Sitemap | Avanceret søgning |

Et eventyrligt liv

JP Explorer har de seneste tre uger fulgt i fodsporet af den ukendte danske opdagelsesrejsende Johan Støckel, som rejste hjem tværs over Afrika for små 100 år siden.

Af VIGGO LEPOUTRE RAVN og MIK ESKESTAD (foto)
Publiceret 28-09-2003

Tilbage i Danmark anlagde han sag mod sin arbejdsgiver i Congo og slog sig senere ned som direktør for Tøjhusmuseet i København.

For 99 år siden - den 6.juni 1904 - forlod den bornholmske officer ved navn Johan Støckel Chinde ved det Indiske Ocean. Mange oplevelser rigere, men sikkert også bitter og ærgerlig.

Forud var gået et helt års eventyr med store oplevelser og skuffelser. Johan Støckel havde en toårig kontraktansættelse som "explorateur" i Katangaselskabet under den belgiske kong Leopold II, som på det tidspunkt ejede Congo og drev kolonien som sin private forretning. Ved sin ansættelse var danskeren blevet lovet udstyr, våben og telte, så snart han kom frem til Lusambo midt i Congo.


Et eventyrligt liv (1)
To nysgerrige drenge ved optagelser til TV-serien "Tukuferanji" (hvorfor dør vi?), der handler om HIV/AIDS.

Men da Johan Støckel nåede destinationen, fandt han ingenting. Han oplevede, at både skandinaverne på stedet og de indfødte blev behandlet dårligt, og det forargede ham. Han luftede sin kritik, men den blev mødt med hånlatter.

Et brev, som Støckel havde skrevet til sin kone om alle sine oplevelser, kom i hænderne på en journalist på "Nationaltidende" i Danmark. På dette tidspunkt haglede kritikken allerede ned over ledelsen af Congo, og brevets offentliggørelse faldt senere tilbage på Støckel som en boomerang.

Da han efter flere ugers sygdom ankom til Möero-søen i det sydøstlige Congo, båret i en hængekøje, lød opgaven som frygtet på indsamling af gummi. Johan Støckel fandt arbejdsbetingelserne aldeles uacceptable og drog på sin sidste officielle opgave for arbejdsgiveren til hovedsædet Lukonzolwa i spidsen for et kontingent rekrutter. Samtidig påregnede han at diskutere sin ansættelse med ledelsen.

Opsagde kontrakten

Så vidt nåede han aldrig. I stedet blev han overfuset af en ung belgisk officer, som anklagede Støckel for at være ophavsmand til en kritisk artikel om selskabets arbejdsmetoder i Congo. Bornholmeren nægtede at stå til regnskab for en yngre kommandant og opsagde sin kontrakt på stedet. Han fik anvist billetter til rejsen samme vej, som han var kommet.

Men dårligt helbred og frygten for repressalier fra belgierne på grund af sin kritik fik ham til at tage beslutningen om at rejse hjem via den afrikanske østkyst.

Først den 10. april 1904 fik Støckel samlet en gruppe af bærere til sin hjemrejse, som gik fra Moërosøen via Tangyanikasøen sydspids til Karonga i det nuværende nordlige Malawi. Efter to ugers pause her sejlede han ned ad Nyassasøen med dampskib og fortsatte videre af Shire og Zambezi floderne til Chinde ved det Indiske Ocean.

JP Explorer stødte til Johan Støckels rejserute ved den nuværen Lake Mweru på grænsen mellem Congo og Zambia, hvor centrale elementer i de indfødtes hverdag kun har ændret sig ganske lidt i løbet af de seneste 100 år.

Høvdingen regerer

Her regerer den lokale høvding stadig så godt som uafhængigt af den centrale regering, som først er kommet til langt senere. Sundhedssystemet og retssystemet er underudviklet, hvilket giver de lokale heksedoktorer patent på behandling af alt fra ufrugtbare kvinder og impotens til hoste, dårlige knæ og HIV/AIDS. Samtidig har den lokale høvding som øverste juridiske myndighed næsten enevældig magt i forhold til sine undersåtter.

Også fødevaresituationen er kritisk. Ved Mwerusøen er fisk dagens orden, fordi landbruget er underudviklet som i resten af det nordlige Zambia. Her finder man kun selvforsynende bønder trods udmærkede jord- og vandingsforhold. Mekanisering og industrialisering, som det kendes fra den vestlige verden, eksisterer ikke, selvom infrastrukturen har udviklet sig til det bedre.

Men statistikkerne er stadig horribel læsning: Forventet levetid anslås til under 40 år. Vidtrækkende fattigdom og sygdom er virkeligheden i denne del af Afrika.

Det samme gælder for store dele af Malawi og Mozambique. Indtil for kun få år siden var Malawi en nation på vej frem både politisk og industrielt. På det seneste har naturkatastrofer og korruption sammenblandet med ringe adgang til vand, sanitet og sundhed igen vendt bøtten den forkerte vej. Lyspunkterne er få. Trænger man til at peppe negativismen op, skal man blot vandre en tur ned gennem et af Blantyres stinkende slumkvarterer.

I Mozambique får man også følelsen af, at tiden har stået stille siden århundredeskiftet, selv om statistikkerne melder om økonomisk vækst.

»Men økonomisk vækst tæller ikke meget, når den er begyndt ved det absolutte nulpunkt,« som en mozambiquer udtrykte det på vores tur.

Mozambique har et af verdens mest elendige uddannelsessystemer og virker stadig mærket af sårene efter den mere end 15 år lange borgerkrig.


Et eventyrligt liv (2)
JP explorers Nissan Terrano i uvejsomt terræn nær Chimoyo i Mozambique

Den isolerede landsby Chinde ved det Indiske Ocean er et eksempel på, at det mange steder står værre til end for 100 år siden. Landsbyen er totalt nedslidt, sundhedsforholdene er elendige, og uddannelsesmulighederne er marginale og zonen er konstant truet af naturens luner. Omkring århundredeskiftet var Chinde en slagkraftig og rig havneby ved indsejlingen til Zambezi. I dag kan man sætte spørgsmålstegn ved, om mennesker burde bo dér.

Men det gør de. Lige som de gør det i mange tilsvarende afrikanske landsbyer, som i vestlig optik ikke er en tilværelse værdig.

Flere eventyr i vente

Johan Støckel fortsatte rejsen tidligt om morgenen den 6.juni 1904. Via det Indiske Ocean tog den tyske damper S/S "König" ham nordpå forbi Zanzibar, gennem Suez kanalen, Gibraltarstrædet og op langs Europas vestkyst. Den 8.juli steg han i land i Hamborg.

Alle tiders eventyr var slut, men flere skulle følge.

Johan Støckel mente selv, at han var den første dansker til at krydse Afrika fra vest til øst. Det var han ikke, men han var med garanti den første bornholmer.

Den danske officer havde haft hele sejlturen hjem til at tænke over, hvordan han skulle kræve kompensation for den behandling, han var udsat for i Congo. Otte for ham karakteristisk minutiøse og detaljerede sider landede sammen med 25 bilag hos udenrigsministeriet som redegørelse for sagsforløbet.

Han krævede et tilgodehavende udbetalt fra Comité Special du Katanga på 16.327 frs. 73 ct.

Komitéen afviste Støckels krav, men tilbød ham et forlig med 5.600 frs. med fradrag af forskuddet på 1336,10 frs. Med til tilbuddet hørte et krav om underskrivelse af et dokument, som sikrede komitéen mod yderligere krav eller anden offentlig kritik af selskabet. Hvis Støckel ikke accepterede tilbuddet, var der kun domstolene tilbage.

Og domstolen blev det. Støckel tabte den langtrukne sag. Den stædige danske officers protester over for Congostatens rå behandling af de indfødte blev tiet ihjel. Han blev beskyldt for at være uligevægtig og syg. Gode venner, heriblandt oberstløjtnant H. Jenssen-Tusch, som med stor hjælp fra Johan Støckel skrev det store værk "Skandinaver i Congo" fra 1902-05, rådede ham til at glemme sagen. Først i 1908 måtte Kong Leopold give efter for omverdenens kritik og overlade Congostaten til den belgiske stat.

Støckel til Sibirien

Senere blev Johan Støckel udstationeret i Sibirien under den russisk-japanske krig, udsendt af den russiske kejserinde Maria Fjodorovna.

Hjemvendt til Danmark efter sin tredje store udlandsrejse påbegyndte han sit livs opgave som tilsynsfører ved "Den historiske Vaabensamling," som i 1928 blev omdøbt til "Tøjhusmuseet."

Bornholms Museum bad om at få hans store og møjsommeligt indsamlede kollektion af afrikansk etnografika til udstilling. Johan Støckel svarede:

»Kjöbenhavn 12-12-04. Hr. J.A. Jørgensen. Jeg saa i sin Tid med Undren, at en Del Vaaben fra Kongo og et stort Fotografi af Lt. Jespersen havde faaet Plads paa "Bornholms Museum," hvor efter min Mening ingen af Delene hörer hjemme. Saa længe jeg lever, bliver min Samling hos mig, for hvem den har personlig Interesse. Efter min Död vil den rettest höre hjemme paa etnografisk Museum, da den ikke blot bestaar af nogle smukke Spyd, Knive eller Pi

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Hvis du vil vide mere