Sitemap | Avanceret søgning |

Actionmand på banen

Explorer har fået ny chauffør. Og hvilken én. Brian har forladt os. Helt efter planen skal den rolige sydafrikaner flyve til Seychellerne på arbejde for sit entreprenørfirma, og han kan endda lige nå til Durban og se en livsvigtig rugbykamp inden.

Af VIGGO LEPOUTRE RAVN

Publiceret 16-09-2003

Blantyre

Johan Støckels rejsenoter: d. 23/5, 1904 Kl. 7.00 i Barge. Kl. 5 Efterm. i Matope. Mr. Wadell fuld. Mr. Wadell sørger ikke for noget. Min Stol er paa Vejen til Liwonde. Jeg maa selv sende en Boy efter den. 1500 Fod over Hav.

Explorer har fået ny chauffør. Og hvilken én. Brian har forladt os. Helt efter planen skal den rolige sydafrikaner flyve til Seychellerne på arbejde for sit entreprenørfirma, og han kan endda lige nå til Durban og se en livsvigtig rugbykamp inden.

I stedet har Vagn overtaget rattet. Vagn er også fra Sydafrika og hedder egentlige Vaughn, men det er ikke rigtig til at udtale. Han er den type, der føler sig bedre til rette i en sovepose ude i bushen end i en hotelseng. Hans viltre hår giver mindelser om en actionmand, hvilket han vist også kaldes blandt venner.

Stedkendt chauffør

»Jeg har da prøvet lidt af hvert,« siger han og lover straks at tage en ridetur på ryggen af en flodhest, da han hører vores planer om at gå på flodhestejagt på Zambezifloden i Mozambique. I dag lever Vagn af at sælge nødder til barer og pubs i Maputo og beklager sig over, at hele Mozambiques bestand af cashewnøddetræer er ved at uddø. Han kender desuden den gamle portugisiske koloni ud og ind, så det skal nok vise sig nyttigt senere.


Actionmand på banen (1)
Mik fotograferet ved sin navnebrors alsidige fotobiks. Det lykkedes nu aldrig at finde ud af, præcis hvor studiet lå.
Foto: Mik Eskestad

På vejen til Zomba for at opleve Malawis berømte musiker Lucius Banda live in koncert siger fotograf Mik på sin sædvanligt rolige facon: »Der var et skilt med mit navn. Mik - Photoshop, stod der. Det har jeg aldrig set før.«

Det skal selvfølgelig foreviges, og resultatet er dagens logbillede. Vi finder hverken ejer eller forretning, og det er svært at forestille sig fremkaldermaskine og købmandsbutik under samme tag i de nærliggende, faldefærdige bygninger. På den anden side af gaden ligger "Peters Lodge," bemærker Peter Wath fra DR med et grin. Nu mangler vi blot "Viggos Barbershop" og "Christines Bakery," tænker jeg.

På selv samme rute slipper Actionmand mere end heldigt fra mødet med tre kontrolposter. Samtlige repræsentanter for ordensmagten vil se bilernes forsikringspapirer og sikre sig, at vi har mindst to advarselstrekanter med i bagagen. Den slags rutinecheck kender Vagn til hudløshed, og de trætter ham. Første gang kommenterer politimanden, at Vagn har glemt sin sele. Actionmand reagerer lynhurtigt og begynder at hive og flå i selen, som selvfølgelig ikke rører sig ud af stedet. »Den virker ikke,« siger han og forvirrer betjenten så meget, at han uden videre lader os passere. Vi kan ikke lade være med at le af den unge guts ansigtsudtryk.

Ved næste kontrolpost skal Vagn lige tale lidt i walkie-talkien, inden han ruller vinduet ned. »Jeg arresterer dig for at tale under kørslen,« siger den kvindelige betjent. »Jeg talte ikke under kørslen, det kunne jeg aldrig finde på. Det er jo forbudt og livsfarligt,« forsvarer han sig. Og med held. Betjenten bløder op, spørger om kørekortet og lader os passere.

Ved tredje kontrolpost kommer Vagn betjenten i forkøbet og spørger om vej til koncerten, inden den unge mand overhovedet når at forlange papirer. »Ahhh, Lucius Banda..?« siger han og lyser op i et smil. Vi får retningsangivelse og et venligt vink. Alle i Malawi kender Lucius Banda.

Drikkepenge

Perry og Christine i den anden bil er mindre heldige, men klarer sig behændigt. En hårdkogt politimand med solbriller og skydevåben giver Perry to valgmuligheder. At lade bilen splitte ad eller give ham penge til øl, da han er tørstig. Perry ser ingen anden udvej end at stikke pistolmanden et par håndører til drikkevarer.

Turen Lilongwe-Zomba varer - sjovt nok - en time længere end beregnet. Og egentlig forstår jeg godt Vagns svar, da jeg beder ham nedtone sine små intermezzoer med ordensmagten og finde den bløde violin frem. »Jamen jeg kan bare ikke forstå, at de alle sammen spørger om de samme ting igen og igen.«

Sent på aftenen når vi Blantyre. Det er første gang siden Explorers ankomst i Lusaka, at jeg igen har fornemmelsen af at være i en storby.

explorer@jp.dk

Landefakta
Malawi
Malawi grænser op til Tanzania, Mozambique og Zambia. Landet er på 118.484 kvadratkilometer, og hovedstaden er Lilongwe.
Landeportræt
Hvis du vil vide mere

Stednavne
Malawi

Klassetrin
7.-10. klasse