Sitemap | Avanceret søgning |

Paradis for flygtninge

I skyggen af krigen i Congo tager den veldrevne og velassorterede flygtningelejr Kala Camp i Zambia imod congolesere på flugt fra krigshandlingerne i deres hjemland.

Af VIGGO LEPOUTRE RAVN
Publiceret 09-09-2003

Kawambwa

Grusvejen ned til Kala Camp er som de fleste andre veje i det nordlige Zambia støvet og hullet. Elendig, med andre ord. For de godt 20.000 congolesiske flygtninge, der har rejst i dage og uger for at nå hertil, er vejen ikke elendig. Den er sidste vej ud af elendigheden.

Traumer, overgreb og mistede forældre kan de færreste flygtningelejre reparere på. Det vidner talrige blikke i Kala Camp om. Blikke fra børn, der har set meget mere, end alderen berettiger til.

Men hvad de basale nødvendigheder angår er lejren 30 km nordøst for den zambiske landsby Kawambwa en øjenåbner. Hvis man ikke lige vidste det, skulle man målt efter zambisk standard tro, at Kala var dumpet ned fra ingenting. Sådan virker den. En landsby med snorlige gader, en sikker og ren vandforsyning og mad nok til alle.

Næsten for pænt

UNHCR's field officer Kaori Saito byder velkommen, som var det hjemme i forstaden til Tokyo. Hun er en energisk japansk vims med en overdreven venlighed og har forberedt alle medarbejdere ved lejrens strategiske fikspunkter på vores ankomst. Fejekosten har tydeligvis været i sving.

Man skulle næsten tro, at hun også har instrueret børnene. Når Kaori Saito stiger ud af bilen, råber de hendes navn i kor og tvinger hende til at danse i takt.

De er ellevilde: »Kaori, Kaori, Kaori.«


Paradis for flygtninge (2)

Foto: Mik Eskestad

Det er meningen, at vi skal have et godt indtryk af stedet. Hvilket kommer helt automatisk. Selv fotograf Mik Eskestad, der har set en del flygtningelejre, plirrer med øjnene på store dele af rundvisningen. Det er næsten for pænt og passer slet ikke ind i de tragiske billeder, man ofte ser fra tilsvarende steder.

De bugnende madlagre, hvor tons på tons af majs, madolie, salt og ærter ligger stablet i sække som legoklodser, sørger for minimum 2.100 kalorier pr. indbygger om dagen.

Masser af aktivitet

Sygeklinikken er komplet med læge, sygeplejersker, apotek, reception, vente- og konsultationsværelser, alle nødvendige medikamenter, barselsstue og ambulancer. HIV-raten inde i lejren er 10 gange lavere end udenfor.

Kala Camp har sin egen vandkomité, som driver og vedligeholder vandforsyningen. Hovedparten af de godt 10.000 børn går i skole. Der er fodboldbaner og helt luksuriøst en basketball-bane, så de trænere, som den canadiske organisation Right to Play uddanner blandt lejrens voksne, kan lege og dyrke sport med børnene.

17 år og helt alene

Der er projekter med landbrug og miljø, et marked, workshops og diskussionsgrupper, alt sammen med henblik på, at flygtningene skal forbedre deres egne forhold og lære, hvordan man bygger et lokalsamfund op. Og man kunne blive ved.

Børnene render i hælene på os og smiler, griner frækt, peger fingre eller vinker. Men bag de hujende børn ser man flere af de blikke, som ikke sådan forlader nethinden.


Paradis for flygtninge (1)
Michou Karonga på 17 år har kun sin lillesøster tilbage. Forældre og slægtninge er væk.
Foto: Mik Eskestad

Den 17-årige Michou Karonga har sådan et blik. Hendes hår er som mange andre pigers i lejren sat op i stramme papillotter, der stritter til alle sider. Hun har kun været tre måneder i lejren og ankom alene med sin lillesøster efter at have været undervejs til fods i syv dage fra det sydlige Congo.

Forældrene er døde. Moderen bukkede under for tuberkulose kort tid inden flugten. Selv er Michou flygtet fra sulten og hærgende soldater. Undervejs hørte hun om Kala Camp og muligheden for, at hendes slægtninge var at finde der.

Michou Karonga har ikke fundet dem, siger hun og vil tilbage til madlavningen. Hun har ansvaret for syv børn og glæder sig til at starte i 6. klasse i næste uge.

»Når tiden kommer, vil jeg gerne tilbage til Congo,« siger hun.

Savner kun frihed

William Banza har også troen på at vende tilbage en dag, selv om meget taler imod. Han flygtede for to år siden fra Lubumbashi, da krigen var på sit højeste i området. Under flugten døde hans kone af udmattelse. Familien var forfulgt, og han nåede ikke at begrave sin kone.


Paradis for flygtninge (3)

Foto: Mik Eskestad

»Jeg måtte nøjes med at dække hende til med blade,« siger William Banza, der er uddannet mekaniker og tidligere halvprofessionel basketballspiller i Sydafrika. Nu tjener han 100.000 kwacha (130 kr.) om måneden ved at udføre socialt arbejde i lejren. Hans datter går i skole. Selv har han fundet sig en ny kæreste i Kawambwa og vil gerne gifte sig. Men som flygtning må han ikke bo uden for lejren, og en arbejdstilladelse er umulig at få fingrene i. Der er mangel på tøj og sko, og tre møller til at male majs er for lidt, mener han.

»Men det er små problemer. Kala er et godt sted for os,« siger William og fortæller en historie om en 18-årig dreng i lejren.

»Han så sin mor blive begravet levende og sin far blive dræbt. Da han kom her, var han dybt traumatiseret. Nu er han den gladeste mand. Han spiller basketball og går i skole, og jeg forsøger hele tiden at opmuntre ham til mere,« siger William Banza.

Mangler du overhovedet noget her?

William Banza tøver:

»Frihed. Kun når man er helt fri, kan man gøre, hvad man vil.«

explorer@jp.dk

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Hvis du vil vide mere
Emner
Flygtninge

Stednavne
Zambia

Fag
Samfundsfag

Klassetrin
7.-10. klasse