Sitemap | Avanceret søgning |

Undsluppet fra Mugabe

Fordrevne hvide farmere fra Robert Mugabes rædselsregime i Zimbabwe har fundet nye græsgange i Mozambique. Hvad de mistede, bygger de nu op igen fra bunden med stor succes.

Af VIGGO LEPOUTRE RAVN og MIK ESKESTAD (foto)
Publiceret 24-09-2003

Chimoyo:

Gerhard Breytenbach er storleverandør af tobak til danskernes Prince og Prince White.

I løbet af sit første år på mozambisk jord har han produceret tobak til to millioner cigaretter, men har stadig ikke fået bygget sit eget stuehus.

For et år siden flygtede han som så mange andre hvide farmere fra den zimbabwiske præsident Robert Mugabes såkaldte frihedskæmpere og deres terror. Nu lever han med sin kone Elaine og sønnerne Christo og Andres på et interimistisk opbygget opholdssted, der bedst kan betegnes som en rodebunke omkring en campingvogn og et simpelt murværk med stuehus, soveværelse, opholdsstue og køkken i én stor pærevælling. Der er fri udsigt til markerne fra det, som skulle have været vinduer. Tagkonstruktionen af træ med stråtækning er såre afrikansk, men da murværket endnu ikke hæfter til, bliver alt vådt, når det regner.

Et fuglebur med papegøjen "Fifty" og billeder hist og pist føjer en privat og hjemlig følelse til stedet.


Undsluppet fra Mugabe (1)
Gerhard Breytenbach med sønnen Christo på familiens nye jorder med tobaksplanter.
Foto: Mik Eskestad

Høst flere gange pr. år

»Da vi kom hertil for et år siden, var her ikke andet end laden der,« siger Gerhard og peger over mod en hvid, faldefærdig bygning.

»Men vi har ikke haft tid til at bygge et ordentlig stuehus. Vi skulle jo have det hele op at stå først,« tilføjer Gerhard Breytenbach.

'Det hele' er stedets tilhørende 300 hektar jord fordelt på tre farme. Under fællesnavnet 3B driver Gerhard, Christo og Andres hver deres farm, og på markerne er absolut intet overladt til tilfældighederne. De pusler om dem som gartneren om sine bede på Frederiksborg Slot.

Tobakken er langt den vigtigste afgrøde, da Chimoyos fugtige sommer tørrer tobakken langsommere og skaber perfekte betingelser for produktion af light tobak med lavt nikotinindhold. Familien høster tre-fire gange på en sæson og supplerer op med sukkerbønner og majs resten af året.

Egnen omkring Chimoyo har de seneste to-tre år oplevet en mindre invasion af hvide farmere på flugt fra de elendige forhold i Zimbabwe. Tusinder er flygtet til især Canada, Australien og New Zealand. En mindre del har valgt Malawi, Botswana og Zambia, mens 130-150 af slagsen har slået sig ned og grundlagt nye, højproduktive farme fra bunden i Mozambique.

Lighed med de lokale

Af samme grund har en afdeling af Mozambican Leaf Tobacco etableret sig i byen og agerer de facto bank for de nye farmere. Tobaksfabrikken låner ud til redskaber og opstart mod gældsafdragelse i eksportklar tobak. Den lokale guvernør støtter nybyggerne ved at lease dem jorden gratis og får på den måde højere skatter samt en stor del af regionens arbejdsløse i job. Samtidig opfordres de lokale bønder til at tage ved lære og forsøge sig på egen hånd. De lige vilkår skal forhindre social uro.

Flere og flere indser, at der er en givtig fremtid i det uudviklede Mozambique. »Det hele ligger derude og venter på at blive dyrket. Potentialet er enormt. Det er bare et spørgsmål om at gøre det,« siger Gerhard Breytenbach over en cola i den midlertidige opholdsstue.

Han har fået optimismen tilbage.

For et år siden lå hans liv i ruiner. De fire farme, som han havde ført videre i anden generation efter sin far, var kørt i sænk.

»Jeg var én af de første, der stoppede med at farme, fordi det ikke kunne betale sig. I tre år tjente jeg ikke en klink, og jeg måtte sælge ud af mine 300 kvæg for at overleve,« siger han.

90 dage til at rejse

Samtidig kørte Robert Mugabe landet direkte ind på en fatal katastrofekurs, der havde til hensigt at give de hvide farmeres jord tilbage til de indfødte. I dag ligger hovedparten af jordene uopdyrkede hen, og den tidligere storeksportør må nu importere korn for at brødføde sig selv.

En dag dumpede det berygtede paragraf 8 brev også ind ad døren hos Breytenbach. Det gav landmanden 90 dage til at stoppe al aktivitet på farmen.

»På det tidspunkt havde vi allerede besluttet os for at flytte. Vi pakkede vores møbler, men kunne ikke få lov til at medbringe dem. Rundt om hegnet stod op mod 100 af Mugabes Zanu PF-folk og råbte og skreg af os. De truede med at slå os ihjel og sagde, at de ville tage møblerne og brænde dem, hvis vi forsøgte at få dem med,« fortæller han.

Den fysiske og psykiske belejring fortsatte i tre uger og bragte familiefaderen ud på depressionens overdrev. Selv de 50 ansatte medarbejdere vendte sig til sidst imod ham. I dag står de fleste af dem uden arbejde.

»Først vil man bare selv slå ihjel i ren desperation. Når man er helt nede, bliver man magtesløs. På et tidspunkt accepterer man vilkårene og forsøger at komme videre og lave nye planer. Men det gør pokkers ondt at opgive alt det, min far byggede op,« siger Gerhard Breytenbach.

Skuffelse over Blair

Så brød familien op og måtte efterlade alle redskaber og udstyr, blandt andet tre traktorer. Med sig fik de kun en brøkdel af deres ejendele. I dag er en del af jorden ironisk nok overtaget af en hvid tysker, der er gift med en zimbabwisk kemiker. Det hele ligger uopdyrket hen. Kvinden har ødelagt vandingssystemerne og pumperne og dyrker kun en smule kål.


Undsluppet fra Mugabe (2)
Landarbejdere i gang med tabakshøsten. Den ender som danske Prince-cigaretter.
Foto: Mik Eskestad

»De aner intet om landbrug. Zimbabwe er én stor katastrofe, og vi har kun set begyndelsen. Godt nok er der ikke slået lige så mange ihjel, men Mugabes metoder kan sagtens sammenlignes med det, Hitler gjorde mod jøderne. Og jeg er stadig rystet over, at Storbritannien og Tony Blair ikke greb ind, da de så, hvilken vej det hele gik. De er helvedes uduelige,« siger Gerhard Breytenbach.

Uduelighed dækker til gengæld ikke over pionerernes indsats i deres nye hjemland. Zimbabwerne har organiseret sig i et stærk fællesskab. De fleste mødes hver anden onsdag i sociale sammenhænge, og desuden opretter de skoler og organiserer ordentlig lægehjælp.

En dollar om dagen

Gerhard og Christo Breytenbach viser rundt på farmen.

Først ned til babytobaksplanterne, som snart skal udplantes på de klargjorte marker. Om et par måneder kan de høstes. En lille del af farmens 400-500 tilknyttede lokale arbejdere vander og tilskærer planterne. Det lugter langt væk af effektivitet.

»De tjener én US dollar om dagen. Når de har arbejdet i to måneder, kan de købe sig en cykel. Da vi kom for et år siden, havde tre-fire af dem en cykel. Nu er antallet oppe på 80. I Zimbabwe skal man arbejde et helt år for at få råd til det samme. Hvis man da har et job,« siger Gerhard Breytenbach. Han har månedlige lønudgifter på 9.000 - 12.000 dollars alt af afhængig af årstiden.

10 minutters kørsel fra opholdsstedet ligger tre store arbejdshaller, som familien som noget af det første fik bygget ved ankomsten. Her opbevares og tørres tobaksbladene i fire måneder, inden de er klar til eksport. De brune blade ligger i den ene store stak efter den anden. Tobaksdunsten er tung og heden trykkende i de uventilerede lokaler. Langt de fleste af de 170 arbejdere bærer hvide masker, mens de enten sorterer tobakken eller presser den sammen i store 70 kilos baller.

Tro på fremtiden

Det er Breytenbachs hellige hal. For kort tid siden havde han besøg fra danske House of Prince. De fire repræsentanter var begejstrede. Om kort tid køber Mozambican Leaf Tobacco hele høsten, som sendes videre til Danmark.

Gerhard Breytenbach frygter ikke for, at situationen fra Zimbabwe skal gentage sig i Mozambique. Han har kun det tunge mozambiske bureaukrati at kæmpe imod, og det bliver mindre besværligt dag for dag.

»Her er roligt og sikkert. Bare hårdt arbejde. Men det er her, jeg skal være resten af mit liv, og så tager mine sønner over,« siger han.

explorer@jp.dk

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Hvis du vil vide mere