Sitemap | Avanceret søgning |

Lejemorderen, der fortrød

For fire år siden fik Diouf Malawira som medlem af Young Democrats besked på at dræbe den regeringskritiske journalist Mabvuto Banda. I dag fortryder han sin militante fortid og advarer: Et nyt valg står for døren i Malawi og volden vil eskalere med hidtil uset styrke.

Af VIGGO LEPOUTRE RAVN
Publiceret 21-09-2003

Blantyre

Ordren kom direkte fra partitoppen.

Den var ikke til at misforstå.

Dræb denne mand, og du vil ikke komme til at mangle noget resten af dit liv.

Den nu 29-årige Diouf Malawira adlød. Det gjorde han altid, hvilket har efterladt flere lig i kølvandet på ham og hans "demokratiske venners" terror. Og to dybe ar i panden.

Diouf Malawira adlød, fordi han var i akut pengenød. Det har han altid været. Og er det stadig.

Ikke nok med, at han sjældent ved, hvor håndørene til det næste måltid til sig selv, sin kone og døtrene Prince og Spiwe kommer fra.

Samtidig skal han leve med paranoiaen og frygten for, at nogen er efter ham, selv om han efter eget udsagn har forladt Young Democrats. I dag er det ham, der risikerer at blive jagtet, fordi han ved for meget.

På vej ind på hotellet til interviewaftalen kigger han sig konstant over skulderen.

»NIB har fået øje på mig,« siger han. NIB er Malawis efterretningsvæsen; National Intelligence Bureau.

For fire år siden, da Diouf Malawira fik et foto stukket i hånden med billedet af en mand, var rollerne omvendt. Han skulle på jagt og dræbe sit bytte.

Den dag betragtede han motivet grundigt. Det var en krøllet fyr med et fyldigt ansigt. Journalist af profession. Navn: Mabvuto Banda.

Diouf indledte jagten. Tjekkede rutiner, forhørte sig , undersøge alle kanaler. I første forsøg brasede han direkte ind på den dødsdømtes arbejdsplads, men journalisten var ikke på kontoret og vagtpersonalet fik smidt ham - lejemorderen - ud.

Siden fulgte et halvt til et helt års jagt i mere eller mindre intensiv form. Journalisten viste sig at være for snu. Valgkampens kritiske fase var allerede sat ind. De artikler, han skrev for avisen National Agenda, vakte harme i regeringspartiet. Han kendte sin dødsdom og gemte sig grundigt ved at skifte hus op til fire gange om måneden.

»Heldigvis holdt nogle politifolk og politikere hånden over mig. Ellers havde jeg været død nu. Min kone er også journalist. Det var en frygtelig periode,« siger han.

Dioufs folk fra Young Democrats gav tilfældige naboer bank, fordi de ikke havde oplysninger om journalisten. Naboerne vidste som regel aldrig, at de boede ved siden af en jaget person.

Avisen blev forbudt

Attentatet lod vente på sig. I stedet chikanerede rødderne fra Young Democrats avissælgerne og raserede National Agendas kontorer flere gange. Det endte med, at regeringen forbød avisen uden retssag. Den var blevet for kritisk.

Efter valget fik Mabvuto Banda arbejde på en anden regeringskritisk avis, Daily Times. Én bestemt mand opsøgte ham gentagne gange. Efterhånden fandt Banda ud af, hvem han var.

Deres første egentlig møde blev arrangeret ved lågen til journalistens arbejdsplads overvåget af tre sikkerhedsvagter. Manden med to markerede ar i panden kom gående op mod porten. For første gang hilste lejemorderen og den dødsdømte på hinanden.

Diouf Malawira er født i Blantyres slum og gik tidligt ud af skolen. Hans forhold til Young Democrats begyndte i de tidligere 1990'ere, da diktator Dr. Hastings Bandas jernstyre fik modstandsfølelsen op i den malawiske befolkning. Organisationen blev grundlagt, da højtstående partimedlemmer fra United Democratic Front i begyndelsen af 1990'erne sagde, at de unge også skulle spille en rolle i omstyrtelsen af diktatoren og indførelsen af demokrati. De blev lovet jobs og penge, hvis UDF kom til magten. Det skete i 1994 med Bakili Muluzi som præsident.

»Ingen af løfterne er overholdt,« fortæller Diouf Malawira, der var placeret lige under toppen i organisationens interne hierarki. Op til det efterfølgende valg fik de ironisk nok besked på at chikanere oppositionen. Formålet var at så frygt hos alle, der ikke makkede ret. Betalingen for en nats ofte bloddryppende voldsorgie lå typisk på 10.000 kwacha. (ca. 700 kr.) Nogle af pengene faldt inden, så gerningsmændene kunne drikke sig mod til.

Til tider distancerede Young Democrats' ledelse sig fra partitoppen i utilfredshed med behandlingen og kom i perioder til at fungere som en autonom undergrundsmafia uden for moderpartiets rækkevidde. De blev selvstyrende, og det var farligt for partitoppen.

For nogle år tilbage forsvandt to Young Democrats ledere af samme grund under mystiske omstændigheder, ligesom retsagens sagsakter forduftede. Så sent som ved sidste års SADEC topmøde ved poolen på Hotel Mount Soche i Blantyre, hvor Diouf og Mabvuto fortæller deres historie, slog en Young Democrat én af sine egne partiministre i gulvet.

I ren og skær utilfredshed.

Men når valget nærmer sig, lokkes der igen med kontanter for handling, og så vil medlemsskaren stige kraftig fra de nuværende 40 til over 100, spår Diouf Malawira.

Mange terrormetoder

Young Democrats arbejder med mange terrormetoder. For eksempel at skræmme vælgerne til at afstå fra at stemme på de forkerte. Eller at klæde sig i oppositionspartiet Malawian Congress Partys (MCP) T-shirts og infiltrere deres møder for så at fremprovokere blodige masseslagsmål og ødelægge inventaret med deres lange Panga-knive.

Dem har Diouf 22 af derhjemme.

Andre gange angriber de oppositionsmedlemmer direkte. Chikanerer deres familier. Smadrer deres biler. Sådan fik Diouf sit første ar.

Enkelte gange er det gået helt galt.

Som under et politisk møde i MCP's hovedby Lilongwe op til sidste valg i 1999. Det kom til et masseslagsmål med knive. Her fik Diouf det andet ar. To unge MCP'ere døde senere af deres kvæstelser på hospitalet.

Hvem slog dem ihjel?

»Det gjorde Young Democrats.«

Var du med til det?

Diouf Malawira tøver og bøjer af med et klassik forsvarssmil.

»Jeg var en del af det.«

Han kan ikke forklare sine handlinger, selv om jeg stiller spørgsmålet flere gange.

»Jeg havde ingen penge. Jeg var fattig. De betalte mig, så jeg kunne leve,« siger han. Svaret er en smule lettere at forstå, når man ved, hvor fattigt Malawi er.

Fortryder du dine handlinger?

»Ja.«

I dag siger han, at han har meldt sig helt ud af Young Democrats.

»Jeg blev presset af mine forældre og havde dårlig samvittighed. Samtidig var mit liv i fare, fordi de andre kunne se, at jeg var ved at trække mig. De frygtede, hvad jeg kunne finde på at gøre med min viden om dem,« siger han.

Først nægtede Mabvuto Banda at tro på Dioufs forklaring.

»Diouf sagde, at han fortrød og havde meldt sig ud. Jeg troede ikke på ham, men fik det bekræftet mange steder. Jeg overbeviste ham om, at vi ikke kan have det samme parti ved roret i 20-30 år igen ligesom under Hastings Banda. Han kunne se, at jeg skrev sandheden og fæstede sin lid til mig. Siden udviklede det sig til et tillidsforhold,« siger Mabvuto Banda.

Jeg stoler på ham

Dog kender Diouf hverken Mabvutos adresse eller telefonnummer. De mødes altid ad hoc. Journalisten får inside information fra sin informant, som til gengæld henter lidt kontanter i ny og næ til at forsørge sig selv, konen, Prince og Spiwe. Og måske til en uddannelse på teknisk skole, så Diouf kan blive bilmekaniker. Hans største drøm.


Lejemorderen, der fortrød (2)
Når to mænd i Malawi går med hinanden i hånden, eller nærmere lillefingeren, er det for at signalere, at de diskuterer vigtige ting og ikke vil forstyrres. Diouf Malawiri (til venstre) og Mabuto Banda er gået fra at være dødsfjender til gode venner og har meget at snakke om.
Foto: Mik Eskestad

»Jeg stoler 100 procent på ham,« siger Mabvuto Banda, der netop har sagt sit job på Daily Times op for to måneder siden, fordi ejeren, Malawis vicepræsident Dr. Cassim Chilumbhu, boykottede alle hans artikler.

»Nu tror præsidenten, at oppositionen har hyret mig til at skrive kritisk om regeringen. Men det passer ikke. Jeg har været i hjemmet i to måneder og lavet næsten ingenting,« siger Mabvuto. Situationen giver ham igen grund til at frygte for sit liv.

Vennerne er rystende enige om, at den kommende valgkamp vil blive præget af mere vold og terror end nogensinde før. Præsident Bakili Muluzi har for nylig mødt Young Democrats hemmeligt, påstår Mabvuto Banda.

»Præsidenten får brug for dem, fordi han er desperat. Mister han magten, risikerer han et

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten


Lejemorderen, der fortrød (1)
Diouf Malawiri (til højre) og Mabuto Banda er gået fra at være dødsfjender til gode venner og de har meget at snakke om.
Foto: Mik Eskestad

Hvis du vil vide mere