawi.

Gerald Musukwa leder en af landets bedste øjenafdelinger, hvis 80 senge dækker syv millioner mennesker i det centrale og nordlige Malawi. Et forsøg med brugerbetaling for visse operationer er netop godkendt af regeringen. I dag betaler 10 procent af kunderne for konsultationer på afdelingen. Målet er 40 procent.

»Vi skal vænne en del af befolkningen af med kravet om gratis behandling. De rigeste må til lommerne for at betale til behandlingen af de fattigste,« siger han. De fattige er blandt andet de halve og hele landsbyer fra Malawis yderkanter, som på skift køres ind til klinikken for at modtage behandling for grå stær.

Bulede PH-lamper

Vi går tilbage mod kontoret gennem venteværelset med upolstrede bænke og afskallede vægge med enkelte pletter i regeringsblå. Dér hænger to bulede PH-lamper i kobber. De kunne være fra 50'erne eller 60'erne. Der er pærer i. Jeg fortæller øjenlægen om PH-lamper.

Han forhører sig straks med hospitalets længst siddende medarbejder, der har været på Lilongwe Central Hospital siden indvielsen i 1974. Han kan ikke huske, hvor de kommer fra. Gerald Msukwa har aldrig lagt mærke til dem før nu.

»Vores præsident dengang, Dr. Hastings Banda, kunne godt lide at dekorere rum og sørge for lidt stil. Måske er lamperne skænket i den forbindelse,« siger han og spiler øjnene op, da jeg fortæller ham, at PH er en anerkendt mærkevare i Danmark, og lamperne måske mange dollars værd trods bulerne.

»Schhh. Det må du ikke sige så højt. Hvis nogen her hører det, er de væk i morgen,« griner han.

ex

Et eventyrligt liv
Tilbage i Danmark anlagde han sag mod sin arbejdsgiver i Congo og slog sig senere ned som direktør for Tøjhusmuseet i København.

For 99 år siden - den 6.juni 1904 - forlod den bornholmske officer ved navn Johan Støckel Chinde ved det Indiske Ocean. Mange oplevelser rigere, men sikkert også bitter og ærgerlig.

Forud var gået et helt års eventyr med store oplevelser og skuffelser. Johan Støckel havde en toårig kontraktansættelse som "explorateur" i Katangaselskabet under den belgiske kong Leopold II, som på det tidspunkt ejede Congo og drev kolonien som sin private forretning. Ved sin ansættelse var danskeren blevet lovet udstyr, våben og telte, så snart han kom frem til Lusambo midt i Congo.

Men da Johan Støckel nåede destinationen, fandt han ingenting. Han oplevede, at både skandinaverne på stedet og de indfødte blev behandlet dårligt, og det forargede ham. Han luftede sin kritik, men den blev mødt med hånlatter.

Et brev, som Støckel havde skrevet til sin kone om alle sine oplevelser, kom i hænderne på en journalist på "Nationaltidende" i Danmark. På dette tidspunkt haglede kritikken allerede ned over ledelsen af Congo, og brevets offentliggørelse faldt senere tilbage på Støckel som en boomerang.

Da han efter flere ugers sygdom ankom til Möero-søen i det sydøstlige Congo, båret i en hængekøje, lød opgaven som frygtet på indsamling af gummi. Johan Støckel fandt arbejdsbetingelserne aldeles uacceptable og drog på sin sidste officielle opgave for arbejdsgiveren til hovedsædet Lukonzolwa i spidsen for et kontingent rekrutter. Samtidig påregnede han at diskutere sin ansættelse med ledelsen.

Opsagde kontrakten

Så vidt nåede han aldrig. I stedet blev han overfuset af en ung belgisk officer, som anklagede Støckel for at være ophavsmand til en kritisk artikel om selskabets arbejdsmetoder i Congo. Bornholmeren nægtede at stå til regnskab for en yngre kommandant og opsagde sin kontrakt på stedet. Han fik anvist billetter til rejsen samme vej, som han var kommet.

Men dårligt helbred og frygten for repressalier fra belgierne på grund af sin kritik fik ham til at tage beslutningen om at rejse hjem via den afrikanske østkyst.

Først den 10. april 1904 fik Støckel samlet en gruppe af bærere til sin hjemrejse, som gik fra Moërosøen via Tangyanikasøen sydspids til Karonga i det nuværende nordlige Malawi. Efter to ugers pause her sejlede han ned ad Nyassasøen med dampskib og fortsatte videre af Shire og Zambezi floderne til Chinde ved det Indiske Ocean.

JP Explorer stødte til Johan Støckels rejserute ved den nuværen Lake Mweru på grænsen mellem Congo og Zambia, hvor centrale elementer i de indfødtes hverdag kun har ændret sig ganske lidt i løbet af de seneste 100 år.

Høvdingen regerer

Her regerer den lokale høvding stadig så godt som uafhængigt af den centrale regering, som først er kommet til langt senere. Sundhedssystemet og retssystemet er underudviklet, hvilket giver de lokale heksedoktorer patent på behandling af alt fra ufrugtbare kvinder og impotens til hoste, dårlige knæ og HIV/AIDS. Samtidig har den lokale høvding som øverste juridiske myndighed næsten enevældig magt i forhold til sine undersåtter.

Også fødevaresituationen er kritisk. Ved Mwerusøen er fisk dagens orden, fordi landbruget er underudviklet som i resten af det nordlige Zambia. Her finder man kun selvforsynende bønder trods udmærkede jord- og vandingsforhold. Mekanisering og industrialisering, som det kendes fra den vestlige verden, eksisterer ikke, selvom infrastrukturen har udviklet sig til det bedre.

Men statistikkerne er stadig horribel læsning: Forventet levetid anslås til under 40 år. Vidtrækkende fattigdom og sygdom er virkeligheden i denne del af Afrika.

Det samme gælder for store dele af Malawi og Mozambique. Indtil for kun få år siden var Malawi en nation på vej frem både politisk og industrielt. På det seneste har naturkatastrofer og korruption sammenblandet med ringe adgang til vand, sanitet og sundhed igen vendt bøtten den forkerte vej. Lyspunkterne er få. Trænger man til at peppe negativismen op, skal man blot vandre en tur ned gennem et af Blantyres stinkende slumkvarterer.

I Mozambique får man også følelsen af, at tiden har stået stille siden århundredeskiftet, selv om statistikkerne melder om økonomisk vækst.

»Men økonomisk vækst tæller ikke meget, når den er begyndt ved det absolutte nulpunkt,« som en mozambiquer udtrykte det på vores tur.

Mozambique har et af verdens mest elendige uddannelsessystemer og virker stadig mærket af sårene efter den mere end 15 år lange borgerkrig.

Den isolerede landsby Chinde ved det Indiske Ocean er et eksempel på, at det mange steder står værre til end for 100 år siden. Landsbyen er totalt nedslidt, sundhedsforholdene er elendige, og uddannelsesmulighederne er marginale og zonen er konstant truet af naturens luner. Omkring århundredeskiftet var Chinde en slagkraftig og rig havneby ved indsejlingen til Zambezi. I dag kan man sætte spørgsmålstegn ved, om mennesker burde bo dér.

Men det gør de. Lige som de gør det i mange tilsvarende afrikanske landsbyer, som i vestlig optik ikke er en tilværelse værdig.

Flere eventyr i vente

Johan Støckel fortsatte rejsen tidligt om morgenen den 6.juni 1904. Via det Indiske Ocean tog den tyske damper S/S "König" ham nordpå forbi Zanzibar, gennem Suez kanalen, Gibraltarstrædet og op langs Europas vestkyst. Den 8.juli steg han i land i Hamborg.

Alle tiders eventyr var slut, men flere skulle følge.

Johan Støckel mente selv, at han var den første dansker til at krydse Afrika fra vest til øst. Det var han ikke, men han var med garanti den første bornholmer.

Den danske officer havde haft hele sejlturen hjem til at tænke over, hvordan han skulle kræve kompensation for den behandling, han var udsat for i Congo. Otte for ham karakteristisk minutiøse og detaljerede sider landede sammen med 25 bilag hos udenrigsministeriet som redegørelse for sagsforløbet.

Han krævede et tilgodehavende udbetalt fra Comité Special du Katanga på 16.327 frs. 73 ct.

Komitéen afviste Støckels krav, men tilbød ham et forlig med 5.600 frs. med fradrag af forskuddet på 1336,10 frs. Med til tilbuddet hørte et krav om underskrivelse af et dokument, som sikrede komitéen mod yderligere krav eller anden offentlig kritik af selskabet. Hvis Støckel ikke accepterede tilbuddet, var der kun domstolene tilbage.

Og domstolen blev det. Støckel tabte den langtrukne sag. Den stædige danske officers protester over for Congostatens rå behandling af de indfødte blev tiet ihjel. Han blev beskyldt for at være uligevægtig og syg. Gode venner, heriblandt oberstløjtnant H. Jenssen-Tusch, som med stor hjælp fra Johan Støckel skrev det store værk "Skandinaver i Congo" fra 1902-05, rådede ham til at glemme sagen. Først i 1908 måtte Kong Leopold give efter for omverdenens kritik og overlade Congostaten til den belgiske stat.

Støckel til Sibirien

Senere blev Johan Støckel udstationeret i Sibirien under den russisk-japanske krig, udsendt af den russiske kejserinde Maria Fjodorovna.

Hjemvendt til Danmark efter sin tredje store udlandsrejse påbegyndte han sit livs opgave som tilsynsfører ved "Den historiske Vaabensamling," som i 1928 blev omdøbt til "Tøjhusmuseet."

Bornholms Museum bad om at få hans store og møjsommeligt indsamlede kollektion af afrikansk etnografika til udstilling. Johan Støckel svarede:

»Kjöbenhavn 12-12-04. Hr. J.A. Jørgensen. Jeg saa i sin Tid med Undren, at en Del Vaaben fra Kongo og et stort Fotografi af Lt. Jespersen havde faaet Plads paa "Bornholms Museum," hvor efter min Mening ingen af Delene hörer hjemme. Saa længe jeg lever, bliver min Samling hos mig, for hvem den har personlig Interesse. Efter min Död vil den rettest höre hjemme paa etnografisk Museum, da den ikke blot bestaar af nogle smukke Spyd, Knive eller Pi

Høvdingen af Puta
Chiengi

Gaverne står i en hvid kurv på plasticbordet i plasticpavillonen, hvor blinkende kulørte lamper giver den afrikanske nat kolorit: To kilo ris, kiks, en flaske rødvin, nescafé, cola, vand på flaske, et postkort af den danske kongefamilie og en sticker med samtlige otte nordiske flag, inklusiv Ålands, udgør indholdet.

Man besøger ikke Senior Chief Puta 7th George Mwase Shebele Kaongwa I - også kaldet "The Big Man" - uden at have gaver med.

Det understreger Lameck Simwanza, der er repræsentant for den zambiske ulandsorganisation Women for Change og fungerer som guide for JP-Explorer i Zambia. Han kender høvdingen fra et enkelt tidligere besøg og ved, at han sætter pris på kontanter. Høvdingedømmet hører til blandt Zambias fattigste, og Lameck nærmest bønfalder os om at medbringe et eller andet, når vi nu har fået lov til at komme i audiens.

»Han vil forvente rigtig meget af jer, fordi I er hvide,« siger guiden.

I stedet for en diskret konvolut med pengesedler håndplukker vi fra nødforsyningen til en acceptabel gavekurv.

Gæsterne ned på knæ

Lidt over syv stavrer Senior Chief Puta ind ad døren efterfulgt af sine to rådgivere og en uniformeret vagt. Den 48-årige mand ser ikke rask ud. Hans pupiller er grumsede og ansigtsudtrykket træt. Han er klædt i sort og ligner en hvilken som helst anden lokal indfødt.

Det er han ikke.

»Kneel,« kommanderer én af hans adjudanter efter en gestus fra høvdingen.

Knæl. Guiden knæler scenevant, jeg derimod tøvende og vantro på højre knæ, og inden vi rejser os, klapper vi fire gange. Det går langsomt op for mig, hvor vigtig overhøvding Puta er.

Den indledende ceremoni er overstået. Nu til forretningerne.

Jeg fortæller, hvem vi er, og fremlægger vores ærinde i den sammenvoksede landsby Chiengi/Puta, den sidste post før det uvejsomme og uroplagede Congo 60 kilometer længere oppe langs Lake Mweru-søen.

Jeg spørger om tilladelse til at besøge en heksedoktor, i Zambia kaldet "traditional healer". Kun gennem høvdingens tilladelse kan det lade sig gøre. Svaret kommer først senere.

I flere hundrede år har de såkaldte traditional chiefs regeret landet på lokalplan i små riger, chiefdoms. Samfundsstrukturen har ikke ændret sig synderligt, siden den danske eventyrer Johan Støckel, som Explorer rejser i fodsporet af, passerede gennem netop denne egn for præcis 100 år siden.

Det samme gælder for alt andet i dette fjerne hjørne af Zambia. Landbruget er underudviklet og rækker kun til selvforsyning, da søen altid har været primærkilde til mad. Tålelige sanitære forhold og rindende vand kan man kun drømme om. Vand kommer fra søen og enkelte brønde. Der er ingen telefon, kun sporadisk strømforsyning og kun få offentlige busser hver uge. De lokale vrider hovederne af led og cykler af vejen, når en bil passerer med mazungo'er, hvide mænd, på den gennemhullede vej. Murstenshytterne er stråtækte. Ganske få har vinduer af plastic eller glas.

11 underhøvdinge

Trods fattigdommen er det høvding Putas hjemegn og ejendom. Selv om han anerkender regeringen i Lusaka, er han i praksis mere magtfuld her end Zambias præsident, Lewy Mwanawasa.

Da den forrige høvding døde for fire år siden, stod han som arvtager til tronen ifølge ældgamle familiemønstre. Med ét blev han overhoved for 11 underhøvdinge og ca. 300 landsbyhøvdinge samt rigets godt 100.000 indbyggere. Han blev fluks hentet i kongestol i sin landsby og ført til paladset i Puta, hvor han nu bor.

»Rådgiverne kom og fortalte mig om mit job. De sagde, jeg skulle være tålmodig, loyal og ydmyg,« siger høvdingen.

Stemningen i pavillonen er blevet en anelse mindre formel, og høvdingen inviterer os på besøg i sit palads.

Høvding Putas kolossale magt ligger i retten til at fordele jord og idømme straf ved den lokale retsinstans. I Zambia er 95 procent af jorden ejet af de lokale høvdinge. De tildeler gratis jordlodder til enhver godkendt ansøger. Skøder eksisterer næsten ikke. Ejerforholdene er baseret på gensidig tillid.

Putas vigtigste opgaver er at sørge for sit folks sikkerhed og velbefindende. Begge ting er svært. Mange flygtninge fra Congo skaber uro i byen. For kun 14 dage siden dræbte udstationerede regeringssoldater en lokal gravid kvinde, fordi hun tilsyneladende ikke overholdt et udgangsforbud. Soldaterne er en torn i øjet på høvdingen, som gentagne gange har skrevet til Zambias præsident efter forbedringer. Desuden er kolera, dysenteri og HIV/AIDS stærke fjender. Området har én sygeklinik og intet hospital.

Den officielle regering betaler høvding Puta en månedsløn svarende til 260 kroner, som kan reguleres nedad, hvis han ikke opfører sig ordentligt. Selv om den indtægt er vigtig i en provins uden skatteindkrævning og uden større økonomisk hjælp fra staten, vælter den risiko ingen høvding af pinden. Det lokale retssystem er nemlig garant for særdeles likvide midler.

Hver tirsdag og fredag sætter Puta sig op på sin elefantprydede taburet, kalder til traditional court og dømmer lokale lovovertrædere. Beføjelserne rækker ikke til fængsel. Området har heller ingen.

»Men jeg kan dømme en anklaget til at betale 80 kyllinger eller fire geder, hvis vedkommende for eksempel findes skyldig i tyveri, hekseri eller en andens død,« siger høvdingen stolt.

Ingen appelmulighed

Der er ingen appelmuligheder. Nægter man at efterleve straffen, bliver man jaget ud af riget. Enkelte forsøger sig i det "rigtige" retssystem. Men det er bekosteligt, og advokater og retslokaler er ikke inden for rækkevidde. Tidligere blev retspengene kanaliseret ud i lokalsamfundet som en slags social velfærd. Det sker nu kun med en forsvindende del af pengene. Senior Chief Puta sørger nemlig godt for sit hof.

Jeg drister mig til at spørge, hvor mange børn, han har. Høvdingen tøver.

»Tre. Nej - fire. Én dreng og to-tre piger,« lyder det noget overrumplende svar, som efterfølges af en lidt for lang tavshed. Sandheden er, at han på linie med andre høvdingen har op til flere konkubiner og nærmere er far til 20 end til fire, vurderer Lameck Simwanza bagefter.

Mødet er slut, men høvding Puta skal lige vise os sit statussymbol. Taburetten med de to udskårne elefanter kommer frem som bevis på hans almægtighed.

»Det er kun mig, der må sidde på den. Hvis du sætter dig på den, skal du betale mig 100 geder i straf,« siger han med et lille smil. Jeg vælger at lade være.

De to rådgivere tager gavekurven med ud uden at fortrække en mine.

Bagefter spørger jeg guiden, om høvdingen mente den sidste kommentar i spøg. Han kigger forskrækket på mig. Det er svar nok.

Næste morgen kører vi som aftalt ud til Putas palads. Til ære for os har han taget sin høvdingedragt på, og et optog på 30-40 tilhængere synger og danser i én taktfast rytme. Kvinderne er klædt i de traditionelle farvestrålende dragter, chitenje. De smiler og jubler. Mændene bærer røde hatte og et skærf med påskriften "Builile", som er navnet på stammen. Rød er builile'ernes farve og derfor dominerende. Helt i grønt deltager også høvdingens officielle kone.

Leopardskind og økser

Mens dansen fortsætter, får vi foretræde igen. Vi knæler og klapper de fire klap og sætter os i plasticstolene med frit udsyn til høvdingens stol, der lige som kongestolen er lavet af det stærke Mukusi-træ. Putas fødder hviler på et leopardskind, der symboliserer kraft. Over hans hoved hænger leopardskind og krigsøkser. I højre hånd holder han en kost med kohale til at holde fluer væk. I venstre holder han sin vandrestav, som er prydet med et lille hus, en kvinde og en mand samt den traditionelle elefant. Det symboliserer landsbyerne, folket og høvdingens magt. Uden staven må han ikke udføre officielle opgaver som denne.

Igen diskuterer vi dagens program, mens der bliver filmet, fotograferet, danset og

Kister til et døende folk
Nkhata Bay

I et lille nymalet skur gemt lidt væk fra hovedvejen ind til Nkhata Bay står fire ligkister klargjort til brug.

Den lakerede ambassadørkiste med sølvspraymalede beslag og et kighul i hovedenden tildækket med plexiglas hviler ved siden af den mindre og mere simpelt udformede børneligkiste.

De er den 32-årige Frazer Grisham Bandas værk og kreeret med en hjælpende hånd af assistenten Nemlord Chingawa Aniokoh Nyasulu på 23 år.

I dag er der på usædvanlig vis ingen kisteafhentning i deres lokalafdeling af "Rumphi 24 hours Coffin Shop", som også har afdelinger i Mzuzu og Rumphi. Så kan kistemagerne koncentrere sig om at snedkerere endnu en fyrretræskiste ved den primitive træbænk med hammer og høvl som eneste redskaber.

Arbejde mod uret

»Andre dage får vi op til 10 bestillinger om dagen, hvilket gør det svært at følge med. I denne uge har firmaet omkring 30 bestillinger. Vi arbejder altid imod tiden, for hver enkelt kiste tager én til halvanden dag at lave,« siger Frazer Banda.

Han er kistemager på 10. år og blot en lille brik i en blomstrende malawisk kisteindustri. Alt fra store firmaer med op til 50 ansatte til gadesnedkere langs Blantyres indfaldsveje er beskæftiget i branchen, der samtidig oplever store problemer med at skaffe træ til produktionen. Malawi er næsten ryddet for skov, så meget træ importeres fra Mozambique. Kisterne varierer i pris alt efter størrelse og udsmykning. De billigste går for godt 200 kr. De dyreste koster op til 6.000-7.000 kr.

På tætteste hold har Frazer Banda fulgt udviklingen med en eksploderende HIV/AIDS-epidemi, som er ved at tvinge det malawiske samfund i knæ. Han beklager baggrunden, men indrømmer, at andres død er blevet hans brød, og at forretningen går strygende.

»Det er ikke en fornøjelse at lave kister, for jeg kender de pårørendes smerte. Men jeg gør det, fordi der er efterspørgsel og for at hjælpe mit folk,« siger Frazer Banda, der har mistet venner på sin egen alder på grund af AIDS. Det har de fleste malawier, vi snakker med. Måske derfor har hans øjne et melankolsk udtryk. Smilet er til gengæld ægte malawisk. Varmt og smittende.

Frazer kan ikke rigtig forklare, hvorfor så mange dør af sygdommen.

»Vi er jo bare mennesker. Hvis man drikker øl og går ud og morer sig, skal der ikke meget til, før man bliver smittet. Hvis man tager det sidste skridt med sex, er det den visse død,« siger han.

Ambitioner

Frazer Banda er uddannet på Lilongwe Technical College og har på grund af sin håndværksuddannelse ikke haft problemer med at finde arbejde. Han er ved at spare op til sin egen kisteforretning med rigtige eldrevne maskiner og lægger ikke skjul på sin drøm om at videreuddanne sig i England. Han anslår, at det vil koste 5 mio. kwacha (ca. 350.000 kr.) at grundlægge sin egen forretning. Foreløbigt har han sparet 700 kroner sammen.

Med kone og fem børn, der alle skal i skole, rækker den relativt gode timeløn på 12 kroner ikke langt. Men når dagens ni-til-fem er slut, fortsætter han med at lave kister og andre møbler i sin fritid for at tjene ekstra. Optimismen er i top.

»Dette arbejde giver mig ikke et langt liv, så jeg bliver nødt til at udvikle mig,« siger Frazer Banda. Sammen med sin assistent, Nemlord, demonstrerer han sit arbejde med høvlen, og hvordan kisten gøres klar til afhentning med ligklæde og blomsterbuket.

Ingen ligbrænding

Malawierne kan i princippet hente deres kister 24 timer i døgnet i én af de tre afdelinger, og det sker i ny og næ, at en familie kommer forbi om natten med liget, finder en passende kiste og kører direkte ud til kirkegården for at forestå begravelsen.

På grund af fattigdom vælger praktisk talt alle kunder at betale af på månedsbasis. Ingen vælger muligheden for at blive brændt. Kulturen dikterer begravelse i en kiste, rig som fattig, ellers kommer man ikke i Himlen. Frazer Banda har endnu ikke lavet sin egen kiste.

»Nej, da. Jeg ved jo ikke, om jeg dør i dag eller i morgen. Men når jeg dør, tager jeg bare én af mine egne kister.«

explorer@jp.dk

Lejemorderen, der fortrød
Blantyre

Ordren kom direkte fra partitoppen.

Den var ikke til at misforstå.

Dræb denne mand, og du vil ikke komme til at mangle noget resten af dit liv.

Den nu 29-årige Diouf Malawira adlød. Det gjorde han altid, hvilket har efterladt flere lig i kølvandet på ham og hans "demokratiske venners" terror. Og to dybe ar i panden.

Diouf Malawira adlød, fordi han var i akut pengenød. Det har han altid været. Og er det stadig.

Ikke nok med, at han sjældent ved, hvor håndørene til det næste måltid til sig selv, sin kone og døtrene Prince og Spiwe kommer fra.

Samtidig skal han leve med paranoiaen og frygten for, at nogen er efter ham, selv om han efter eget udsagn har forladt Young Democrats. I dag er det ham, der risikerer at blive jagtet, fordi han ved for meget.

På vej ind på hotellet til interviewaftalen kigger han sig konstant over skulderen.

»NIB har fået øje på mig,« siger han. NIB er Malawis efterretningsvæsen; National Intelligence Bureau.

For fire år siden, da Diouf Malawira fik et foto stukket i hånden med billedet af en mand, var rollerne omvendt. Han skulle på jagt og dræbe sit bytte.

Den dag betragtede han motivet grundigt. Det var en krøllet fyr med et fyldigt ansigt. Journalist af profession. Navn: Mabvuto Banda.

Diouf indledte jagten. Tjekkede rutiner, forhørte sig , undersøge alle kanaler. I første forsøg brasede han direkte ind på den dødsdømtes arbejdsplads, men journalisten var ikke på kontoret og vagtpersonalet fik smidt ham - lejemorderen - ud.

Siden fulgte et halvt til et helt års jagt i mere eller mindre intensiv form. Journalisten viste sig at være for snu. Valgkampens kritiske fase var allerede sat ind. De artikler, han skrev for avisen National Agenda, vakte harme i regeringspartiet. Han kendte sin dødsdom og gemte sig grundigt ved at skifte hus op til fire gange om måneden.

»Heldigvis holdt nogle politifolk og politikere hånden over mig. Ellers havde jeg været død nu. Min kone er også journalist. Det var en frygtelig periode,« siger han.

Dioufs folk fra Young Democrats gav tilfældige naboer bank, fordi de ikke havde oplysninger om journalisten. Naboerne vidste som regel aldrig, at de boede ved siden af en jaget person.

Avisen blev forbudt

Attentatet lod vente på sig. I stedet chikanerede rødderne fra Young Democrats avissælgerne og raserede National Agendas kontorer flere gange. Det endte med, at regeringen forbød avisen uden retssag. Den var blevet for kritisk.

Efter valget fik Mabvuto Banda arbejde på en anden regeringskritisk avis, Daily Times. Én bestemt mand opsøgte ham gentagne gange. Efterhånden fandt Banda ud af, hvem han var.

Deres første egentlig møde blev arrangeret ved lågen til journalistens arbejdsplads overvåget af tre sikkerhedsvagter. Manden med to markerede ar i panden kom gående op mod porten. For første gang hilste lejemorderen og den dødsdømte på hinanden.

Diouf Malawira er født i Blantyres slum og gik tidligt ud af skolen. Hans forhold til Young Democrats begyndte i de tidligere 1990'ere, da diktator Dr. Hastings Bandas jernstyre fik modstandsfølelsen op i den malawiske befolkning. Organisationen blev grundlagt, da højtstående partimedlemmer fra United Democratic Front i begyndelsen af 1990'erne sagde, at de unge også skulle spille en rolle i omstyrtelsen af diktatoren og indførelsen af demokrati. De blev lovet jobs og penge, hvis UDF kom til magten. Det skete i 1994 med Bakili Muluzi som præsident.

»Ingen af løfterne er overholdt,« fortæller Diouf Malawira, der var placeret lige under toppen i organisationens interne hierarki. Op til det efterfølgende valg fik de ironisk nok besked på at chikanere oppositionen. Formålet var at så frygt hos alle, der ikke makkede ret. Betalingen for en nats ofte bloddryppende voldsorgie lå typisk på 10.000 kwacha. (ca. 700 kr.) Nogle af pengene faldt inden, så gerningsmændene kunne drikke sig mod til.

Til tider distancerede Young Democrats' ledelse sig fra partitoppen i utilfredshed med behandlingen og kom i perioder til at fungere som en autonom undergrundsmafia uden for moderpartiets rækkevidde. De blev selvstyrende, og det var farligt for partitoppen.

For nogle år tilbage forsvandt to Young Democrats ledere af samme grund under mystiske omstændigheder, ligesom retsagens sagsakter forduftede. Så sent som ved sidste års SADEC topmøde ved poolen på Hotel Mount Soche i Blantyre, hvor Diouf og Mabvuto fortæller deres historie, slog en Young Democrat én af sine egne partiministre i gulvet.

I ren og skær utilfredshed.

Men når valget nærmer sig, lokkes der igen med kontanter for handling, og så vil medlemsskaren stige kraftig fra de nuværende 40 til over 100, spår Diouf Malawira.

Mange terrormetoder

Young Democrats arbejder med mange terrormetoder. For eksempel at skræmme vælgerne til at afstå fra at stemme på de forkerte. Eller at klæde sig i oppositionspartiet Malawian Congress Partys (MCP) T-shirts og infiltrere deres møder for så at fremprovokere blodige masseslagsmål og ødelægge inventaret med deres lange Panga-knive.

Dem har Diouf 22 af derhjemme.

Andre gange angriber de oppositionsmedlemmer direkte. Chikanerer deres familier. Smadrer deres biler. Sådan fik Diouf sit første ar.

Enkelte gange er det gået helt galt.

Som under et politisk møde i MCP's hovedby Lilongwe op til sidste valg i 1999. Det kom til et masseslagsmål med knive. Her fik Diouf det andet ar. To unge MCP'ere døde senere af deres kvæstelser på hospitalet.

Hvem slog dem ihjel?

»Det gjorde Young Democrats.«

Var du med til det?

Diouf Malawira tøver og bøjer af med et klassik forsvarssmil.

»Jeg var en del af det.«

Han kan ikke forklare sine handlinger, selv om jeg stiller spørgsmålet flere gange.

»Jeg havde ingen penge. Jeg var fattig. De betalte mig, så jeg kunne leve,« siger han. Svaret er en smule lettere at forstå, når man ved, hvor fattigt Malawi er.

Fortryder du dine handlinger?

»Ja.«

I dag siger han, at han har meldt sig helt ud af Young Democrats.

»Jeg blev presset af mine forældre og havde dårlig samvittighed. Samtidig var mit liv i fare, fordi de andre kunne se, at jeg var ved at trække mig. De frygtede, hvad jeg kunne finde på at gøre med min viden om dem,« siger han.

Først nægtede Mabvuto Banda at tro på Dioufs forklaring.

»Diouf sagde, at han fortrød og havde meldt sig ud. Jeg troede ikke på ham, men fik det bekræftet mange steder. Jeg overbeviste ham om, at vi ikke kan have det samme parti ved roret i 20-30 år igen ligesom under Hastings Banda. Han kunne se, at jeg skrev sandheden og fæstede sin lid til mig. Siden udviklede det sig til et tillidsforhold,« siger Mabvuto Banda.

Jeg stoler på ham

Dog kender Diouf hverken Mabvutos adresse eller telefonnummer. De mødes altid ad hoc. Journalisten får inside information fra sin informant, som til gengæld henter lidt kontanter i ny og næ til at forsørge sig selv, konen, Prince og Spiwe. Og måske til en uddannelse på teknisk skole, så Diouf kan blive bilmekaniker. Hans største drøm.

»Jeg stoler 100 procent på ham,« siger Mabvuto Banda, der netop har sagt sit job på Daily Times op for to måneder siden, fordi ejeren, Malawis vicepræsident Dr. Cassim Chilumbhu, boykottede alle hans artikler.

»Nu tror præsidenten, at oppositionen har hyret mig til at skrive kritisk om regeringen. Men det passer ikke. Jeg har været i hjemmet i to måneder og lavet næsten ingenting,« siger Mabvuto. Situationen giver ham igen grund til at frygte for sit liv.

Vennerne er rystende enige om, at den kommende valgkamp vil blive præget af mere vold og terror end nogensinde før. Præsident Bakili Muluzi har for nylig mødt Young Democrats hemmeligt, påstår Mabvuto Banda.

»Præsidenten får brug for dem, fordi han er desperat. Mister han magten, risikerer han et

Manden med 15 koner
Iponga

I det nordlige Malawi ved landsbyen Iponga op til Tanzanias grænse får ordsproget "hellere én fugl i hånden end 10 på taget" en ganske ny betydning. Her er flerkoneri hyppigt, men slet ikke i den grad, som det praktiseres af den 69-årige Amon Mwakisulu.

Hans familietræ forgrener sig lige så vildt som en baobab, selv efter malawisk standard er den 69-årige familiefar ekstrem.

Han har 15 koner og 63 børn, hvor 40 stadig lever. For ikke at glemme børnebørnene, som han ikke selv kan huske antallet af. Faktisk har Amon haft 20 koner siden han tog sin første i 1949. Seks er døde i mellemtiden, og græsset vokser vildt omkring deres gravstene ved indkørslen til Amon Mwakisulus landsby.

Den seneste kone i rækken har han netop arvet, fordi lillebroderen for nylig døde af tuberkulose. I henhold til arvereglerne i det nordlige Malawi overgår broderens kone således til den ældre bror.

I dag er kun syv af konerne hjemme i landsbyen, der tæller omkring 20 huse, herunder ét til Amon selv og ét til hver af konerne. De fletter måtter af bananpalmeblade, knuser majs i den store morter eller vasker tøj. De resterende otte koner er taget i marken, over grænsen for at hente benzin og gå til begravelse. De vil først vende hjem senere på eftermiddagen, og det ærgrer værten, som flere gange i løbet af vores besøg beder os om at blive hele dagen, så alle hustruer og børn bliver foreviget på det store familiefoto.

Den første kone

Den første kone kom fra Amon Mwakisulus egen landsby, hvor han stadig bor i dag.

»Min far efterlod sig en lille familie, og det ville jeg gøre anderledes. Jeg så, at min første kone kom fra en respektabel familie, og så tog jeg hende,« siger Amon Mwakisulu. Der var hverken bryllup, præst, fest eller nedskrevne formaliteter, og Amon kan hverken huske alderen på eller prisen for sin første kone, da de blev gift.

I dag går en kone typisk for 6-8 stykker kvæg, og en ko koster omkring 8.000 Malawi-kwacha. (ca. 550 kr.)

»Min søn har papirerne, hvor det står, og han er her ikke nu,« siger han og sender én af sine drenge hen efter et lille stykke brunt bølgepap med tallet 63.

Det antal børn, hans koner har født ham gennem årene.

Ved ankomsten var de senest ankomne koner i haremmet mellem 14 og 16 år gamle, og faktisk planlægger familiens overhoved at tage sig et par koner stykker endnu.

»Selvfølgelig. Jeg tager to mere, og jeg har netop i denne uge forhandlet med deres familier, som er glade for min interesse,« siger han.

Familierne er fattige og kan tjene på salget af deres døtre. Vores guide siger, at begge pigerne har fuldført primary school. Det gør man typisk i Malawi omkring de 14 år. Ingen af Amons koner har fuldført mere end de første skoleår, og kun enkelte af hans børn har skolegang bag sig.

Vild luksus

15 koner kan virke som vild luksus. Men det er nu ikke, fordi patriarken er specielt rig. Han tager ærbødigt imod de to kilo sukker og et kilo salt, som Explorer har medbragt som påskønnelse for at blive modtaget.

Amon Mwakisulu er bonde og dyrker hovedsageligt ris på sine 22 hektar, der er spredt rundt omkring de nærliggende landsbyer. Desuden ejer han seks køer og en lille majsmark. Det er kun akkurat nok til at mætte de mange munde i familien, hvis høsten har været god. Er høsten dårlig, sulter de.

Amon Mwakisulus huse er bygget af de traditionelle rødlersmursten og er yderst sparsomt indrettede. Patriarkens kongesuite på ca. 8 m2 består af en enkelt seng oven på det lerstampede gulv. Desuden et spejl. Intet andet.

Trange kår og gedigen fattigdom er netop hovedårsagerne til, at Amon har taget så mange koner.

»Først og fremmest er det arbejdskraft. Men det handler også om prestige. Han har giftet sig med så mange for at blive berømt,« konkluderer vores guide Charles Kambwembwe efter at have hørt patriarkens svar på spørgsmålet om, hvad han skal bruge de mange koner til.

Ifølge guiden er Amon Mwakisulu berømt for sin store familie i Karonga, Mzuzu, hvor fem af hans sønner arbejder som forretningsmænd i opkøb og videresalg af ris, og helt ned til hovedstaden Lilongwe.

I sengen på skift

En flok af børnene og børnebørnene følger nysgerrigt med i vores samtale, men holder behørigt afstand. Amon Mwakisulu udpeger nogle af dem.

Kan du huske alle navnene?

Amon tøver.

»Nej, ikke alle. Men hvis jeg kommer i tvivl, kan jeg bare spørge en af mine koner,« siger han.

Patriarken viser os rundt. Sit eget hus, gravstederne, samlings- og sørgestedet under det store mangotræ, og et hjørne af gårdspladsen, hvor to af konerne arbejder, mens de flirter med kameraerne.

Amon afviser internt splid i kampen om farmands gunst.

Konerne sover hos ham på skift. De ældre i kortere tid, de yngste op til en uge. Sådan er reglerne.

»De unge kan han fjolle rundt med lidt længere tid. De gamle kan ikke holde til så meget. Han bliver tilfredsstillet hver aften,« griner guiden.

Amon Mwakisulu tilføjer, at han er meget tilfreds med den del af sit liv og understreger, at konerne ikke skændes og har det godt sammen. Ingen kone har nogensinde forladt ham.

Hvad sker der, hvis I er uenige?

»Selvfølgelig har kvinder temperament. De er iltre. Hvis én er sur, så sætter jeg mig ned med min ældste kone og den utilfredse. Og så diskuterer vi frem og tilbage og løser det,« siger han.

Charles Kambwembe forklarer bagefter, at han føler sig overbevist om, at konerne kæmper indbyrdes om at komme nærmest ægtesengen. Men førstekonen kan ingen røre. Er de andre koner utilfredse, søger de tilfredsstillelse andre steder.

»Men det er pinligt for manden og må ikke slippe ud. Så ville han blive til grin,« siger Charles som forklaring på Amons vægring ved at tale om emnet.

Når Amon en dag dør, går al hans ejendom til den første kones ældste søn, fordi han ikke har brødre tilbage. Kun, hvis der ikke er nogen til at arve, kan en af konerne blive løst fra de ægteskabelige bånd.

Målt på styrken af Amons faste og gentagne håndtryk til farvel vil der gå en rum tid, før førstemanden i haremmet ved Iponga skal erstattes.

explorer@jp.dk

Paradis for flygtninge
Kawambwa

Grusvejen ned til Kala Camp er som de fleste andre veje i det nordlige Zambia støvet og hullet. Elendig, med andre ord. For de godt 20.000 congolesiske flygtninge, der har rejst i dage og uger for at nå hertil, er vejen ikke elendig. Den er sidste vej ud af elendigheden.

Traumer, overgreb og mistede forældre kan de færreste flygtningelejre reparere på. Det vidner talrige blikke i Kala Camp om. Blikke fra børn, der har set meget mere, end alderen berettiger til.

Men hvad de basale nødvendigheder angår er lejren 30 km nordøst for den zambiske landsby Kawambwa en øjenåbner. Hvis man ikke lige vidste det, skulle man målt efter zambisk standard tro, at Kala var dumpet ned fra ingenting. Sådan virker den. En landsby med snorlige gader, en sikker og ren vandforsyning og mad nok til alle.

Næsten for pænt

UNHCR's field officer Kaori Saito byder velkommen, som var det hjemme i forstaden til Tokyo. Hun er en energisk japansk vims med en overdreven venlighed og har forberedt alle medarbejdere ved lejrens strategiske fikspunkter på vores ankomst. Fejekosten har tydeligvis været i sving.

Man skulle næsten tro, at hun også har instrueret børnene. Når Kaori Saito stiger ud af bilen, råber de hendes navn i kor og tvinger hende til at danse i takt.

De er ellevilde: »Kaori, Kaori, Kaori.«

Det er meningen, at vi skal have et godt indtryk af stedet. Hvilket kommer helt automatisk. Selv fotograf Mik Eskestad, der har set en del flygtningelejre, plirrer med øjnene på store dele af rundvisningen. Det er næsten for pænt og passer slet ikke ind i de tragiske billeder, man ofte ser fra tilsvarende steder.

De bugnende madlagre, hvor tons på tons af majs, madolie, salt og ærter ligger stablet i sække som legoklodser, sørger for minimum 2.100 kalorier pr. indbygger om dagen.

Masser af aktivitet

Sygeklinikken er komplet med læge, sygeplejersker, apotek, reception, vente- og konsultationsværelser, alle nødvendige medikamenter, barselsstue og ambulancer. HIV-raten inde i lejren er 10 gange lavere end udenfor.

Kala Camp har sin egen vandkomité, som driver og vedligeholder vandforsyningen. Hovedparten af de godt 10.000 børn går i skole. Der er fodboldbaner og helt luksuriøst en basketball-bane, så de trænere, som den canadiske organisation Right to Play uddanner blandt lejrens voksne, kan lege og dyrke sport med børnene.

17 år og helt alene

Der er projekter med landbrug og miljø, et marked, workshops og diskussionsgrupper, alt sammen med henblik på, at flygtningene skal forbedre deres egne forhold og lære, hvordan man bygger et lokalsamfund op. Og man kunne blive ved.

Børnene render i hælene på os og smiler, griner frækt, peger fingre eller vinker. Men bag de hujende børn ser man flere af de blikke, som ikke sådan forlader nethinden.

Den 17-årige Michou Karonga har sådan et blik. Hendes hår er som mange andre pigers i lejren sat op i stramme papillotter, der stritter til alle sider. Hun har kun været tre måneder i lejren og ankom alene med sin lillesøster efter at have været undervejs til fods i syv dage fra det sydlige Congo.

Forældrene er døde. Moderen bukkede under for tuberkulose kort tid inden flugten. Selv er Michou flygtet fra sulten og hærgende soldater. Undervejs hørte hun om Kala Camp og muligheden for, at hendes slægtninge var at finde der.

Michou Karonga har ikke fundet dem, siger hun og vil tilbage til madlavningen. Hun har ansvaret for syv børn og glæder sig til at starte i 6. klasse i næste uge.

»Når tiden kommer, vil jeg gerne tilbage til Congo,« siger hun.

Savner kun frihed

William Banza har også troen på at vende tilbage en dag, selv om meget taler imod. Han flygtede for to år siden fra Lubumbashi, da krigen var på sit højeste i området. Under flugten døde hans kone af udmattelse. Familien var forfulgt, og han nåede ikke at begrave sin kone.

»Jeg måtte nøjes med at dække hende til med blade,« siger William Banza, der er uddannet mekaniker og tidligere halvprofessionel basketballspiller i Sydafrika. Nu tjener han 100.000 kwacha (130 kr.) om måneden ved at udføre socialt arbejde i lejren. Hans datter går i skole. Selv har han fundet sig en ny kæreste i Kawambwa og vil gerne gifte sig. Men som flygtning må han ikke bo uden for lejren, og en arbejdstilladelse er umulig at få fingrene i. Der er mangel på tøj og sko, og tre møller til at male majs er for lidt, mener han.

»Men det er små problemer. Kala er et godt sted for os,« siger William og fortæller en historie om en 18-årig dreng i lejren.

»Han så sin mor blive begravet levende og sin far blive dræbt. Da han kom her, var han dybt traumatiseret. Nu er han den gladeste mand. Han spiller basketball og går i skole, og jeg forsøger hele tiden at opmuntre ham til mere,« siger William Banza.

Mangler du overhovedet noget her?

William Banza tøver:

»Frihed. Kun når man er helt fri, kan man gøre, hvad man vil.«

explorer@jp.dk

På kanten af Afrika
Landsbyen på 18,4 grader sydlig bredde og 36,3 grader østlig længde er endestationen i den folkerige Zambezia-provins i Mozambique. Ingen landsby ligger længere væk og er mere besværlig at komme til og fra. I regntiden kun via båd.

Men ikke nok med, at Chinde ligger på kanten af Afrika i den fortabte ende af Zambezi-flodens delta. Den forsvinder også bid for bid, efterhånden som havet fortærer dens jord og bygninger.

De ca. 3000 indbyggere i landsbyen bor i det tredie Chinde. De to andre er forsvundet.

»Ingen ved præcist, hvor de to andre Chinde lå. Alt materiale fra den første er væk, og den anden er skyllet i havet. Men vi ved, at den tredie Chinde går samme vej. Det er bare et spørgsmål om tid,« siger assisterende guvernør i Chinde, Francelina de Jesús.

Hun har i et snuptag skiftet tøj til et blomstrende capulana-kjole og fundet en bil, så de fremmede journalister kan tage hendes hjemby i øjesyn. Franzelina de Jesús viser stolt de mange hundreder små salgueiros-stiklinger frem, som skal plantes ud på familiernes jorde i nærheden af stranden for at hindre yderligere erosion. Træerne er doneret af FN's fødevareprogram.

Havnen er nedslidt og minder mest af alt om en skibskirkegård. Rustrøde farver dominerer. Ingen har nogensinde bekymret sig om at rydde op.

Lidt derfra ligger de lange, hvide strande. Øde. En frisk havbrise hvirvler det fine sand op i luften. Brændingen er stærk.

Skibene forsvandt

Al havnetrafik stoppede, da sukkerselskabet Sena Sucar lukkede i 1982 på grund af borgerkrigen. Nu er en afdeling af Compañía Sena genetableret i Marromeu, fire timer væk i båd, så i ny og næ lægger enkelte skibe til kajen side om side med havnens halvt synlige skibsvrag.

Francelina de Jesús administrative opgave virker uoverkommelig. Chinde bliver ikke kun ædt op af havet, men også af den massive, fugtige hede, som omklamrer mennesker og bygninger. Som supplement til de allestedsnærværende lerklinede hytter har en del af husene på den ukrudtsplagede hovedgade i Chinde tydelig vis en stolt kolonifortid.

Måske fra dengang ved århundredeskiftet, da Chinde som britisk ejet enklave i portugisisk territorium kunne prale af beliggenheden ved indsejlingen til Zambezi med stor havneaktivitet til følge. Adskillige aviser og papirer på byens kommunekontor vidner om en glorværdig fortid.

Nu ligner samtlige huse tomme skaller. Skeletter. Som en militær øvelseslandsby efter et hold nye rekrutter med løst krudt. Kun få af husene er beboet beboet.

Her er få forretninger, som kun fungerer, når der er varer. Byen overlever på selvforsyning af ris og fisk og lidt husdyr. Chinde har én underskole, som tager elever op til ca. 12 år, men slet ikke dækker behovet. Distriktet har godt 129.000 mennesker, 161 lærere og ingen skole på højere niveau.

»Men vi planlægger at bygge én næste år,« siger Francelina de Jesús åbenhjertigt uden vide, hvor pengene skal komme fra.

Situationen er den samme i et utal af andre mozambiquiske landsbyer. Distriktet fik sidste år midler fra undervisningsprogrammet i Zambezia til at bygge en båd og købe en motor, så de kan besøge de skoler, der ligger spredt rundt omkring i deltaet. En anden national organisation har foræret byrådet tre både for at forbedre kommunikationen med provinshovedstaden Quelimane.

Da man sidste år skulle bringe eksamensopgaver til Chinde, foregik det pr. fly.

Under de store oversvømmelser i 2001 slap landsbyen nådigt, mens nabobyerne Luabo og Matilde var hårdt ramt. Nødhjælpen kom, men forsvandt lige så hurtigt igen, mener Francelina de Jesús.

»Vi var glade for hjælpen, men folkene var her kun i et par dage, så tog de videre. Det var slet ikke nok, « siger hun.

Håb om en rigtig læge

Skulle Chinde-distriktet igen blive ramt af nye oversvømmelser, ser det sløjt ud. Men den assisterende guvernør kender alt til de nye advarselssystemer, som Mozambiques Røde Kors har etableret i flere udsatte byer med henblik på at advare mod kritisk vejr.

Også sundheden presser Chinde. Hospitalet er det eneste fungerende i distriktet. Der er 26 senge til de 129.000 mennesker, for hvilke transporten til Chinde er en umulighed for de fleste. Hospitalet har ingen læge, men tre sygeplejersker og en "técnico", som er det nærmeste, Chinde kommer en uddannet læge.

»Vi vil gerne have en rigtig én,« siger Francelina de Jesús.

Mens vi venter på, at Francelinas veninde Doña Isabel skal forberede en frokost af kylling og ris, kommer fuldmægtig Anselmo Ramalho forbi med kommunens seneste årsrapport, nedfældet på nusset papir med maskinskrift. Det er byens eneste eksemplar. Rapporten konstaterer blandt andet, at kun én ud af fem møller i distriktet fungerer.

»Vi mangler penge til en mølle, så vi kan få malet vores maniok, kassava og majs,« siger Anselmo og spørger, om jeg ikke kan forhøre mig i Danmark om mulighederne for at få et projekt sat i værk.

På helt absurd vis har rapporten også et punkt, der hedder turisme. Så er der måske alligevel håb?

»Vi har fine strande, men ingen besøgende og ingen midler til at udvikle noget som helst, der kan give overskud,« beklager Anselmo.

Fuldmægtigen har mere ret, end han måske selv aner.

På kanten af Afrika er alting svært.

explorer@jp.dk

Undsluppet fra Mugabe
Chimoyo:

Gerhard Breytenbach er storleverandør af tobak til danskernes Prince og Prince White.

I løbet af sit første år på mozambisk jord har han produceret tobak til to millioner cigaretter, men har stadig ikke fået bygget sit eget stuehus.

For et år siden flygtede han som så mange andre hvide farmere fra den zimbabwiske præsident Robert Mugabes såkaldte frihedskæmpere og deres terror. Nu lever han med sin kone Elaine og sønnerne Christo og Andres på et interimistisk opbygget opholdssted, der bedst kan betegnes som en rodebunke omkring en campingvogn og et simpelt murværk med stuehus, soveværelse, opholdsstue og køkken i én stor pærevælling. Der er fri udsigt til markerne fra det, som skulle have været vinduer. Tagkonstruktionen af træ med stråtækning er såre afrikansk, men da murværket endnu ikke hæfter til, bliver alt vådt, når det regner.

Et fuglebur med papegøjen "Fifty" og billeder hist og pist føjer en privat og hjemlig følelse til stedet.

Høst flere gange pr. år

»Da vi kom hertil for et år siden, var her ikke andet end laden der,« siger Gerhard og peger over mod en hvid, faldefærdig bygning.

»Men vi har ikke haft tid til at bygge et ordentlig stuehus. Vi skulle jo have det hele op at stå først,« tilføjer Gerhard Breytenbach.

'Det hele' er stedets tilhørende 300 hektar jord fordelt på tre farme. Under fællesnavnet 3B driver Gerhard, Christo og Andres hver deres farm, og på markerne er absolut intet overladt til tilfældighederne. De pusler om dem som gartneren om sine bede på Frederiksborg Slot.

Tobakken er langt den vigtigste afgrøde, da Chimoyos fugtige sommer tørrer tobakken langsommere og skaber perfekte betingelser for produktion af light tobak med lavt nikotinindhold. Familien høster tre-fire gange på en sæson og supplerer op med sukkerbønner og majs resten af året.

Egnen omkring Chimoyo har de seneste to-tre år oplevet en mindre invasion af hvide farmere på flugt fra de elendige forhold i Zimbabwe. Tusinder er flygtet til især Canada, Australien og New Zealand. En mindre del har valgt Malawi, Botswana og Zambia, mens 130-150 af slagsen har slået sig ned og grundlagt nye, højproduktive farme fra bunden i Mozambique.

Lighed med de lokale

Af samme grund har en afdeling af Mozambican Leaf Tobacco etableret sig i byen og agerer de facto bank for de nye farmere. Tobaksfabrikken låner ud til redskaber og opstart mod gældsafdragelse i eksportklar tobak. Den lokale guvernør støtter nybyggerne ved at lease dem jorden gratis og får på den måde højere skatter samt en stor del af regionens arbejdsløse i job. Samtidig opfordres de lokale bønder til at tage ved lære og forsøge sig på egen hånd. De lige vilkår skal forhindre social uro.

Flere og flere indser, at der er en givtig fremtid i det uudviklede Mozambique. »Det hele ligger derude og venter på at blive dyrket. Potentialet er enormt. Det er bare et spørgsmål om at gøre det,« siger Gerhard Breytenbach over en cola i den midlertidige opholdsstue.

Han har fået optimismen tilbage.

For et år siden lå hans liv i ruiner. De fire farme, som han havde ført videre i anden generation efter sin far, var kørt i sænk.

»Jeg var én af de første, der stoppede med at farme, fordi det ikke kunne betale sig. I tre år tjente jeg ikke en klink, og jeg måtte sælge ud af mine 300 kvæg for at overleve,« siger han.

90 dage til at rejse

Samtidig kørte Robert Mugabe landet direkte ind på en fatal katastrofekurs, der havde til hensigt at give de hvide farmeres jord tilbage til de indfødte. I dag ligger hovedparten af jordene uopdyrkede hen, og den tidligere storeksportør må nu importere korn for at brødføde sig selv.

En dag dumpede det berygtede paragraf 8 brev også ind ad døren hos Breytenbach. Det gav landmanden 90 dage til at stoppe al aktivitet på farmen.

»På det tidspunkt havde vi allerede besluttet os for at flytte. Vi pakkede vores møbler, men kunne ikke få lov til at medbringe dem. Rundt om hegnet stod op mod 100 af Mugabes Zanu PF-folk og råbte og skreg af os. De truede med at slå os ihjel og sagde, at de ville tage møblerne og brænde dem, hvis vi forsøgte at få dem med,« fortæller han.

Den fysiske og psykiske belejring fortsatte i tre uger og bragte familiefaderen ud på depressionens overdrev. Selv de 50 ansatte medarbejdere vendte sig til sidst imod ham. I dag står de fleste af dem uden arbejde.

»Først vil man bare selv slå ihjel i ren desperation. Når man er helt nede, bliver man magtesløs. På et tidspunkt accepterer man vilkårene og forsøger at komme videre og lave nye planer. Men det gør pokkers ondt at opgive alt det, min far byggede op,« siger Gerhard Breytenbach.

Skuffelse over Blair

Så brød familien op og måtte efterlade alle redskaber og udstyr, blandt andet tre traktorer. Med sig fik de kun en brøkdel af deres ejendele. I dag er en del af jorden ironisk nok overtaget af en hvid tysker, der er gift med en zimbabwisk kemiker. Det hele ligger uopdyrket hen. Kvinden har ødelagt vandingssystemerne og pumperne og dyrker kun en smule kål.

»De aner intet om landbrug. Zimbabwe er én stor katastrofe, og vi har kun set begyndelsen. Godt nok er der ikke slået lige så mange ihjel, men Mugabes metoder kan sagtens sammenlignes med det, Hitler gjorde mod jøderne. Og jeg er stadig rystet over, at Storbritannien og Tony Blair ikke greb ind, da de så, hvilken vej det hele gik. De er helvedes uduelige,« siger Gerhard Breytenbach.

Uduelighed dækker til gengæld ikke over pionerernes indsats i deres nye hjemland. Zimbabwerne har organiseret sig i et stærk fællesskab. De fleste mødes hver anden onsdag i sociale sammenhænge, og desuden opretter de skoler og organiserer ordentlig lægehjælp.

En dollar om dagen

Gerhard og Christo Breytenbach viser rundt på farmen.

Først ned til babytobaksplanterne, som snart skal udplantes på de klargjorte marker. Om et par måneder kan de høstes. En lille del af farmens 400-500 tilknyttede lokale arbejdere vander og tilskærer planterne. Det lugter langt væk af effektivitet.

»De tjener én US dollar om dagen. Når de har arbejdet i to måneder, kan de købe sig en cykel. Da vi kom for et år siden, havde tre-fire af dem en cykel. Nu er antallet oppe på 80. I Zimbabwe skal man arbejde et helt år for at få råd til det samme. Hvis man da har et job,« siger Gerhard Breytenbach. Han har månedlige lønudgifter på 9.000 - 12.000 dollars alt af afhængig af årstiden.

10 minutters kørsel fra opholdsstedet ligger tre store arbejdshaller, som familien som noget af det første fik bygget ved ankomsten. Her opbevares og tørres tobaksbladene i fire måneder, inden de er klar til eksport. De brune blade ligger i den ene store stak efter den anden. Tobaksdunsten er tung og heden trykkende i de uventilerede lokaler. Langt de fleste af de 170 arbejdere bærer hvide masker, mens de enten sorterer tobakken eller presser den sammen i store 70 kilos baller.

Tro på fremtiden

Det er Breytenbachs hellige hal. For kort tid siden havde han besøg fra danske House of Prince. De fire repræsentanter var begejstrede. Om kort tid køber Mozambican Leaf Tobacco hele høsten, som sendes videre til Danmark.

Gerhard Breytenbach frygter ikke for, at situationen fra Zimbabwe skal gentage sig i Mozambique. Han har kun det tunge mozambiske bureaukrati at kæmpe imod, og det bliver mindre besværligt dag for dag.

»Her er roligt og sikkert. Bare hårdt arbejde. Men det er her, jeg skal være resten af mit liv, og så tager mine sønner over,« siger han.

explorer@jp.dk

Vandgiganten
Cahora Bassa:

Midt i ingenting i det centrale Mozambique blandt den ene lerklinede jordhytte efter den anden ligger en dæmning, der kan få de fleste ingeniører til at savle. Og imponere selv den mest kritiske turist.

Nedkørslen i hårnålesving til Cahora Bassa-søens smaragdgrønne vand er forretten, og synet af Cahora Bassa-dæmningens 171 meter høje, massive betonfront udgør hovedretten.

Man kan spadsere en tur på kanten og spejde ned langs den historiske Zambezi-flod som mellemmåltid. Desserten er en tur ad den skiltede landevej, som bortsprængt klippevæg har gjort plads til ned mod dæmningens hjerte. I turbinehallen åbner sig et James Bond-landskab med fem turbiner, arbejdere med farvestrålende sikkerhedshjelme og et kontrolrum med et hav af dippedutter.

Der står man så med vand på begge sider og måber over menneskets skaberevne. Men kun en kort stund. Dæmningens historie og uudnyttede potentiale maner til eftertanke.

Officielt er Cahora Bassa verdens femtestørste af slagsen.

»Men hvis man måler på elproduktionen, glider vi et godt stykke ud af top 10,« siger dæmningens informationsmedarbejder Jorge Mantinoss.

Også på andre områder er der ridser i den officielle lak. En strid om elpriser og ejerforhold fortæller historien om, at Portugal ikke har sluppet sit greb om den gamle koloni.

Selv om Portugal overlod Mozambique til selvstændighed i 1975 og underskrev en protokol om at overgive dæmningen 100 procent til det ny, afrikanske land, ejer den portugisiske stat stadig 82 procent af aktierne hos driftsherren HCB (Hidroeléctrica Cahora-Bassa). Den mozambiquiske stat ejer resten. Hårdknuden skyldes en kæmpegæld på anslået to milliarder dollars (over 13 mia. kr.), som portugiserne aldrig har fået tilbagebetalt.

17 års borgerkrig

Gælden blev tilsyneladende oparbejdet under Mozambiques 17 år lange borgerkrig. Her saboterede kampe mellem Renamo- og Frelimo-styrker de elmaster, som skulle forsyne dæmningens største kunde, Sydafrika, med strøm. Samtlige 17 år lå Cahora Bassa så godt som ubenyttet hen. Kun de to nærmeste større byer fik gavn af produktionen.

Misbruget har kostet portugiserne dyrt i vedligehold, og den portugisiske stat venter stadig på at få de tabte driftsomkostninger hjem igen. Først da vil Mozambique stå som eneejer.

HCB og Portugal kan dog enes om én ting: At skyde skylden for gældsmiseren på det sydafrikanske elselskab Eskom, som kun vil give en trediedel af den pris, som HCB mener er retfærdig. I lang tid truede Portugal med at hive Eskom i retten. Sydafrikanerne gav sig en smule på pengepungen, og truslen blev trukket tilbage i håbet om at forøge chancerne for at genforhandle en bedre kontrakt.

Det er aldrig sket, og for nuværende er der ingen ny kontrakt på vej. De seneste forhandlinger brød sammen, og parterne har lagt hinanden på is. Det fik HCB-bestyrelsens formand Carlos Veiga Anjos til at udbryde: »Det er komplet meningsløst, at Portugal og Mozambique understøtter Sydafrika, men det er, hvad der sker, fordi den nuværende pris er komplet urealistisk.«

Optimal produktion

De seneste par år har dæmningen ellers nærmet sig optimale produktionsforhold.

»Med undtagelse af perioder med oversvømmelser i 2000-2001, da flere elmaster blev ødelagt, har dæmningen produceret 95 procent af sit maksimum på 2075 megawatt siden 1999. Så det går den rigtige vej,« siger Jorge Mantinoss. Dog summer elledningerne hverken i dag eller resten af ugen. Dæmningen gennemgår et større renovationsarbejde og producerer derfor kun strøm til eget forbrug.

Således er historien om portugisernes mesterværk kort fortalt en historie om lutter spild af energi.

Jorge Mantinoss har en anden opfattelse.

»Vi laver den mest miljøvenlige form for energi, og mon ikke Sydafrika snart rykker sig i spørgsmålet om elpriser? Desuden vil vi være klar til den dag, Mozambique udvikler en industri, som fordrer en større elforsyning,« siger informationsmedarbejderen.

Eksport til spotpris

Den dag ligger langt ude i fremtiden. I dag går blot tre procent af dæmningens samlede forsyning til Mozambique. Cahora Bassa ville sagtens kunne dække hele Mozambiques strømforbrug, men verdens trediefattigste land er slet ikke gearet til at udnytte blot en brøkdel af dæmningens potentiale. Resten af strømmen eksporteres til Sydafrika, Zimbabwe og Namibia til spotpriser på et marked, som i forvejen er overforsynet.

Og på hovedvejen fra Tete til Songo ved dæmningen fremstår endnu et af dæmningens mange paradokser. Her ligger landsby på landsby under de store elmaster, som fører ledningerne sydpå. De har ingen strøm. Mozambiques elselskab EDM har aldrig sat sin fod her.

explorer@jp.dk

Åben linie til ånderne
Puta/Chiengi

Mørket i den primitive lerklinede hytte er tæt og køligt. Gemt væk fra den stærke formiddagssol sidder Putas fremmeste "traditional healer" og medicinmand, Joseph Kalunga.

Vi har fået lov til at besøge ham mod overdragelse af en lille plasticpose med dagligdags varer til personligt forbrug. Men også ånderne skal have en symbolsk gestus. De tager kun imod kontanter. 2500 kwacha, ca. 3 kroner, stiller åbenbart de usynlige magter tilfreds.

»Jeg stoppede i skolen i femte klasse. Da jeg blev lidt ældre, begyndte onde ånder at plage mig, og jeg var tæt på at blive skør. Så kom jeg til en medicinmand, som rensede mig. Bagefter blev jeg selv medicinmand«, opsummerer Joseph Kalunga. Han kan ikke sin alder i hovedet, men når frem til at være født i 1956.

Især onde ånder fra Kafunga og Kilimanjaro var efter ham. Når Joseph Kalunga tog ud for at fiske, kunne de finde på at smide ham i vandet. Nu har han bemægtiget sig plageånderne, som hjælper ham til at hjælpe andre. Patienterne kommer forbi, og ånderne fortæller ham, hvilken sygdom de har. I går havde han tre patienter. De krævede behandling for en betændt mavesæk, brystsmerter fra astma og kraftig hovedpine.

De kan det hele

I Zambia spiller traditionel medicin en vigtig rolle i forhold til sundhed. I modsætning til konventionelle læger er der medicinmænd i enhver landsby. De er gode til at modtage deres patienter og vejleder kyndigt. Desuden er de ikke lige så bureaukratiske i deres omgang med diagnoser som andre læger. Men vigtigst af alt, så er de der.

Blandt de traditionelle healere findes urtespecialister, spiritister, fødselshjælpere og mænd, der kan sætte knogler på plads. Den lokale organisation Kara Trust har undersøgt antallet i Zambia og anslår, at "Traditional Health Practitioners Association of Zambia" tæller omkring 40.000 medlemmer. Dertil kommer alle de uorganiserede medicinmænd. Det skal holdes op mod ca. 850 konventionelle læger, 4.000 sygeplejersker og 4.000 klinikassistenter og sygehjælpere. Medicinmændenes organisation har de seneste år forsøgt at etablere en dialog med de konventionelle læger. Men i realiteten tilhører de stadig to forskellige verdener.

Joseph Kalunga sidder på 11. år som distriktschef for sit område med 360 medicinmænd. Han er en respekteret og erfaren herre. Som chef består hans fornemste opgave i at rydde ud blandt brodne kar i medlemsskaren. Især er det ilde set, hvis en medicinmand tager en kvindelig patient til kone eller krænker hende seksuelt.

»Det er sket et par gange, og så straffer vi dem. Deres licens ryger«, siger medicinmanden.

Hans menukort er endeløst. Alle almindelige småsygdommen klarer Joseph Kalunga. Epilepsi, skøre mennesker, mennesker ramt af lyn og plaget af onde ånder kureres. Han finder gerningsmanden bag en forgiftning. Han undersøger, hvorfor en person er død, og udpeger den, der er årsag til dødsfaldet. På baggrund af anklagen risikerer den udpegede at blive straffet. Han kan finde forsvundne eller stjålne ting, behandle ufrugtbare kvinder og naturligvis impotens, fortæller Kalunga, mens alle de lokale tilhørere i og uden for hytten flækker af grin.

Billigere end lægerKalunga finder en lille stump mintduftende bark frem og siger, at netop denne ingrediens er den vigtigste, når impotens skal kureres. Resten af ingredienserne i urteblandingen er hemmelig. En behandling varer en måned og koster et kassava mini meal, en flaske madolie, én kylling og dertil 250.000 kwacha. (godt 300. kr.)

Prisen er høj efter lokal standard, men alligevel en del af forklaring på medicinmændenes succes. De er nemlig meget billigere end de traditionelle læger. Her ville en behandling for tuberkulose koste omkring 75 US dollars. En lokal medicinmand ville typisk tage 5 US dollars for en kur.

Joseph Kalunga fortæller på lokalsproget bemba, og en lokal engelskkyndig oversætter og misser helt sikkert en del af medicinmandens forklaringer. På hovedet bærer doktoren en hovedprydning, som bruges til arbejdet. De mange fjer refererer til tidligere medicinmænd og perlerne fungerer som en telefon. Den lille klump af røde perler er særlig nyttig.

»Når folk planlægger at slå mig ihjel eller forhekse mig, får jeg besked. Og det sker tit. For eksempel, hvis en troldmand bliver misundelig på mig. Så kan telefonen fortælle mig, hvilken retning jeg skal gå for at undgå dem«, siger Joseph Kalunga. Med til medicinmandens udstyr hører også sirligt udskårne trædukker, der er med til at fremmane ånderne. En såkaldt fetisch. Et ituslået spejl fungerer som screener, der stiller diagnoserne.

Han tager spejlet frem og stiller det på skrå, mens en fiktiv patient holder om det kors, som medicinmanden har hængende om halsen i en halskæde. Således projekteres klientens sygdom via korset til spejlet. Screeneren afslører, hvad der er galt.

Den usynlige mand

Putas fremmeste medicinmand er ikke hvem som helst. Han har to koner og ni børn, heraf syv piger. Han tjener godt og har flere gange behandlet den lokale høvding, Senior Chief Puta, som ser meget syg ud. Ingen vil fortælle, hvad høvdingen i virkeligheden fejler. Joseph Kalunga siger, at han kun har behandlet ham for hoste og et dårligt knæ.

Vores lokale guide, Lameck Simwanza, fortæller, at han givetvis også var involveret i en historie, som for kun få måneder siden ryddede alle forsider i zambiske aviser og var tophistorie på TV.

Zambias tidligere finansminister Katele Kalumba blev fyret fra sin post og anklaget for korruption. Kalumba er fra egnen omkring Chiengi og flygtede dertil. Regeringen sendte politiet efter ham, så han kunne blive arresteret og straffet for sine økonomisk fiflerier.

I lang tid kunne ingen finde ham, og rygterne svirrede. Selv da politiet kom til Chiengi, legede Kalumba kispus med dem. Ordet gik, at den tidligere finansminister kunne stå lige ved siden af politifolk uden at blive opdaget. Nogle sagde, at en lokal medicinmand gjorde ham i stand til at være usynlig.

Ifølge flere avisers beretninger førte et lokal tip til hans arrestation efter flere måneders jagt. På sig havde Katele Kalumba sin bærbare computer og en lang række af de medier, der bruges til at komme i kontakt med ånderne. Der var perler, urter og rødder. Kalumba skulle efter sigende havde forsøgt at opnå åndernes beskyttelse ved at kombinere perlerne med computeren, deraf udtrykket bush computer.

Vores guide Lameck Simwanza refererer historien og har netop fået bekræftet, at én af byens fem-seks medicinmænd var med til at gemme den tidligere finansminister. Men ingen vil sige mere om den sag. Det er hemmeligt. Da jeg spørger Joseph Kalunga direkte, siger han intet, men smiler bare.

Problemet AIDS

I stedet går snakken på kønssygdomme, som heksedoktoren også har styr på. Med undtagelse af HIV/AIDS, siger han efter længere tids diskussion på bemba mellem ham og oversætteren.

»Nej, jeg kan ikke kurere den sygdom«, siger han, men føler sig overbevist om at kunne spotte sygdommen ved at undersøge, hvordan håret på klienten ser ud, om der er udvækster på kroppen eller om den syge lider af kronisk diarré.

»Men hvis jeg kan se, at det er AIDS, siger jeg ikke noget til den syge. Jeg råder ham til at spise afbalanceret, ikke bekymre sig og undgå overgreb på børn«, siger medicinmanden. Som forklaring på, hvorfor han ikke giver patienten ren besked, siger han:

»Hvis man bekymrer sig for meget, begår man bare selvmord«.

I Zambia er diagnosen HIV/AIDS det værste, der kan overgå et menneske. Man bliver brændemærket og risikerer udstødelse fra sin egen familie. Sygdommen figurerer næsten aldrig som dødsårsag. I stedet dør man officielt af følgesygdomme som for eksempel tuberkulose.

Joseph Kalunga er ikke den eneste heksedoktor i Zambia med denne holdning til behandling af Zambias og det sydlige Afrikas værste epidemi.

Undersøgelsen fra Kar

Galathea 3

Da Galathea 3-ekspeditionen 25. april 2007 lagde til kaj ved Langelinie i København, sluttede alle tiders eventyr. Forskerne på ekspeditionsskibet bragte prøver, data og ny viden med hjem. Nu ligger de første resultater klar.
Læs mere om Galathea 3-ekspeditionen

Videnbanken

Videnbanken er indgangen til Morgenavisen Jyllands-Postens verden af viden. Her er samlet tusindvis af artikler, fotos, grafikker, undervisningsforløb, digitale kort og meget andet.
Søg i videnbanken

Projektrum

Et projektrum på viden.jp.dk giver dig mulighed for at lave dit eget udvalg af dokumenter fra portalen. Du kan også lave links til andre sites og uploade filer, som du gerne vil dele med andre.
Læs mere om projektrum

Undervisning

I en række temaer sættes fokus på aktuelle emner fra globalisering og klimaændringer til AIDS og truede dyr. Temaerne omfatter baggrundsartikler, temaer, fakta og undervisningsforløb med lærervejledninger og konkrete opgaver.
Gå til JPs undervisningstemaer

Multimedie

I multimedierummet finder du billedserier, videoer og multimediepræsentationer fra blandt andet Galathea 3-ekspeditionen.
Gå på opdagelse i multimedierummet

Mediarium

Besøg Jyllands-Postens Mediarium i Århus eller København og bliv journalist for en dag. Det er sjovt - men det giver også stof til eftertanke.
Læs mere om JPs Mediarium

Quiz og spil

Find et land i Afrika, tag Jorden rundt med Galathea, eller test din paratviden. Her finder du Jyllands-Postens videnspil, hvor du kan prøve dig selv eller udfordre en ven.
Test din viden her