Sitemap | Avanceret søgning |

Den frie presse

Explorer kigger for en kort bemærkning forbi hovedstaden Lilongwe, som Malawis første præsident og diktator Dr. Hastings Banda i 70'erne da lige synes han skulle bygge op i en ruf og gøre til regeringsby, når han nu selv kom fra egnen. Hastings Banda havde det med at smide sine politiske modstandere for krokodillerne, hvis de ikke makkede ret.

Af Viggo Lepoutre Ravn

Publiceret 14-09-2003

Lilongwe, Malawi

Johan Støckels rejsenoter: d. 19/5, 1904

Søsyg. Anløb Florence Bay. (Rowi) Sov i Kuta Bay. d. 20/5, 1904

Anløb Bondawe Missionsstation, hvor jeg hr. og fru Mc. Kenzie kom om Bord. Sov i Kota-Kota Missionsstation.


Explorer kigger for en kort bemærkning forbi hovedstaden Lilongwe, som Malawis første præsident og diktator Dr. Hastings Banda i 70'erne da lige synes han skulle bygge op i en ruf og gøre til regeringsby, når han nu selv kom fra egnen. Hastings Banda havde det med at smide sine politiske modstandere for krokodillerne, hvis de ikke makkede ret.


Den frie presse (1)
JP Explorers biler vækker opmærksomhed overalt i Malawi, og især børnene er interesserede i de terrængående køretøjer.
Foto: Mik Eskestad


Brændt af

I Lilongwe har vi en aftale med en britisk farmer om et besøg på hans tobaksplantage. Desværre brænder han os gevaldigt af med en sang fra de varme lande om et uundgåeligt hospitalsbesøg. Virkeligheden er nok nærmere, at han tidligere har været uheldig med dårlig presse og ikke vil risikere en gentagelse.

Han burde smides for krokodillerne, tænker jeg i et svagt øjeblik.

Mange farmere i Malawi benytter sig af børn som arbejdskraft. Nogle er imod det. På den anden side er landet så fattigt, at mange af børnene sandsynligvis kun har storbyens gader som alternativ til plantagearbejdet.

Hvad er så bedst?

Svaret må blæse i den lune malawiske højlandsvind, mens vi i stedet forsøger at tage temperaturen på demokratiet i Malawi anno 2003.

Redaktør Robert Jamieson fra den ugentlige oppositionsavis The Chronicle er berømt og berygtet for at gøre det, få andre tør i Malawi: At kritisere regeringen og præsidenten Bakili Muluzi frit og uden omsvøb for korruption og dårlig ledelse af landet.

Nedslidte kontorer

Han tager velklædt og med en teskefuld britisk accent imod i den ene af to nedslidte, rodede kontorer i hjertet af Lilongwe. Syv journalister skaber produktet. Hardwaren er Apple Mac Classic computere fra begyndelsen af 90'erne og en enkelt iMac fra 1997 med redigeringsprogrammet Pagemaker.

Mere skal der ikke til for at lave avis!

Som noget helt nyt har Robert Jamieson efter flere års kamp for at finde midler endelig anskaffet sig sin egen lille trykpresse, som står i et hus et hemmeligt sted. Den giver 100 procent uafhængighed, men har kostet ham en pantsættelse af sit hus. Bliver noget stjålet, går The Chronicle fallit. Men det er ikke det værste. Godt nok risikerer man ikke længere at ende som krokodillefoder, men i løbet af de seneste år har trusler, bank, forfølgelse, aflytning af telefoner og bortførelse af en medarbejder hørt med som erhvervsrisiko.

Den velklædte mand har vænnet sig til det.

»Måske er det, fordi jeg er skolet i England, der har en helt anden demokratisk tradition. Dér forventer man kritik af politikerne. I Afrika og Malawi er præsidentens ord altid det rigtige. Ingen er vant til at sætte spørgsmålstegn ved tingenes tilstand. Bwana (overhovedet) siger. Bwana gør. Bwana er omgivet af skønmalere, der taler ham efter munden og aldrig opridser tingenes sande tilstand. Vi bliver nødt til at indse, at der er korruption i Malawi,« siger Robert Jamieson. Dog sporer redaktøren en spirende vilje til oprør.

Demokratiet sejrede

»Det var, da parlamentet og folket sagde nej til at vedtage en forfatningsændring, så Muluzi kunne sidde en tredje periode som præsident. Nederlaget var ydmygende for ham. Han forsøger sikkert at få gennemtrumfet forslaget igen, men foreløbig har demokratiet sejret.«

Skønt Robert Jamieson er gammel ven med præsident Muluzi, skorter det ikke på personlig kritik.

»Der findes mange, som kunne gøre det bedre end ham. Han har ikke forstået at tøjle den magt, han har.«

Malawi er på forkert kurs, og medierne skal være med til at rette op, mener Robert Jamieson.

»Smider universiteterne ikke computere ud i dit land? Hvis de gør, så lad dem sende udstyret herned,« siger redaktøren.

Han følger mig ned på gaden til farvel og sætter sig ind i sin 4x4 Isuzu pick up. På ladet ligger en 6-7 stakke indbundet papir købt ind for 32.000 kwacha (ca. 2.250 kr.).

Det er papiret til den kommende udgave af The Chronicle.

Landefakta
Malawi
Malawi grænser op til Tanzania, Mozambique og Zambia. Landet er på 118.484 kvadratkilometer, og hovedstaden er Lilongwe.
Landeportræt
Hvis du vil vide mere
Emner
Medier

Stednavne
Malawi

Klassetrin
7.-10. klasse