Sitemap | Avanceret søgning |

Bagud 0-2

I Johannesburg International Airport har den fyldige sydafrikanske dame allerede udset sig netop min 16 kg. tunge håndbagage med to computere og en satellittelefon. Det er 9 kilo for meget. Men Explorer udstyr har det ikke godt med normal bagagehåndtering.

Af Viggo Lepoutre Ravn

Publiceret 04-09-2003

Chiengi, ved Lake Mweru

Den fyldige dame bag skranken i transitzonen er sikket ligeglad med, at vi skal rejse i fodsporet på den opdagelsesrejsende eventyrer Johan Ferdinand Vilhelm Valdemar Støckel. For præcis 100 år siden stak han af fra Congo og rejste fra Chiengi i det nordlige Zambia til Chinde i det centrale Mozambique. Nu skal vi gøre ham turen efter. Og så skal teknikken altså ikke bumles igennem på diverse bagagebånd.

Et rødt skærf med påskriften "teamleader" hænger fra skulder til lænd ud over hendes dybblå South African Airlines uniform. Tasken skal partout vejes.

»Jeg skal lige tjekke dine data,« siger hun, og giver mig mit pas i et øjebliks forvirring. Tak for det, tænker jeg, snupper tasken og lyner af sted efter de andre tre exploratører, som for længst har lugtet lunten. Jeg kommer igennem tolden ved forevisning af det, jeg tror er mit boarding kort og slænger mig hurtigt i lounchen, mens forsvindingsnummeret med en vis stolthed bliver genfortalt til anerkendende blikke fra de noget mere erfarne herrer; fotograf Mik Eskestad og DR-journalist Peter Wath.

Men mit forsvindingsnummer falder brat til jorden, da jeg med hjertebanken og fumleri må erkende, at mit boarding kort er pist væk. Flyturen til Lusaka nærmer sig. Tilbage gennem tolden, over til damen bag skranken, som knap nok værdiger mig et blik.

»I've been expecting you, sir,« siger hun med et stramt tryk på sir.

Slaget er tabt. Op med en pæn slat penge for overvægt. Adskillige diplomatiske krumspring overtaler hende til at lade mig beholde udstyret som håndbagage.

Til gengæld er jeg allerede bagud 0-1 i exploratørernes interne regnskab over dumheder.

Tilbage i lounchen sidder mester Mik og gnækker og Peter Wath med 15 års erfaring fra DR klukker med, mens han for 17. gang tjekker højdemåleren på sit Tissot-ur til 4.500 kr. Firebandens eneste kvindelige islæt, Christine Drud, har godt nok glemt en gave med tre flasker whisky i flyet og har desuden taget sin venindes bilnøgler med til det sydlige Afrika. Af en eller anden grund sidder jeg stadig med aben.

I Lusaka støder vores to chauffører, pub-løverne Perry fra New Zealand og Brian fra South Africa, til holdet, der fuldendes med den indfødte stifinder Lameck Simwanza. Han kender den egn, vi skal besøge i Zambia, han har en grad i køns- og udviklingsstudier fra Den Haag i Holland og siger kun noget, hvis man spørger. Og så snorker han, så et næsehorn ville bøje hovedet i ærefrygt.

Allerede ved femte checkpoint langs den glimrende hovedvej mod Lake Mweru 1200 km borte viser han sit værd. Vi har knap nok fyldt bilerne op med 16 dåser Doom-myggespray og forladt Zambias hovedstad før endnu en særdeles magtfuld mørk kvinde ved den femte kontrolpost bestemmer sig for at tjekke vores pas. Også mit.

Af en eller anden grund er jeg den eneste, der ikke har et B for business tilføjet i det visa-stempel, jeg fik i lufthavnstolden.

Altså er jeg nu degraderet til turist i en bil med en flok på arbejde. Det går ikke. Perry og Lameck prøver at gyde olie på vandene, men jeg må ud af bilen og over i toldhuset. Som alle andre huse uden for Lusaka er det en rund murstenshytte med stråtag minus gulv. Stol og bord er ekstraudstyr.

»Hvis de snupper dig på arbejde med dette visa, bliver du anholdt og får en bøde på 3.080.000 kwacha (ca. 4000 kr.),« siger kvinden, som efter lidt disputeren frem og tilbage forbarmer sig over for en diskret 10.000 kwacha-seddel og tilføjer et B med kuglepen i mit pas.

Det kunne jeg da godt selv have gjort, får jeg lyst til at sige højt. Tilbage på landevejen står det lynhurtigt klart, at jeg allerede er bagud 0-2.


Bagud 0-2 (1)
Explorer-holdet på vej til det nordlige Zambia. Her har de gjort holdt i Samfya.
Foto: Mik Eskestad

Vi overnatter i Samfya på halvvejen og bliver underholdt af byens eneste hvide mand, "mazungu," den danske udsending for Mellemfolkeligt Samvirke Peder Thorning. Han tager os gennem byens fattigste del, hvor ungerne gerne stiller op til vores første logbillede.

Tidligt på eftermiddagen næste dag når vi ad 110 km gennemhullet støvvej vores første delmål; Chiengi. Den sidste post før Congo. Denne del af landet er lige så uudviklet som på Lille Sorte Sambos tid. Folk er gedigent fattige, og det vil føre alt for vidt at opsummere elendighederne her. Til gengæld er der smil og vink fra højre og venstre. Zambia har modtaget Exploreren godt. På samme måde som Johan Støckel blev modtaget for præcis 100 år siden, da han forlod Congo i trods og drog mod øst.

I sine erindringer skrev han:

»Hvad der straks slog mig saa snart jeg kom over paa engelsk Territorium var, at de Indfødte ikke flygtede, naar jeg nærmede mig; men selv Kvinder og Børn kom mig i Møde og hilste mig deres "Morning Sir," selv om det var sen eftermiddag.«

explorer@jp.dk

Landefakta
Zambia
Vidste du, at hovedstaden hedder Lusaka, at arealet er 752.614 km², og at befolkningen er på ca. 10,5 millioner mennesker?

Zambia
Zambia grænser op til Angola, Congo-Kinshasa, Malawi, Mozambique, Namibia, Tanzania og Zimbabwe. Landet er på 752.614 kvadratkilometer, og hovedstaden er Lusaka.

Landeportrætter
Hvis du vil vide mere

Stednavne
Zambia

Klassetrin
7.-10. klasse