Sitemap | Avanceret søgning |

Ensom kamp mod håbløshed

Denne historie handler om noget af det, det blinkende neonbegreb HIV/AIDS overskygger. Om en mand, der valgte at kæmpe mod det umulige, og om to PH-lamper på et hospital, der minder om sidste trappetrin før helvede.

Af VIGGO LEPOUTRE RAVN og MIK ESKESTAD (foto)
Publiceret 17-09-2003

Lilongwe:

Doktor Gerald Msukwa har ventet på denne dag. Dagen, da nogle journalister fra et nordisk land skal besøge hans hospital.

En kort rundvisning på gangene på Lilongwe Central Hospital viser, at han er endnu en travl læge i et land, en region, et halvt kontinent af overbebyrdede læger. Jeg får mest lyst til at sige tak for i dag, du må hellere komme tilbage til patienterne. Men nej.

Gerald Msukwa insisterer på at tage sig tid. God tid.

Han byder velkommen med et håndtryk, der kæmper med gløden i hans øjne om at være varmest.

Det er dagen, da han viser rundt på sit hospital og forklarer, hvorfor der er flere malawiske læger uden for Malawi end i selve landet. Forklarer, hvorfor han ofte kun har råd til at betale el- og vandregningen, mens patienterne lider, og de uheldige, som aldrig når frem til hovedindgangen, dør som fluer. Forklarer, at den massive fokus på AIDS har fjernet al spotlight fra tropesygdomme som malaria og tuberkulose, der ligesom for 100 år siden stadig dræber afrikanere i hobetal.

Han forklarer også, hvorfor han alligevel vælger at blive i et kaos med ringe udsigt til bedring, mens Europa og USA trækker med et ubekymret liv og lønninger, der er 10-15 gange højere.

Det er ikke alle og enhver, der kan slippe af sted med patriotisk overfladiske vendinger som:

»Nogle skal blive tilbage og redde Malawi.«

»De, der bliver tilbage, gør det på grund af humanisme.«

Øjenlæge og vicedirektør Gerald Msukwa på 33 år slipper af sted med det. Han bekymrer sig om at bekymre sig. På vegne af sine patienter. Og sit folk.

Derfor er han frustreret.

Nedkørt hospital

Hver femte af det overbelagte hospitals 500 ansatte er smittet med HIV. På de to største afdelinger er der to sygeplejersker til 100 patienter. I går mødte kun én på hver afdeling. De andre var syge. Der er ikke penge til at rekruttere afløsende personale, og hver måned mister han én til to sygeplejersker, fordi de vælger at søge lykken, bedre arbejdsforhold og højere lønninger i Sydafrika eller Europa.

På patientsiden ser det kun værre ud. Gerald Msukwa våger over en brøkdel af Malawis millioner af HIV-smittede. På den medicinske afdeling har 70 procent af patienterne HIV/AIDS. Behandlingen koster 2.500 kwacha om måneden, hvilket er mere, end de fleste malawier nogensinde får råd til.

»Det er ikke fair, at de, der skal købe medicinen, ikke har penge til den,« siger Gerald Msukwa, mens han viser rundt på et af hospitalets nedkørte sengeafsnit, der stinker af skraldespand og urin. Den ene længes altan er permanent inddraget til 20 patienter i kraft af pladsmangel. Når det regner, bliver de gennemblødt.

Hospitalet vrimler af pårørende, der forsøger at tage sig af de syge, fordi personalet ikke magter opgaven. En mand og en kvinde kommer ind på det, man ville kalde stuen, og spørger løssluppent og opmuntrende til en bekendts helbred. Der er ingen reaktion fra malaria-patienten, som blot ligger underligt stille på sin seng i en akavet forkrampet kropsstilling. Det ser ud til, at fluerne for længst er holdt op med at irritere ham.

Regeringens ensidige fokus på AIDS lader blandt andet disse malariaofre i stikken, fordi ressourcerne koncentreres omkring kampen mod HIV/AIDS-epidemien, mener Gerald Msukwa.

AIDS-hysteri

»Folk i Malawi dør ikke kun af AIDS. Lige nu er malaria på toppen og dræber flere end AIDS. Samtidig skæres midlerne til behandling af tropesygdomme helt ned. HIV/AIDS har fået dem til at glemme alt andet. Dobbelt programmer køres uden videre og alt for meget går op i oplysning og forebyggelse i stedet for behandling. Det handler jo om, at der er penge i HIV/AIDS. Samtidig bliver hysteriet pustet op af medierne, som da SARS udbrød,« siger han og illustrerer sin pointe med en vittighed.

»En mand siger: Jeg er syg. Vennen spørger: Hvad fejler du? Malaria, lyder svaret. Nå, ikke andet. Jeg troede, du ville sige AIDS.«

Hver fjerde af Malawis godt 12 mio. indbyggere har eller har haft malaria.

Gerald Msukwa smiler stille ad historiens indbyggede paradoks.

Nogen skal redde Malawi

Hans egen personlige historie er alt andet end en vittighed, men nærmere en lidelseshistorie, der har indebåret mange svære valg.

Han blev færdiguddannet læge i 1994 på et hold med 19. I dag er kun syv af dem stadig bosat i Malawi. Resten har - forståeligt nok, som Msukwa siger - ladet sig friste af bedre arbejdsbetingelser og langt højere løn i udlandet. "Braindrain" er et seriøst problem for landet i alle sektorer. Malawis hjerner flygter.

Turen gik til Liverpool på et scholarship til videreuddannelse.

Det første år efter hjemkomsten til Malawi var hårdt, og flere gange stod den unge læge på nippet til at pakke kufferterne.

»Jeg tænkte: Hvad i Himlens navn laver jeg her? Alle mine venner er væk og tjener fedt, mens jeg render rundt her uden hjælp, uden midler, uden noget som helst,« siger Gerald Msukwa og vil helst ikke ind på, hvor meget hans venner tjener i forhold til ham.

»Så bliver jeg bare endnu mere frustreret. Men jeg kan sige, at jeg tjener 1.000 dollars om måneden, hvilket er en god løn her i Malawi, men en elendig løn i forhold til min profession. Hvorfor skulle jeg arbejde for ingenting? Helt ærligt, jeg tjener mindre nu, end da jeg gik i skole i England. Min kontrakt tillader mig at sige op med en måneds varsel. Jeg kan gå nu, hvis det skal være. Men nogen skal jo redde Malawi,« siger han og sender en venlig tanke til sin kone, som er sygeplejerske og derfor har forståelse for, at han vælger med samvittigheden i stedet for med pengepungen.

Med den malawiske regering forholder det sig lige omvendt. Her vejer pengepungen tungest.

For at Lilongwe Central Hospital skal fungere optimalt er 10 mio. (ca. 700.000 kroner) kwacha om måneden nødvendigt, forklarer Gerald Msukwa.

»Så skærer regeringen som rygmarvsmanøvre budgettet ned til 6 mio., og når vi så skal have kontanterne udbetalt, lander vi på 3 mio. (210.000 kr.) Det sker gang på gang. Sidste år oplevede jeg flere gange at operere med et budget på 7 mio., men kun at have en tiendedel til rådighed. Det var akkurat nok til at betale el og vand.«

Brugerbetaling

Heldigvis er kreativ tænkning ikke forbudt i Malawi.

Gerald Musukwa leder en af landets bedste øjenafdelinger, hvis 80 senge dækker syv millioner mennesker i det centrale og nordlige Malawi. Et forsøg med brugerbetaling for visse operationer er netop godkendt af regeringen. I dag betaler 10 procent af kunderne for konsultationer på afdelingen. Målet er 40 procent.

»Vi skal vænne en del af befolkningen af med kravet om gratis behandling. De rigeste må til lommerne for at betale til behandlingen af de fattigste,« siger han. De fattige er blandt andet de halve og hele landsbyer fra Malawis yderkanter, som på skift køres ind til klinikken for at modtage behandling for grå stær.

Bulede PH-lamper

Vi går tilbage mod kontoret gennem venteværelset med upolstrede bænke og afskallede vægge med enkelte pletter i regeringsblå. Dér hænger to bulede PH-lamper i kobber. De kunne være fra 50'erne eller 60'erne. Der er pærer i. Jeg fortæller øjenlægen om PH-lamper.

Han forhører sig straks med hospitalets længst siddende medarbejder, der har været på Lilongwe Central Hospital siden indvielsen i 1974. Han kan ikke huske, hvor de kommer fra. Gerald Msukwa har aldrig lagt mærke til dem før nu.

»Vores præsident dengang, Dr. Hastings Banda, kunne godt lide at dekorere rum og sørge for lidt stil. Måske er lamperne skænket i den forbindelse,« siger han og spiler øjnene op, da jeg fortæller ham, at PH er en anerkendt mærkevare i Danmark, og lamperne måske mange dollars værd trods bulerne.

»Schhh. Det må du ikke sige så højt. Hvis nogen her hører det, er de væk i morgen,« griner han.

ex

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten


Gerald Msukva
Den 33-årige læge er blevet i sit hjemland Malawi, som mange af hans kolleger har forladt til fordel for bedre job i Vesten.
Foto: Mik Eskestad

Hvis du vil vide mere