Sitemap | Avanceret søgning |

Om vaner og særheder

Johan Støckels rejsenoter: d. 31/5, 1904 Passeret en portugisisk Hjul-kaninbaad for opadgående. 12.25 Chinde.

Af Viggo Lepoutre Ravn

Publiceret 24-09-2003

Beira

Tidligt op, sent i seng, det er sundt for en Explorerdreng. Dette motto har mangt en exploratør måtte sande gennem flere års ekspeditioner på alverdens kontinenter. At stå op, før Fanden får sko på, og gå i seng, efter at selv moskitoerne har set dyner, er blevet en vane som så mange andre.

Endnu mere interessant er rejsekammeraternes uafvendelige og til tider sære vaner, som man får et glimrende indblik i på de lange køreture.

Tag nu Peter Wath fra DR og vores egen Mester Mik. Efter knap tre uger i samme bil må jeg konstatere, at de begge tilhører den specielle race "sære vanedyr". Både Mik og Peter har til fælles, at de elsker at sammenligne højdemåleren på deres armbåndsure.

»Jeg har ret,« siger Peter.

»Ja, men mit måler præcist,« siger Mik.

Desuden er de på denne tur knap nok set i andet end fotovest. Mik har modsat Peter overhovedet ikke styr på sin supermodel med 23 lommer. Han kan finde sit pas og sine penge, men vanen tro må han klappe på alle lommer for at trylle andet frem.

Peter Waths fotovest er til gengæld et studie i disciplin og vanetænkning. Vesten har endnu ikke set en vask på denne tur og dufter efterhånden af mand. Samtlige 12 lommer er fyldt til bristepunktet, og intet er overladt til tilfældighederne. Jeg nævner i flæng: Et kontor med notesbog, pas, penge, kvitteringer og mobiltelefon, som næsten ikke har virket på denne tur. Overlevelsessæt med tandbørste, næsedråber, ørepropper og en fiskekrog. Desuden en sort læderpung med et primitivt fyrtøj, jungleolie og et kondom.

»Det er godt at tisse i, når man ikke kan holde sig længere i et lille fly uden toilet på en firetimers tur over den grønlandske indlandsis,« forklarer Peter uden at komme nærmere ind på, hvor og hvordan kondomet har været i brug.

Desuden medbringer han altid lommelygte, tyggegummi, en rød plastic folde-ud kop, hat, svedeklud, bånd + batterier til kameraet og et lille fotografiapparat med tilhørende batteri. Sidst men ikke mindst; et sterilsæt.

Som en Pinoccio

Peters vanesag vejer tre-fire kilo. Den selvkørende kameramand har endvidere lagt beslag på højre bagsæde og knurrer grumt, hvis andre nærmer sig pladsen. Når søvnen overmander ham, falder hagen tungt ned på brystet, og hovedet ryster i takt med hullerne i vejen som en anden Pinoccio. Det ser sjovt ud. Mester Mik siger, at jeg ikke er en døjt bedre selv og har det med at savle ned ad mit Explorer tøj, når jeg blunder i bilen. Den påstand er naturligvis helt ude i hampen.

Selv i aftendisciplinen "ophængning af moskitonet" er der forskellige vaner. Miks hænger altid som en svigermors drøm, mens mit slapt falder sammen som en ekstra dyne, fordi jeg som regel er for træt til at ordne det. Hvis jeg får malaria om to måneder, er skylden helt og holdent min egen. Om ikke andet, så fordi jeg har for vane at glemme mine malariapiller.

Gode vaner


Om vaner og særheder (1)
Christine fra UNDP arbejder under myggenetet, som alle har vænnet sig til at hænge op.
Foto: Mik Eskestad

De andre har reddet mit skind adskillige gange. Christine er suveræn med fakta om AIDS, børnedødelighed og andre dårligdomme, Perry kan ikke nære sig for at organisere og arrangere og har altid en flaske vand klar, inden man selv når at spørge. Begge ting hører bestemt under kategorien gode vaner.

Chauffør Vagn fortæller vittigheder og spotter alle nøddetræerne på vejen. Ganske nyttigt. Selv har jeg måttet høre meget for min trofaste følgesvend; hovedpuden. Den er formidabel til ryggen, men efterhånden lidt fimset og beskidt. Mik kalder den direkte ulækker, men jeg har en teori om, at jeg undgår sygdom, hvis jeg undlader at vaske den. Det er såmænd bare en vanesag.

explorer@jp.dk

Landefakta
Mozambique
Mozambique ligger i Sydøstafrika ud til Mozambique-kanalen med grænser til Sydafrika, Swaziland, Zimbabwe, Zambia, Tanzania og Malawi.

Mozambique
Vidste du, at hovedstaden i Mozambique hedder Maputo, at landets areal er på 801.590 kvadratkilometer, og at befolkningstallet er på ca. 18,5 millioner?

Mozambique
Mozambique grænser op til Malawi, Sydafrika, Swaziland, Tanzania, Zambia og Zimbabwe. Landet er på 801.590 kvadratkilometer, og hovedstaden er Maputo.

Hvis du vil vide mere

Stednavne
Mozambique

Klassetrin
7.-10. klasse