Sitemap | Avanceret søgning |

Pigen med bananerne

Vi nærmer os Kasama og tager en vandpause. Firehjulstrækkerne og de zambiske veje har efterhånden rystet Explorer-holdet godt sammen. Som alle andre steder, hvor "mazungo'erne", de hvide mænd, stiger ud af bilen, samler sig et større eller mindre opbud af indfødte, hovedsageligt børn. De glor. Og glor.

Af Viggo Lepoutre Ravn

Publiceret 08-09-2003

Kasama

Johan Støckels rejsenoter: d. 23/4, 1904 Mengo: Bjerg Kambole. Jeg bruger 2h 10m om at kravle op ad det. Derefter højslette. Kold Vind. R. Mohnenga nær Mengo, den eneste der har haft drikkeligt Vand. Ellers har jeg drukket det grueligste Moradsvand, fra leret graat til grumset brunsort. Kold Vind. Om aftenen meget koldt. Jeg fryser i min Vinterkappe. Skønt jeg er i en lille Hytte, hvis Tag går så nær til Jorden, at jeg maa krybe paa alle fire for at komme ind og skønt den er tæt lukket af Lav fryser jeg dog under mine 2 Uldtæpper om Natten.

Vi nærmer os Kasama og tager en vandpause. Firehjulstrækkerne og de zambiske veje har efterhånden rystet Explorer-holdet godt sammen. Som alle andre steder, hvor "mazungo'erne", de hvide mænd, stiger ud af bilen, samler sig et større eller mindre opbud af indfødte, hovedsageligt børn. De glor. Og glor.


Pigen med bananerne (1)
Sælgeren fik en aldeles uhørt overpris for sine bananer.
Foto: Mik Eskestad

Peter Wat fra DR hiver kameraet frem og filmer. Så glor ungerne endnu mere. De rører sig ikke ud af stedet, men observerer hver eneste "mazungo"-bevægelse. Det er langt over frokosttid. Derfor er det selvfølgelig Perry, der opdager pigen med bananerne. Hun er iklædt en pink skjorte og det altid spraglende skørt og kommer slentrende med en stor klase bananer. Vi burde købe nogle af hende, siger jeg. Mester Mik er også sulten og ser lynhurtigt en god mulighed for handel samt et godt billede. »Hvor meget koster de?« Pigen tjekker lige med den lidt ældre kvinde, som står bagved »100 kwacha.« Perry beslutter sig for 10 stk. og jeg holder hænderne frem. Han skærer bananerne af klasen én for én. De dufter mildt sødligt, er nemme at skrælle og smager uovertrufne. Af sol, af frugt, af Afrika. Pigen får sine 1000 kwacha, som i danske kroner løber op i en krone og 30 øre. Perry har allerede slugt tre-fire bananer og lånt en af de lokales cykler. Hans ranglede krop hopper frem og tilbage på den faldefærdige bunke jern til stor moro for tilskuerne. Mik og jeg beslutter os for at købe hele klasen. »Hvor mange er der?« Jeg tæller mig frem til 20-25 stykker. »Is it okay I buy them all?« Hun nikker diskret. Der er kun en 10.000-lap i nærheden. Mik siger: Giv hende bare det hele. Og det var smart gjort.

Efterfølgende får han sig nemlig denne turs foreløbigt største grineanfald. Pigen med bananerne hapser nærmest sedlen ud af min hånd, og med den ældre kvinde i hælene forsvinder hun i spurt over mod de nærmeste hytter. Hun løfter højre knytnæve og jubler med et jubelhyl. Glæden er ikke til at tage fejl af. Mazungo'erne har betalt en overpris så tyk, så tyk. Vi gav 13 kroner for de resterende bananer. »Bare hun nu ikke løber over efter flere,« tænker jeg. Hold op, hvor har jeg snydt den tossede, blege brilleabe, så vandet driver, tænker pigen sikkert. Mik griner stadig. »Nu løber hun nok over for at købe hele plantagen,« spøger Perry. Vores guide, Lameck Simwanza, ryster lidt på hovedet. »I gav hende alt for meget,« siger han, og tilføjer, at hun sikkert har stået ved vejen med klasen i en to-tre uger for at få den solgt. Men den oprindelig pris på 13 øre pr. banan var reel nok. Det var ingen tourist price. Så er det vel i orden med lidt drikkepenge. Jeg ved godt, hvad pigen med bananerne og resten af flokken snakker om ved aftenbordet.

explorer@jp.dk

Landefakta
Zambia
Vidste du, at hovedstaden hedder Lusaka, at arealet er 752.614 km², og at befolkningen er på ca. 10,5 millioner mennesker?

Zambia
Zambia grænser op til Angola, Congo-Kinshasa, Malawi, Mozambique, Namibia, Tanzania og Zimbabwe. Landet er på 752.614 kvadratkilometer, og hovedstaden er Lusaka.

Landeportrætter
Hvis du vil vide mere

Stednavne
Zambia

Klassetrin
7.-10. klasse