Sitemap | Avanceret søgning |

Den syngende soldat

Lucius Banda er Malawis svar på Shubidua: Nationalklenodie og ven af folket. På sit 10. album kritiserer han både Bush, Robert Mugabe og hjemlandets politikere. Nu vil han selv ind i politik.

Af Viggo Lepoutre Ravn og Mik Eskestad (foto)
Publiceret 19-09-2003

Zomba

»Nej, jeg kan ikke blive præsident. Det har jeg ikke nok uddannelse til.«

Musikeren "Soldier" Lucius Banda på 34 år trækker på smilebåndet i forlegenhed og afslører dermed sig selv.

I en stille stund har han sikkert drømt om at blive præsident for det folk, han i mere end 15 år har sunget om, for og med, og som han elsker.


Den syngende soldat (1)
Lucius Banda kaldes "Soldaten", fordi han synger om Malawis fattige og kritiserer magthaverne i sine tekster.

Malawierne.

Folket har givet ham kælenavnet "Soldier" som tribut til hans kamp for de fattige, og fordi han i sin tid optrådte slimline og i militærtøj. Nu skal populariteten udnyttes, inden det bliver for sent, og bruges til at bane vejen til en plads i parlamentet. Derfor er stilen lagt om.

Malawis mest berømte musiker ruller med sit Zembani Band ind på parkeringspladsen til Mulanguzi Cottage i sin sorte cruiser; en Toyota Super Deluxe med tonede ruder og "Soldier" skrevet på den forreste nummerplade. Han har blundet på vejen fra sin hjemby Balaka, og træder tummelumsk ud af bilen. Ansigtet er fyldigt, skjorten spraglet, maven velpolstret. En tynd guldkæde om halsen. En knivspids gangsterlook. Stemmen er tillidsvækkende og på formfuldendt engelsk.


Den syngende soldat (2)
De unge og smukke dukker op til koncert med Lucius Banda.

Dyr billet: 5 kr.

I visse perioder trækker Bandas koncerter 2000-3000 mennesker, men på denne tid af måneden har malawierne ingen penge til underholdning. Selv en entrébillet på 70 kwacha (ca. fem kroner) er en uoverkommelig forhindring for mange. Derfor har Zembani Band planlagt fem koncerter weekenden igennem for at tjene nok. I aften optræder de på en natklub i Blantyre, i morgen til et stort bryllup. Når politikere nu og da engagerer dem, ryger salæret kraftigt i vejret. Bandas 10. album med titlen "Money and Power" kommer på gaden i næste uge fordelt på 30.000 kassettebånd og 1200 CD'er til henholdsvis ca. 11 og 85 kr. stykket. Det handler meget om politik, og sådan har det altid været.

Gennembruddet kom for alvor, da han sammen med broderen Paul i begyndelsen af 90'erne blev en del af Malawis første landskendte musikgruppe, Alleluya Band.

Som ung gik utilfredsheden med diktaturets jernhånd ud over de påtvungne partimedlemskort, som han rev i stykker. Senere måtte han flygte til Sydafrika, hvor det første album floppede. I Malawi hittede det derimod og banede vejen for at skabe musik med et budskab.

Direkte til politikerne

»80 procent af mine tekster henvender sig direkte til politikerne. I lang tid hadede jeg politik og politikere, fordi de lyver. De siger, at de går ind i politik, fordi de elsker dig, men de gør det, fordi de elsker sig selv og vil være rige. Især i Afrika. De kontrollerer alt, men ingen kontrollerer dem. Jeg udpeger problemerne og skriver tekster, som folk identificerer sig med. Det gælder temaer som fattigdom, AIDS, sult og kærlighed,« siger Lucius Banda.

Senere skabte han sig for alvor et navn som Malawis bedste sangskriver, og i 1997 grundlagde han sit eget band. I lang tid var musikstilen inspireret af reggae, men nu bliver den folkelige musik med rødder i yao-, chewa- og beni-folkenes kulturer udforsket. De seneste år er mange nye musikere kommet til, og konkurrencen er skarp. Lucius Banda topper ikke længere hitlisterne i Malawi, men har stadig folkets respekt.

»Det er lidt lige som Rolling Stones. De sælger ikke mest længere, men alle kender dem og kan stadig lide dem,« siger "Soldaten". På "Money and Power" spørger han retorisk USA's præsiden, George W. Bush, om han virkelig ledte efter masseødelæggelsesvåben i Irak for folkets skyld, eller på grund af penge og magt. Også Robert Mugabe (Zimbabwes præsident) spørges, om han virkelig jog de hvide farmere ud for sit eget folks skyld, eller om det var på grund af penge og magt.

»Jeg tror det sidste,« siger Banda.

I partipolitik

"Soldaten" har i flere sammenhænge været associeret med UDF, som er præsident Bakili Muluzis regeringsparti, og Banda ved godt, at hans flirt med politik deler fanskaren.

»Men jeg tror, at jeg kan statuere et eksempel. Jeg har tjent okay. Jeg har en bil, et hus og en kone. Jeg har nok. Så jeg gør det ikke for pengenes skyld. Jeg vil vise, at en MP (parlamentsmedlem) ikke behøver være ond. Vise, at jeg kan skaffe midler og ordne problemerne. Ikke skaffe midler og ordne min bil eller mit hus,« siger han. Det politiske program er i støbeskeen. Lucius Banda vil skabe bedre forhold for gadebørn, bedre veje, små landsby-kooperativer og bedre vandforhold. Han har allerede taget fat på sin undergrundskampagne for at promovere sig selv i den lokale valgkreds.

»Vi lever i det 21. århundrede, og alligevel har halvdelen af malawierne ikke adgang til vand,« proklamerer han scenevant og slår ud med armene som en sand politiker.

Ender det med en stol i parlamentet til næste års valg, vil især ét bestemt område komme under kærlig behandling: Musikken. Det piner ham, at sports-, ungdoms- og kulturministeriet giver alle sponsoraterne til sport, hvilket i Malawi er ensbetydende med fodbold. Musikken figurerer ikke på noget som helst budget.

Udenfor er 200-250 mennesker samlet foran terrassen, der agerer som scene. En håndfuld skejer ud til musikken med Carlsberg, whisky eller den lokale majsøl Chibuku. De fleste venter på stjernen.

Instrumenter importeres

»De instrumenter, du kan høre ude bagved, er måske de bedste i hele Malawi lige nu. Vi bliver nødt til at arbejde hårdt, så vi i det mindste kan erstatte strengene, når de går i stykker,« siger Banda lettere opgivende. Trommer, en dansende guitar og et Bubber-keyboard dominerer lydbilledet udenfor. Malawi har ingen forretninger, der sælger instrumenter. De skal hentes i Sydafrika.

På selve scenen spiller et af de "up and coming"-bands, som Lucius Banda sponserer ved siden af sin egen karriere. Han indspiller deres musik i sin brors hjemmestudium og tager det med til radiostationerne. Støtten er tiltrængt.


Den syngende soldat (3)
De unge og de smukke, hængerøvsbukserne, den fimsede, flipperne, ungerne, og de lidt ældre. De er her alle sammen til koncert med "soldier" Lucius Banda og the Zembani Band. Og mange er påvirket af alkohol.
Foto: Mik Eskestad<br>

»Vores musik halter årtier bagefter nabolandene, blandt andet fordi vi ingen pladeselskaber har. Vi kæmper hårdt for at slå igennem internationalt, men der er ingen støtte. Hverken fra regeringen eller sponsorer. Musikerne her skal selv skrive, optage, promovere og sælge deres musik. Vi har masser af talent at byde på, men mangler blot markedsstrukturen, så nogen opdager vores kvaliteter,« sukker Soldaten.

Én af Lucius Bandas gode venner, journalisten Mabvuto Banda (ikke i familie) giver forsøget på at gøre politisk karriere en ublid medfart.

»Han siger sikkert, at han selv har bestemt sig for det. Men han er gode venner med Muluzi, som givet vis har overtalt ham her op til parlamentsvalget næste år. Muluzi bruger ham, fordi han stadig er populær, og det ved Lucius godt. Men hvis han ikke passer på, kan politikken blive hans musikkarrieres død,« advarer Mabvuto Banda.

Døden må vente lidt endnu. Lucius Banda er på scenen. Folk pakker sig helt oppe foran og synger med. Mod Bush, Mugabe og alle de andre.

explorer@jp.dk

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Hvis du vil vide mere